|
| Klyngebomber. Foto: DCA |
Samir Jameel El-Haj Moussa er en ældre mand, der gerne byder folk velkommen i familiens få værelser i flygtningelejren Er-Rashadieh i Libanon. Han vil godt fortælle om klyngebomber. Men vi når ikke meget længere end et par spørgsmål, før han eksploderer:
”Jeg kender sådan nogle som jer: Hvis en kat dør hjemme i jeres land, så er I alle sammen oprørte og protesterer. Men når Israel smider klyngebomber ud over et helt land, er der ikke én, der råber op!”
Lige præcis på det punkt tager Moussa faktisk fejl.
Israels voldsomme bombardementer af Sydlibanon under den 33 dage lange krig vakte internationale protester, netop fordi Israel affyrede og kastede enorme mængder af klyngevåben ud over Libanon. Samtidig skød den sydlibanesiske Hizbollah-milits også klyngebomber af, som ramte civile områder i Israel. .
Klyngebomber er våben, der rammer tilfældigt. De består af en beholder, der kan rumme mængder af mindre bomber eller sprængladninger, og når de mindre bomber spredes, ligger de tilbage som en slags landminer, hvis de ikke er eksploderet mod jorden. Mange af dem, der blev brugt i Sydlibanon, er meget ustabile og går måske pludselig af, blot ved en rystelse eller en ændring i temperaturen.
Bomber overalt
Det var tyskerne, der først brugte klyngebomber – de såkaldte ”sommerfuglebomber” mod den engelske by Grimsby i 1943. Allerede dengang fortalte øjenvidner om, hvordan ”de spredte rædsel blandt civilbefolkningen”. Og situationen er den samme i dag:
”Det nyttede jo ikke bare at kigge ned,” forklarer Lene Rasmussen, der leder Folkekirkens Nødhjælps rydning af ueksploderet ammunition i Sydlibanon. ”Man skulle også kigge op, for mange af dem hang jo i træerne – en af typerne har netop en slags strop for enden.”
Katastrofen
Den 13. august 2006 tog Moussa sin søn med bag på motorcyklen og kørte til landsbyen Qalaileh. Han siger de ville bringe mad til kvinder og børn. De blev forfulgt af en helikopter og flygtede – kun for at løbe på en klyngebombe.
”Jeg vidste ikke, de lå så tæt på husene,” forklarer Moussa. ”Jeg blev selv gennemhullet af splinterne. Og min søn mistede begge ben!”
Kampagne førte til forbud
|
| Demonstration på Rådhuspladsen som en del af kampagnen "Stop Klyngebomber". |
Efter våbenstilstanden den 14. august 2006 blev omverdenen opmærksom på de katastrofale konsekvenser af bombardementerne i Libanon. En gruppe af organisationer, der over mange år havde arbejdet med at rydde ueksploderet ammunition efter krige, benyttede lejligheden til at fortælle om klyngebomber og de trusler, de stiller civile og især børn over for. I Danmark er det især Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Røde Kors, der sammen har ført en kampagne mod klyngevåben.
Ledere fra hele verden har nu underskrevet den konvention, som blev resultatet af lange forhandlinger. 107 lande var med til at godkende teksten – de fleste møder op til underskrivelsen, herunder Danmark.
Alene i Danmark er der indsamlet 11.000 underskrifter mod klyngebomber.
Læs mere om kampagnen "Stop Klyngebomber" her
Børn i farezonen
”Jeg glæder mig rigtig meget over, at disse forfærdelige våben nu bliver forbudt,” siger Rana Hammoud, der arbejder for Folkekirkens Nødhjælp i Sydlibanon. Hun har stået for et stort oplysningsprojekt i libanesiske landsbyer, skoler og flygtningelejre. Men Rana erkender også, at det er svært at forklare børnene, at de skal passe på, og at de ikke må lege med interessante metal-ting, som de finder.
”Det er, som om krigen aldrig vil slutte, når bomberne ligger rundt omkring,” siger hun.
Uforudsigelige våben
|
| Minerydderne gør klar til at rykke ud i marken igen – efter ti minutters kaffepause. Foto: Stine Leth-Nissen |
Selv om klyngebomber på mange måder minder om landminer, fordi de rammer uskyldige civile, også længe efter at krigen er forbi, er der store forskelle.
”Som militærmand ved man cirka, hvad man kan forvente, når man ser en landmine,” forklarer Shadi, der leder et rydnings-hold. ”Der er logik bag den måde, som landminer er lagt på. Men klyngebomber – de er bare spredt helt tilfældigt. Og det er temmelig uforudsigeligt, om de er sprængfarlige eller ej!”
Pres på alle lande
FN’s leder af rydnings-operationen i Libanon er enig:
”Klyngebomber udgør en større risiko, når man rydder dem.. Og især er de farlige for børn!” siger Kerei Ruru, der selv har en militær baggrund fra New Zealand.
Derfor er han begejstret for, at der nu findes en konvention, der forbyder klyngebomber – ligesom det forbud mod landminer, der blev vedtaget for 11 år siden:
”Konventionen mod klyngebomber er mere end bare et dokument, som 107 lande vil skrive under på. Den lægger også et stort pres på de lande, der ikke er med. Militæret må lære at operere mere som en kirurg og ramme præcist. Det kan vi jo se ud fra erfaringerne i såvel Irak som Afghanistan.”
Foreløbig går 13-årige Mohammed til genoptræning på en special-afdeling. Kort efter at vi talte med hans familie, skulle han igennem endnu en operation.
Et af de store problemer er, at klyngebomber ikke blot er designet til at trænge igennem tykke stålplader eller beton, men også splintrer i tusindvis af sylespidse stykker. Sidder stykkerne for tæt på livsvigtige organer, kan det være umuligt at fjerne dem.