| Reuters/St-Felix Evens, courtesy www.alertnet.org |
Over 900 mennesker er foreløbigt døde af kolera i Haiti, og over 14.000 er blevet indlagt på hospitalet, oplyser Haitis sundhedsministerium.
Søndag blev der meldt om udbrud af kolera i seks ud af ti provinser.
Brug for mere antibiotika
Hver dag strømmer folk til sygehusene i Haiti for at blive behandlet for kraftig diarré eller kolera.
Mange er så svage, at de ikke er i stand til at gå. De må finde sig i at få antibiotikaindsprøjtninger udendørs, fordi sygehusene er så overfyldte.
”Der er hårdt brug for mere antibiotika, tabletter til at rense drikkevandet og håndsæbe”, siger Astrid Nissen, der leder ACT Alliance's indsats i Haiti.
Rent vand redder liv
| Adgang til rent drikkevand er afgørende for at stoppe smittespredningen. |
Kolera bliver udløst af en bakterie, som fører til kraftige opkast og akut diarré.
Hvis ikke sygdommen behandles med antibiotika, dør man efter kort tid af det store væsketab.
Til gengæld kan kolera helt undgås, hvis man har adgang til rent drikkevand og kan vaske sine hænder med sæbe.
Derfor fokuserer nødhjælps-organisationerne på at skaffe medicin, håndsæbe og klortabletter til de berørte områder. Det er altafgørende for, at spredningen ikke kommer ud af kontrol.
Tomas har gjort situationen værre
Orkanen Tomas, der ramte Haiti for lidt over en uge siden, har gjort spredningen af kolera værre, da de store regnmængder har forårsaget oversvømmelser og spredt inficeret vand.
Folkekirkens Nødhjælp og ACT Alliance advarede allerede umiddelbart efter det katastrofale jordskælv for 10 måneder siden om risikoen for en epidemi.
Siden jordskælvet har millioner af mennesker levet under de værst tænkelige hygiejniske omstændigheder.
Især den nordvestlige Arbonite-provins blev hårdt ramt, og mange tusinde mennesker måtte flygte. Det var her, kolera-epidemien brød ud.
Hovedstaden også ramt
Men også hovedstaden Port-au-Prince er ramt med 27 registrerede dødsfald.
I øjeblikket arbejdes der på højtryk på at indkapsle sygdommen i hovedstaden, så den ikke spreder sig til de over en millioner mennesker, der bor i teltlejre udenfor Port-au-Prince.
