Det ligner en sejr for demokratiet. En klar en. Synet at jublende menneskemængder i Nepals hovedstad Kathmandu var lige så smukt som landet selv. Og budskabet til kong Gyanendra var klart: Træd tilbage, genindsæt parlamentet, genopret demokratiet.
Og denne gang gjorde han det. Efter 14 måneder med enevældig magt (og fire år uden at parlamentet har været samlet) skulle det tage 19 dage med demonstrationer i alle store byer, brutal nedskydning af de protesterende og massearrestationer, før kongen nu endelig har erkendt sit nederlag.
Vejen mod demokrati er lang
"Presset efter to ugers generalstrejker, kombineret med årtiers økonomisk misrøgt har bragt kongedømmet på sammebruddets rand. Hårdt presset af sin egen befolkning og det internationale samfund - især Indien og USA - lovede kongen forleden at afgive den udøvende magt til en ny premierminister", skrev Politiken 26. april.
Formelt overtog de folkevalgte politikere , fordelt på syv partier, magten fredag den 28. april 2006, da den 84-årige Girija Prasad Koirala (herover t.v.), Nepals tidligere premierminister og formand for det største oppositionsparti, blev sat i spidsen for den nye midlertidige regering. Til højre er det kong Gyanendra ved den officielle overdragelse søndag 30. april.
Men vejen til et demokratisk Nepal, uden magtmisbrug og undertrykkelse af basale menneskerettigheder, herunder ytringsfrihed, er lige så lang og sej som turen til toppen af Mount Everest.
I første omgang afviste oprørslederen Prachanda kongens udspil om at genetablere parlamentarismen som et trick til sikring af kongedømmet.
Nu har maoisterne erklæret ensidig våbenhvile de næste tre måneder. Det sker for at give landets nye regering arbejdsro og ”for at vise respekt for folkets ønske om fred”, som det hedder i en maoistisk erklæring, dog med den tilføjelse at ”kampen fortsætter og det er stadig målet at skabe en kommunistisk stat”, som en højtstående maoistleder har sagt i forbindelse med urolighederne.
Maoisterne styrer fattige landområder
Omvendt lyder det optimistisk fra medlemmer af oppositionen, at de venter at se maoister gå med i en demokratisk forfatningssamling.
Og det synes meget vigtigt. For netop maoisterne har stor indflydelse i de fjerntliggende fattige landområder, hvor blandt andre Folkekirkens Nødhjælp samarbejder med Det lutherske Verdensforbund (LWF Nepal) om sundheds-, skole- og flygtningeprojekter, herunder projekter blandt kasteløse i Lalitpurdistriktet og blandt 100.000bhutanesiske flygtninge, som i årevis har levet i lejre på den nepalesiske side af grænsen.
Nepalesiske Mahesh Shrestha, som er Program Manager i Folkekirkens Nødhjælp, har gennem mange år arbejdet i disse områder. Han siger:
”Vi har stor erfaring i at skulle tale med både maoister og regeringshæren for at kunne føre hjælpen til de fattige frem. Begge sider var skeptiske over for os. Borgerkrigen rasede og arbejdsforholdene var vanskelige. Med den nye situation er jeg optimist. Alle aktører vil nu bedre kunne føre hjælpen frem – for der et ekstremt behov.”
Stadig borgerkrig
LWF har som erklæret mål, at en enhver politisk situation ikke må overskygge hjælpearbejdet blandt Nepals mest udsatte.
”Det er fortsat vigtigt at opretholde det gode samarbejde med lokale nødhjælpsorganisationer og situationen kræver stadig en balanceakt,” siger ledende programmedarbejder hos LWF Shashi Rijal.
Underforstået: Der er stadig borgerkrig i bjerglandet.
Men demonstrationerne, der i månedsvis har stået på, har kraftigst været vendt mod monarkiet - og for demokrati - og i langt mindre omfang vendt mod den maoistiske oprørsbevægelse. Måske ikke så underligt. Siden sin magtovertagelse i 2001 har Kong Gyanendra gjort sit til at stække den frie presse og demokratibevægelserne i landet. Og den våbenhjælp, har har fået fra udlandet, førte blot til mere undertrykkelse af hans egen befolkning.
Våbenmagt hjalp ikke
Program Manager Mahesh Shrestha supplerer: ”Den nyeste udvikling er sidste mulighed for demokratiet. De folkelige protester, som bragte kongen i knæ, bør være et klart signal til politikerne om, at de nu skal følge lovens bogstav. Vi må af med korruptionen. Men også maoisterne skal lære af de ubevæbnede demonstranter. De opnåede på 19 dage, hvad maoisterne ikke har opnået med våben i 10 år! Og maoisternes mål er jo ”magten tilbage til folket”, så hvorfor skulle de ikke gå med i den demokratiske proces,” siger Mahesh Shrestha.
Fakta om krisen i Nepal 2002-2006:
- Kong Gyanendra Bir Bikram Shah Dev, 58 år og tidligere forretningsmand, kom på tronen 2001, da hans bror kong Birendra blev myrdet under en massakre. Han blev indsat som symbolsk leder af et land med en demokratisk valgt regering.
- I oktober 2002 afsatte han den folkevalgte regering, officelt på grund af manglende succes med at nedkæmpe det maoistiske oprør, som siden 1996 har skaffet oprørsbevægelsen kontrol over store dele af Nepal og koster omkring 13.000 mennesker livet.
- I 2004 udtalte kongen, at "den tid er forbi, da monarkiet kun ses, men ikke høres".
- I 2003 erklærede kongen landet i undtagelsestilstand.
- 1. februar 2005 afsatte han regeringen og tog al magt. Han knægtede borgerrettighederne, herunder ytringsfriheden, som er garanteret i forfatningen.
De våben, han havde fået af amerikanerne, inderne og briterne til at bekæmpe maoisterne, rettede han primært mod sin egen befolkning.
- Flere oppositionspartier kræver nu (28. april 2006), at monarkiets fremtid alvorligt skal diskuteres. Mange ser kongens endelige nedstigning fra tronen som eneste fornuftige vej mod reelt demokrati i bjerglandet.