© Rick Bajornas
|
| Fatmire, en af de kvindelige mineryddere fra Kosovo, der nu er rollemodel for libanesiske kvinder i det dødsensfarlige arbejde med at rydde klyngebomner. |
"Minerydning er en mandsdomineret sektor, men sådan behøver det ikke være," siger Christina Bennike, den dynamiske leder af Folkekirkens Nødhjælp i det sydlige Libanon. "Jeg syntes, dette emne var vigtigt at tage op fra starten, så det ville blive noget naturligt i stedet for noget anderledes og mærkeligt."
Sammen med det regeringsstøttede svenske ’Räddningsverket’ har Folkekirkens Nødhjælp taget det første skridt til at ansætte såvel mænd som kvinder som minesøgere til at lave det udfordrende arbejde med Battle Area Clearance (BAC) – som går ud på metodisk at rydde jorden for de dødelige klyngebomber, en meter af gangen.
"Vi har haft de første blandede hold i Libanon, og det går fint," siger Bennike over telefonen. "De forstår, at de er her for at udføre et stykke arbejde og give jorden tilbage til folket."
Bennike har også medbragt to kvindelige inspektører fra Kosovo til at lede de blandede BAC hold, noget hidtil ukendt i Libanons traditionelle minerydningssamfund.
En million ueksploderede klyngebomber
Cirka fire millioner klyngebomber blev kastet ud over det sydlige Libanon af Israel under konflikten sidste sommer, hvoraf omkring en million ueksploderede bomber stadig ligger spredt rundt omkring i landsbyer, haver, veje, marker og dale.
"Det, vi ser her, er uden fortilfælde," siger Tekimiti Gilbert, operationsleder for FN’s Minerydningscenter (UNMACC), som er den officielle enhed, der har fået til opgave at koordinere rydningen af klyngebomber i det sydlige Libanon. "Og bemærk hvor de blev smidt – i landsbyer og bebyggede områder. Det sydlige Libanon er jo på størrelse med et frimærke. At smide så mange klyngebomber ud over så lille et område er helt ufatteligt."
Indtil nu har BAC holdene, der er fordelt ud over det sydlige område, fjernet over 120.000 klyngebomber fra libanesisk jord. Mange af minesøgerne kommer fra ’forurenede’ byer, der var udsat for israelsk bombardement sidste sommer.
Nervøs i starten
Neamat Khassab på 22 år fandt sin landsby Siddiqine nær Qana hærget af Israels bomber. Hun er nu minesøger for FKN og rydder beboelseshuse og haver i Soultaniyes landlige bycentre.
Hun er den eneste kvinde på holdet og arbejder hurtigt med stille selvtillid, mens hendes gule metaldetektor stryger hen over jorden. "Disse gutter er som min familie," smiler hun, idet hun peger hen på sine holdkammerater. "Selvfølgelig var jeg lidt nervøs i starten, men nu da jeg har lært dem at kende, føler jeg mig godt tilpas."
Hårdt arbejde
Terrænet og vejret er de væsentligste faktorer i en minesøgers meget krævende arbejde. Vinterkulden bider og voldsom regn trykker klyngebomberne ned i jorden, og når det bliver forår, bliver bomberne viklet ind i de voksende planter. Om sommeren udtørrer den hede sol jorden, og gør det vanskelligt at grave bomberne op. Heden er næsten ikke til at holde ud for minesøgerne, der bærer en tung hjelm og vest, og dehydrering er deres største fjende.
Klyngebomber sidder fast i bananpalmer, i oliven- og citrustræer og kan sidde gemt i buskadset eller viklet ind i grenene ovenover. Truslen om at blive bidt af slager, edderkopper eller skorpioner er meget virkelig. Og dette er kun den fysiske side af det. Psykisk må en minesøger holde fokus gennem hele arbejdsdagen, for hvis koncentrationen svigter, kan det få alvorlige følger.
© Rick Bajornas
|
| På træningsbanen |
De fleste minesøgere er under oplæring i op til en måned. "At have et blandet hold skaber balance i holdet," siger Chris Fielding, der er operationsleder for Folkekirkens Nødhjælp. "I øjeblikket arbejder kvinderne lige så godt som mændene – der er ingen problemer." Han tilføjer: "Jeg tror, disse kvinder kan bære en båre 100 - 200 meter, hvis det skulle blive nødvendigt, da de gennemgår den sammen fysiske træning som mændene.....deres hår og negle bliver beskidte, men det lever de fint med."
Kvinderne er yderligere presset, fordi de trodser de traditionelle kønsroller. Nogle er holdt op midt i oplæringen på grund af pres fra familien af hensyn til jobbets risiko, og andre fortæller slet ikke deres familie, hvilket job de har.
Moussa Chaalan, der er forlovet med Folkekirkens Nødhjælps læge, Heba Daher, siger, at mange af de mænd, han kender, mener, at en kvindes plads er i hjemme, i køkkenet. Men, som han tilføjer, "ikke alle, da den økonomiske situation gør, at både mænd og kvinder bliver nødt til at arbejde."
Kun få skader
Libanons økonomi er dårlig, og gennemsnitslønnen i syd ligger på omkring 200 dollars om måneden. Minerydningsorganisationer tilbyder minesøgere en væsentlig højere løn på 750 til 850 dollars om måneden. "Mange kvinder bliver mineryddere af nød," siger Christina Bennike. "Det er et arbejde, og hvis de ikke har støtte fra familien, er dette deres sidste mulighed. Det er ikke et valg, der kommer naturligt."
Batoul Milije, der er fraskilt, arbejder for at forsørge sin 12 år gamle søn og er minesøger i Soultaniyes pastorale udkant, hvor en teenagedreng blev dræbt af en klyngebombe i slutningen af sidste år. "Jeg har aldrig før behøvet at arbejde sådan," siger hun. "Jeg sagde til mændene – Jeg er ligesom en mand, jeg skal nok blive skrap." Hun tilføjer med et suk, "Jeg er den eneste, min søn har."
Der har kun været få skader blandt minerydningsholdene, der tager spørgsmålet om sikkerhed meget seriøst. Sidste gang der var kvinder iblandt de sårede under rydning af klyngebomber var i Kosovo. To kvinder mistede deres ben.
|
| Programmet er støttet af ECHO - Humanitarian Aid Department of the European Commission |
"Det er en bekymring man har, når man hyrer kvinder," forklarer Bennike. "Bagsiden er, at rekonvalescensperioden for en kvinde, der er blevet såret i felten, er mere langvarig, og de sociale følgevirkninger er meget anderledes for en handikappet eller en kvindelig amputationspatient end for en mandlig. Hendes position i samfundet er meget lavere."
Fordømmelsen af klyngevåben er styrket i år, og med den massive dumping af ammunition over Libanon er der ekstra god grund til at arbejde mod et fuldstændigt forbud af dødelige våben.
I Libanon, har hæren bedt UNMACC blive et år mere og koordinere rydningen indtil slutningen af 2008, da det vil tage så lang tid at finkæmme alle byer, haver og landbrugsområder for de resterende bomber.
Af Rebecca Murray
Artiklen er skrevet til nyhedsbureauet IPS og bringes med tilladelse fra forfatteren. Den originale artikel findes her: http://ipsnews.net/news.asp?idnews=38826