I presserapporterne tales der om over 1000 milliarder dollar.
Men ifølge Christian Friis Bach, international chef i Folkekirkens Nødhjælp, ser er der slet ikke så mange nye og ekstra penge.
En del af pengene er allerede blevet lovet tidligere, og der er en hel del tekniske fremskrivninger - penge vi låner fra fremtiden. I hvert fald en fjerdel af pengene er penge, der ellers skulle være forbrugt senere.
"Der er brug for pengene nu, men hvis ikke der kommer flere penge fra de rige lande, vil beløbet komme til at mangle om få år eller få måneder. De vil kun give varme i kort tid," påpeger han.
Især til mellemindkomstlandene
Langt de fleste penge gik til Den Internationale Valutafond. Men de penge vil især gå til Mellemindkomstlandene – til Mexico, Sydafrika, Indien og Østeuropa – til lande der har problemer med bankerne eller med betalingsbalancen.
For den fattige bomuldsdyrker i Benin eller Tanzania giver det ikke meget trøst. Hun har hverken problemer med boliglån eller betalingsbalance, men med prisen på bomuld, der er raslet ned med omkring 40 procent.
Der er ganske vist 50 milliarder ekstra til de fattige lande, men det er ikke ekstra udviklingsbistand. Det ser ud til at være lån, det meste og lån fra Valutafonden. De afrikanske finansministre har for nyligt estimeret, at alene tabet i Afrika på de faldende råvarepriser er fem gange så stort.
Bange for betingelserne
Det gør også Folkekirkens Nødhjælp nervøs for betingelserne. Under den asiatiske krise i 1997-98 kæmpede Valutafonden primært for at redde valutakurserne og de udenlandske investorer og ikke for at bistå de millioner af mennesker, der blev kastet ud i arbejdsløshed og fattigdom.
Og den gang stillede Valutafonden til gengæld for lånene barske krav om at landene skulle spænde livremmen ind. Det betød nedskæringer i det offentlige forbrug og det ramte de fattige en gang til.
”Vi er bange for at Valutafonden også denne gang vil stille urimelige krav. Der er ikke brug for at verdens fattige lande spænder livremmen ind. Der er – som det sker i de rige lande – brug for at de spænder livremmen ud," siger Christian Friis Bach.
Brug for investeringer i verdens fattige
Han understreger derfor, at det der er brug for er et globalt socialt sikkerhedsnet – og for store investeringer i verdens fattige lande – infrastruktur, landbrug, sundhed.
"Det skal være investeringer, der langt mere direkte skaffer arbejdspladser og bekæmper fattigdommen. Den fattige landmand i Benin eller i Tanzania har brug for billigere såsæd eller kunstgødning for at sætte gang i produktionen eller hjælp til at fastholde børnene i skolen. Men hun får ikke meget håb fra G20 landenes løfter," siger Christian Friis Bach.
Se også En global hjælpepakke fra G20