sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Kondomer i operaen
Print
Der er koldt og mørkt udenfor. Men da vi først er kommet forbi de 15 meter høje facadesøjler og åbner døren ind til salen, så strømmer varmen og uroen os i møde fra de 1000 unge. De er kommet for at ’danse for livet’ og gøre deres til, at ikke flere unge smittes med hiv i Kirgistan. Derfor går to af dem også rundt med en stor skål grat...
26.11.2010

Michael Jackson på besøg i operaen.

Det er Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartner ’ap3’ - en alliance for reproduktiv sundhed – som har trænet de 1000 unge og i aften inviteret dem til stort gallashow med kendte dansegrupper og pop-stjerner i Kirgistans nationalopera.

Og danset bliver der! Breakdance, ballet og disko går på scenen i aften.

Ude i stolerækkerne er der ingen, der sidder stille.

Samme virkning har det på EFG-skoler, gymnasier og folkeskoler, når de unge trænere kommer ud og begynder undervisningen med at danse i skolegården med de unge.

Når operaen bliver for lille

Senere, når de unge trænere har spurgt sig ind til, hvor meget de unge i skolegården véd om hiv, aids og seksuel sundhed, så tilbyder de den samme træning til elverne, som de selv har fået.

Træning i smitteveje, retten til at bestemme over sin egen krop, og hvordan man beskytter sig.

De nye unge, der så er trænet, bliver derefter taget med ud at træne flere unge.

Nu kommer Galina Chirkina, lederen af ’ap3’, på scenen mellem to dansenumre og forklarer, at målet i løbet af de næste to år er at træne yderligere fire tusind unge: ”Så indtager vi Alatau-pladsen i 2014 og danser dér”.

Hellere facts end rygter

Aseny på 19 lærer andre unge om hiv.

Arseny på 19 er en af de unge, der har været med til at træne de unge, der er med i aften for første gang.

Blandt andre de 150 unge fra Talas regionen, hvor Arseny har været med ’ap3’ ude på skolerne i de helt små landsbyer.

På spørgsmålet om det ikke er svært at tale åbent med unge på landet om sex og forebyggelse, svarer han:

”Jo, men de unge er interesserede, og det er bedre at fortælle dem direkte, hvad der passer, end at de hører en masse rygter”.

Og hvorfor han er med?: ”Jeg er personligt overbevist om, at det er vigtigt at snakke om det, der er svært. Jeg havde en ven, der blev smittet. Og der er bare så meget diskrimination af de smittede i det her land”.

Kirgistan hårdt ramt

Der blev delt kondomer ud til alle.

Der er stort behov for Arsenys og de andre unges indsats.

Kirgistan er sammen med andre lande i Centralasien et af de 7 lande i verden, hvor hiv/aids-epidemien er i kraftig vækst ifølge den allerseneste UNAIDS statusrapport.

Oplysning og medicin har hjulpet andre steder i verden.

Men der mangler økonomisk støtte til at udbrede begge dele i Centralasien.

Så skal Arseny og hans venner nok gøre deres til, at Kirgistan ikke mister en generation, mens verden venter.

Imens danser de videre i Operaen.

På vej ud smiler Tatiana Kotova, Folkekirkens Nødhjælps regionale repræsentant i Centralasien, og siger:

”Det her er vigtigt for Kirgistan. Efter så mange kriser og nederlag, er det godt, at folk stadig kan danse og more sig”.

Festen for livet fortsætter.

Tekst og foto: Jørgen Thomsen, Regional koordinator for Asien og Centralasien


Artikler ud fra emne