|
|
Munk i det ødelagte kloster. |
Den ældre munk peger ud over sit sønderslåede kloster. De gamle træbygning er slået vind og skæv og taget mangler flere steder. ”Jeg ved det ikke præcist. Alt var jo kaos i de dage og nætter, men vi var langt over tusind mennesker, der søgte ly herinde.”
Klostret hedder Tayngon Kyaung - ”klostret på bakken” - og udover Burmas vidtstrakte Irrawaddy floddelta var det i lokale buddhistiske klostre, skoler, templer, moskeer og kirker at mange af de overlevende kom til sig selv igen, da cyklonen og flodbølgen endelig løjede af d. 3. maj i år.
I det lavtliggende og flade landskab var det netop kombinationen af solide bygninger og en højere beliggenhed, der gjorde forskellen mellem liv og død.
”Omkring midnat begyndte vandet at stige så højt, at vi prøvede at sejle op mod vejen og klostret,” fortæller en risbonde mig et par måneder senere. ”Stormen rasede, regnen stod ned og vores tre mindste børn var rædselsslagne, da vi satte dem op i båden og forsøgte at sejle ind mod diget og vejen.”
Som vi står sammen i hans rismark en diset og stille dag nogle måneder senere, synes afstanden fra hans tidligere hjem og over til vejen absolut overkommelig - selv i en lavbundet kano.
”Vi var vel nået halvvejs, da en bølge kom ind ude fra havsiden og båden vendte rundt. Vi greb ud efter børnene og prøvede samtidig at holde fast i båden. Jeg ved ikke, hvad der egentlig skete, men vi forsvandt alle sammen fra hinanden i mørket, vandet og stormen.”
Risbonden, der som de andre jeg talte med i Burma må forblive anonyme af hensyn til deres sikkerhed, overlevede frem til næste dags formiddag ved at klamre sig til toppen af et palmetræ. Hans kone overlevede også natten, men alle tre børn druknede. To af dem fandt de dagen efter, men den sidste, en lille pige, blev aldrig fundet.
Forældrenes eneste trøst var, at deres tre ældste børn den nat var hos bondens bror inde i selve landsbyen. Ud på natten havde broderen bragt sin familie og de gæstende børn i sikkerhed på klostret.
Trekkingstøvler eller gummisandaler
|
| Uddeling af nødhjælp på Irrawady deltaet efter cyklonen Nargis. Foto: ACT |
Umiddelbart efter Nargis ramte forsøgte mange hjælpeorganisationer og donorlande at komme ofrene til undsætning. Men den burmesiske militærregering var ikke umiddelbart til sinds at slippe hundrede af udenlandske hjælpearbejdere og tonsvis af nødhjælp ind i det lukkede land. Danske og andre udenlandske medier bragte talrige historier om en nødstedt befolkningen, der led og døde, mens hjælpearbejdere ventede på visa og hjælpen hobede sig op i Thailand.
I den situation lagde en række lande pres på regimet i Burma. Fartøjer med nødhjælp fra den amerikanske og den franske flåde lagde sig ud for Burmas kyst, mens FNs Generalsekretær Ban Ki-Moon sammen med ASEAN landene forsøgte at overtale militærregering til at åbne grænserne for nødhjælpen. Den franske udenrigsminister Bernard Kouchner, talte om det internationale samfunds fælles ”Ansvar for Beskyttelse” og truslen om at gribe ind med militære midler blev mere end antydet.
Knap en måned senere accepterede den Burmesiske ledelse endelig en aftale om en ASEAN og FN ledet hjælpeoperation for ofrene efter Nargis. Udviklingen siden har vist at trods visse begrænsninger, så har aftalen gjort en større international hjælpeoperation i deltaet mulig.
