De israelske styrker i Gaza indledte fra den 23. juli en ny politik om telefoniske advarsler til civile i Gaza. Kort inden bombardementerne fik folk en opringning, der gav dem besked på at forlade deres huse med et varsel på mindre end en time.
Tidligere har Israel advaret inden angreb ved at kaste løbesedler ud fra fly, siger Palestinian Centre for Human Rights, PCHR. Folkekirkens Nødhjælp har støttet PCHR gennem flere år og kender organisationen som en troværdig samarbejdspartner.
-
"Jeg sad foran mit hus, da jeg fik en opringning fra en anonym person, der sagde, at han kom fra Israels hær. Han sagde, at jeg straks skulle evakuere mit hus, fordi det ville blive bombet om få minutter. Han gav mig ingen tid til at svare." Salah Saleh El-Sha'er, Khan Yunis, Qiezan El-Najjar, den 25. juli 2006
"Tre palæstinensiske familier fik fra den 23.-25. juli opringninger fra personer, der sagde, at de kom fra Israels efterretningstjeneste," skriver PCHR. Familierne fik besked på straks at forlade deres huse, fordi Israel agtede at bombe dem. To af familierne boede i Gaza og en i Khan Yunis.
Ifølge PCHR nåede ingen af familierne at fjerne deres ejendele inden bombardementet. To af husene på henholdsvis to og tre etager med i alt næsten 60 beboere, blev bombet og totalt ødelagt. Et tredje hus på 4 etager med 45 beboere blev angrebet af tre raketter fra en helikopter. Her blev stueetagen totalt ødelagt og de andre etager beskadiget.
Husene lå ikke i kampområder eller i områder, hvorfra der blev affyret raketter mod Israel, skriver PCHR.
"Disse bombardementer er en grov krænkelse af artikel 53 i Den Fjerde Geneve-konvention, der fastslår, at det er forbudt en besættelsesmagt at ødelægge privat ejendom, der tilhører individer, grupper, staten, offnetlig myndighed eller sociale eller kooperative organisationer, med mindre militære operationer gør det til en uundgåelig nødvendighed."
Ifølge menneskerettighedscentrets oplysninger var det sidste ikke tilfældet.
