I oktober 2007 udkom rapporten ’Kvinder, Krig og Tab’. Rapporten fortæller om et program, der hjælper kvinder fra flygtningelejeren i Jenin med at få deres liv op at stå igen.
Chamila var med ved offentliggørelsen og hørte to kvinders beretning om hændelserne i april 2002.
Raeda Marwan, 32 år, kørestolsbruger
| Kvindeprogrammet |
|---|
| Raeda Marwan og Um Khelil har deltaget i hjælpeprogrammet, hvor kvinder, der selv har oplevet tab, hjælper andre kvinder i en lignende situation. Begge kvinder føler, at programmet har hjulpet dem til bedre at kunne klare hverdagen og hjulpet dem med at bearbejde deres sorg. |
”Uanset hvor mange gange jeg fortæller hvad der skete og hvor meget historien bliver en del af min eksistens, så forsvinder bitterheden og smerten aldrig.
Fra ulykken husker jeg meget lidt, men hvad jeg vågnede op til glemmer jeg aldrig.
Mine tanter og jeg var i vores hus. Vi fulgte kampene fra vinduet. Pludselig så jeg en israelsk tank, der nærmede sig vores hus.
Uden varsel kørte den direkte ind i huset.
Vi lå begravede i mellem 7 og 9 timer, før folk kunne få os reddet ud af murbrokkerne.
Jeg var i koma og blev kørt på hospitalet.
Da jeg vågnede, var det første jeg ville vide, om det var sket noget med min familie. Personalet og andre folk blev ved med at sige, at ingen var døde og at alle havde det fint.
Men jeg kunne føle, at de ikke fortalte sandheden. Det viste sig at min tante var blevet dræbt. Da de efter dages søgen endelig fandt hendes lig, var det i forrådnelse. Jeg var så ked af det.
Mens jeg lå på hospitalet fandt jeg også ud af, hvad der var sket med mig. Da de jævnede vores hus med jorden, faldt taget ned over mig.
I dag er jeg lam fra brystet og ned. Selvom mit nuværende liv er ufatteligt hårdt, takker jeg Gud for, at jeg kan bevæge mine arme.
Den dag den israelske hær trak sig ud af Jenin, skete endnu en katastrofe; min bror blev dræbt i kampe mellem israelerne og palæstinensiske modstandsfolk. Jeg følte at alt var blevet taget fra mig. Hvorfor skulle jeg leve videre?”
Um Khelil
|
| Kvinderne modtager et diplom for deres deltagelse i hjælpeprogrammet. |
”Jeg mistede 2 sønner under massakren i Jenin. Under den enes begravelse kom en ung mand hen til mig med noget i sin hånd.
”Det er din søns øje”, sagde han og spurgte, om jeg ville have det. Jeg var helt lamslået, kunne slet ikke sige noget.
Da jeg havde mistet mine sønner, mistede jeg lysten til at leve.
Jeg har andre børn, men jeg kunne slet ikke tale med dem. Jeg ville bare sove.
Min mand var eftersøgt af israelerne, og hver dag kom de til mit hus og terroriserede mig verbalt. De blev ved med at sige, at vi skulle forlade huset, for de ville jævne det med jorden. Jeg løj og sagde, at to af mine børn var lammede og ikke kunne bevæge sig.
Men efter nogen tid kunne jeg ikke holde ud at bo der mere og vi flyttede hen til noget familie.
En af mine andre sønner er i fængsel i Israel. Han er kun 16 år og idømt 3 ½ års fængsel. Jeg tænker på ham hele tiden. Han har en skade i sin nakke. Jeg ved ikke, hvordan han har det nu.
Mine to brødre og min svigerinde og min tante og nevø har jeg også mistet i denne konflikt. Smerten er ubeskrivelig.
Men når jeg deler mine oplevelser og prøver at hjælpe andre, der også har mistet, finder jeg noget af den styrke der kræves for at føle, at det at leve overhovedet giver mening.”