”Kom indenfor! Vi skammer os ikke over at bo her. Man må jo bo, hvor man kan,” hilser Guljan Kupchakbayeva med et stolt og trodsigt blik i øjnene, da hun byder indenfor i sit hjem. Huset er et nyopført, muret hus med flere rum, egen generator og en ovn, der forsyner husets radiatorer med varmt gennemløbsvand i den kolde vinter.
Guljan, hendes mand og tre børn flyttede ind i huset lige inden vinteren 2010, og det er tydeligvis ikke det veludstyrede hus, Guljan har brug for at fortælle, hun ikke skammer sig over. Men få hundrede meter fra huset ligger Bishkeks losseplads.
Røgen bølger over affaldsbjergene, og store lastbiler kører i pendulfart til og fra byen for at hente og læsse vognlæs efter vognlæs affald af. I dag blæser vinden væk fra Guljans hus, så luften virker frisk og forårsagtig i forhold til byens fede oliedunster af den 80-oktan benzin, mange biler endnu kører på.
På grund af boligmanglen i Bishkek har familien Kupchakbayeva - som mange andre familier – ulovligt bygget et hus i et område, der ikke er godkendt til beboelse. Og i ulovlige nybyggerområder føler hverken kommune eller regering nogen forpligtelse til at etablere el- og vandforsyning, kloakering, skoler eller helbredsinstitutioner. De håbløse forhold skaber masser af sociale spændinger – og masser af sygdomme blandt tilflytterne.
Nybyggeri i uegnede områder
Det er de fattigste tilflyttere, som ikke har andre muligheder, der ender med at slå sig ned ved lossepladsen - eller i et område, hvor to kontinentalplader støder sammen, og der derfor er hyppige jordskælv – eller på en gammel begravelsesplads for kvæg, der døde under en miltbrandepidemi, fortæller Mamatkul Aidaraliev fra NGO’en Arysh. Organisationen arbejder med etablering af selvhjælpsgrupper i nybyggerområderne.
Hvor tilflyttere ulovligt har bosat sig i områder, der ikke er godkendt til beboelse, føler bystyret ingen forpligtelse til at etablere el- og vandforsyning, kloakering, skoler eller helbredsinstitutioner. Folk kan ikke registreres på den ulovlige bopæl og eksisterer derfor ikke i det administrative system. Det er katastrofalt for børn og unges skolegang og uddannelse. Samtidig lider mange nybyggere af diarré og TB, og for nylig brød en voldsom polio-epidemi ud i lossepladsbebyggelsen.
De uopfyldte drømme og den vedvarende elendighed skaber aggression blandt nogle af tilflytterne. Gennem selvhjælpsgrupperne arbejder Arysh på at vende aggressionen til konstruktiv energi, hvor medlemmerne – i stedet for at vente på, at nogen (regeringen) gør noget for dem – sammen tager fat for at forbedre deres levevilkår.
Fælles drømme og ideer
Umiddelbart efter at Guljan flyttede til området, blev hun opfordret til at gå ind i en selvhjælpsgruppe. Opfordringen kom fra den kirgisiske rettighedsorganisation Arysh, der arbejder på at etablere selvhjælpsgrupper i de ulovlige udsatte nybyggerområder.
”Vi vil først og fremmest lære noget, så vi kan klare os. Arysh tilbyder gratis undervisning i fx syning, og der tager vi vores døtre med. Vi skal lære alt det, vi overhovedet kan, ” siger Guljan ivrigt.
Janyl Asiranbekova, der også er medlem af gruppen, har sendt sin 21-årige søn på et af Arysh’s computerkurser, og Kulipa Abdikasimova er blevet meget inspireret af en temadag om hønsehold. For sit indre blik ser hun tydeligt et lille hønsehus med læggehøns ved sit ulovligt opførte nybyggerhus.
Gruppen har lavet en låne-sparekasse, som alle betaler 200 som (ca. 21,50 kroner) til om måneden. Medlemmerne kan bruge pengene til fælles aktiviteter eller låne penge fra kassen til en rente på 5 %. I første omgang vil gruppen starte en lille sybutik ved hjælp af Guljans gamle håndsymaskine. De har allerede et lille lager af puder, tæpper, børnetøj og andre ting, som de er begyndt at reklamere for til naboer og bekendte.
Guljan viser leende et hjemmesyet bi-avlerslør frem. Hendes familie kommer fra en bjerglandsby i den sydlige del af Kirgistan, hvor mange af hendes slægtninge driver biavl. De har bestilt 30 biavlerslør og betaler med honning efter høsten. Den honning skal Guljan nok få solgt til naboerne i nybyggeriet.
Samtale med politikerne
Det vigtigste for gruppen er dog at få politikerne til at tage deres problemer alvorligt. De vil gerne have vand og strøm, så de ikke skal blive ved at bestikke sig til at sanke brænde i en nærliggende skov og hente vand i en nærliggende bebyggelse. Især om vinteren er det hårdt med vandet. Man må af sted om natten, mens jorden endnu er frossen. Om dagen er vejene ét ælte, og så er de 30 liter vand, der er minimumsforbruget for en familie, uendelig tunge at få med hjem på en trækvogn.
Børnenes skolegang er dog det vanskeligste. Ikke-registrerede og dermed ikke-eksisterende børn kan kun komme i skole, hvis forældrene bestikker embedsmænd i godkendte bebyggelser til at registrere børnene på tilfældige adresser dér. Guljan har betalt 2000 som for at få sin datter i gymnasiet, og det er en del, når en faglært arbejder tjener omkring 8.000 som om måneden.
”Hvis ikke politikerne vil komme herud og tale med os, må vi jo tage ind og møde dem i byen. De skal forstå, at nu bor vi altså her, og de er nødt til at tage os og vores problemer alvorligt,” siger Guljan kampberedt. Og Janyl og Kulipa nikker. Kvinderne i selvhjælpsgruppen er ikke flyttet helt til hovedstaden for bare at ende i ny elendighed.