| |
| Kvinder i Darfur. Foto: Paul Jeffrey/ ACT-Caritas |
De kom om natten. 19-årige Zeinab lå og sov ved siden af sin mand, da militser omringede hendes landsby. Militserne braste ind i parrets hytte og slog Zeinabs mand ihjel. Derefter blev Zeinab voldtaget på skift af seks mænd.
Det lykkedes Zeinab at flygte fra massakren på hendes landsby. I dag bor hun i en af Darfurs mange lejre for internt fordrevne. Hele hendes familie blev slagtet den dag landsbyen blev angrebet, så nu bor hun alene – næsten da. På hendes skød sidder en lille dreng, som er resultatet af den brutale voldtægt.
I et muslimsk samfund er voldtægt forbundet med stor skam, og derfor vælger mange af kvinderne i Darfur, som er blevet voldtaget, at tie.
Da Zeinab ikke længere kunne skjule, at hun havde fået et barn med fjenden, vendte naboerne i lejren sig imod hende, og hun blev nødt til at flytte til en anden del af lejren, hvor hun kunne være i fred.
Nu passer hun sig selv og lever kun for sit barn
Mange voldtægter
Fire år efter at krigen i Sudans vestlige region er brudt ud, har det internationale samfund stadig ikke formået at stoppe rædslerne, som især rammer kvinderne. Over to millioner mennesker er blevet fordrevet fra deres hjem på grund af kampe mellem lokale oprørsgrupper på den ene side og regeringshæren og regeringsstøttede janjaweed-militser på den anden side. Og utallige militsangreb på landsbyer.
De mange fordrevne familier har søgt tilflugt i usle lejre i Darfur og i nabolandet Chad, hvor de er totalt afhængige af international nødhjælp. Regeringstøttet janjaweed-militser hærger lige uden for lejrene og udgør en konstant trussel for både mænd og kvinder.
Mændene kan risikere at blive dræbt, hvis de bevæger sig uden for lejerens usynlige mure, så de sender i stedet deres kvinder ud at hente brænde, selvom kvinderne kan risikere at blive voldtaget – og det gør det.
Der er ingen tal på hvor mange kvinder, der er blevet voldtaget i Darfur, men det er mange. Sætter man sig sammen med en flok kvinder er det næsten altid en eller to, som har været udsat for voldtægt eller overgreb. Alle kender nogen, som er blevet forulempet.
Krigen er eskaleret
Siden der blev indgået en fredsaftale mellem regering i Sudans hovedstad Khartoum og en fløj af den største oprørsgruppe Sudan Liberation Movement/Army, SLA/M, i maj 2006, er krigen i Darfur eskaleret.
De oprindelige to oprørsgrupper, som greb til våben mod den sudanesiske regering i 2003, fordi de vil have politisk indflydelse og udvikling til den fattige Darfur-region, har delt sig i mere end otte fraktioner, som udover at kæmpe mod militser og regeringsstyrker også bekriger hinanden.
Den sudanesiske regering har trods resolutioner fra FN’s Sikkerhedsråd og fredsaftalen fra maj bombet flere af oprørernes stillinger og landsbyer med civile. Militserne er ikke blevet afvæbnet som lovet, men har i stedet fået nye våbenforsyninger af styret, og fortsætter deres klapjagt på Darfurs oprindelige afrikanske stammer.
Alene i 2006 er mere end 450.000 mennesker blevet fordrevet på ny på grund af voldsomme kampe og militsangreb på landsbyer.
Overladt til skæbnen
Det internationale samfund har igennem FN halvhjertet forsøgt at stoppe de massive krænkelser af menneskerettighederne i Darfur. FN’s Sikkerhedsråd har vedtaget 16 sikkerhedsrådsresolutioner om Darfur, men resolutionerne er ikke blevet fulgt, blandt andet fordi Sikkerhedsrådets medlemmer ikke lægger vægt bag deres ord.
Kina og Rusland, som er permanente medlemmer i FN’s Sikkerhedsråd, har olie og våbenaftaler med styret i Khartoum, og er derfor ikke interesseret i, at der bliver vedtaget skrappe sanktioner mod Sudans regering. EU, USA og andre der formodes at ville stoppe overgrebene mod civile, har endnu ikke formået at tale med en stemme og lægge et massivt pres på den sudanesiske regering for at stoppe voldshandlingerne og leve op til sit ansvar om at beskytte sin egen befolkning.
Der er heller ikke blevet lavet en langsigtet plan for, hvordan man får alle krigens parter tilbage til forhandlingsbordet og får vedtaget en handlingsplan for en varig fred.
Den sudanesiske regering vil ikke give FN tilladelse til at sende en fredsskabende styrke til Darfur, men har i princippet sagt ja til, at der bliver indsat en hybridstyrke mellem FN og Den Afrikanske Union. Men styrkens antal, mandat og ledelse er endnu uvist.
Alt tyder på, at regeringen i Khartoum bare trækker tiden ud, imens voldtægt, lemlæstelse og mord på civile får lov til at forsætte. Den Afrikanske Union, som har omkring 7.000 styrker i Darfur kan ikke beskytte de civile – i et område som er på størrelse med Frankrig – og er selv blevet mål for angreb og kidnapninger.
Folkekirkens Nødhjælp driver blandt andet igennem Kirkernes Internationale Nødhjælp, ACT og Caritas kvindecentre, hvor kvinderne kan få psykosocial støtte og mulighed for at skabe sig en indkomst ved at lave forskelligt håndarbejde.