Her kunne historien stoppe, havde det ikke været for den afgørende detalje, at da et større antal professionelle hjælpearbejdere endelig ankom ”iført fuldt khaki-dress og trekkingstøvler,” som en burmesisk hjælpearbejder smågrinende fortalte mig, ”så var en hærskare af burmesere i flip-flop sandaler for længst i gang med at hjælpe.”
| Burma |
|---|
Burma er et af Asiens fattigste og mest lukkede lande. 2 maj ramte cyklonen Nargis, der dræbte flere end 150.000 mennesker og gjorde 2 millioner hjemløse. |
Det var således ikke blot de professionelle hjælpearbejdere, der reddede liv i Irrawaddy deltaet. Det var i mindst lige så høj grad den spontane hjælpeindsats fra burmesiske privatpersoner, firmaer, klostre, hjemstavnsforeninger, græsrodsgrupper – ja sågar enkelte officerer og soldater – der gjorde den afgørende forskel.
”Godt ti dage efter Nargis-natten kørte jeg ud i deltaet, og da var vejene bogstaveligt talt blokeret af private biler med indsamlede ting,” fortalte en burmesisk hjælpearbejder mig, da vi et par måneder senere rejse ud i deltaet. ”Folk i Burma gjorde simpelthen, hvad mange års erfaring har lært os: Vi ventede ikke på nogen, men gik i gang med at hjælpe os selv.”
Kokke i aktion
Det, der fulgte, var en spontan, ukoordineret men overvældende hjælpeaktion, hvor Burmas buddhistisk inspirerede tradition for at give almisser gik op i en højere enhed med en udbredt vrede og skuffelse over regimets mangel på handling.
Private donationer blev samlet ind og sendt ned til blandt andet klostre spredt ud over deltaet. Når politiet smed Nargis-flygtningene ud af skoler og andre offentlige bygninger efter et par dage, organiserede nabo-grupper, at flygtningene kunne blive indkvarteret hos familier, der var så heldige stadig at have tag over hovedet.
Alt fra ”Foreningen af Kokke i Myanmar” (Burma) over store og små private virksomheder til et mylder af græsrodsbevægelser, hjemstavnsforeninger, landsby kommitter og netværk af buddhistiske klostre, kirker og andre religiøse samfund mobiliserede sig selv og forsøgte at nå ud til de værst ramte områder og de anslået 2,4 million mennesker, der blev ramt af Nargis hærgen.
|
|
Et suppekøkken for Nargis-ramte børn udenfor Rangoon. Knap 1000 børn om dagen bliver bespist af det lokale initiativ. |
Selv fra miljøerne omkring lejrene for burmesiske flygtninge i Thailand sendte man på snurrig vis ladninger med nødhjælp tværs gennem borgerkrigszonerne i det østlige Burma og videre ud til deltaet.
Lidt udenfor Burmas største by, Rangoon, besøger jeg et suppekøkken for Nargis-ramte børn. Et måltid om dagen, seks dage om ugen til knap 1.000 sultne sjæle. Initiativet og en stor del af finansieringen kommer fra en burmeser med mange års erfaring med restaurationsdrift i ind- og udland.
I en infernalsk larm og mens ungerne ryger igennem det, han selv kalder ”min spise-maskine”, sikrer den gesjæftige initiativtager sig at bordene trods den hurtige udskiftning er rene, at de mindste ikke bliver sprunget over i køen og, at maden bliver spist til sidste riskorn.
Han fortæller mig, hvordan han først gik til møder med hjælpeorganisationerne. ”Men det blev til for meget snak. Så bad jeg om at få ansvaret for at bespise en bestemt gruppe børn. Ti dage senere svingede vi de første tallerkener på bordene,” fortæller han, mens han prøver at bane sig vej mellem hundrede af ventende børn i det lokale kloster.
”Indtil nu 937 børn og vi tæller stadig” råber han henover kakofonien af børnestemmer.
Uhellige alliancer
Også de få store organisationer, der allerede var i landet, måtte gå utraditionelle veje. Flere leverede simpelthen nødhjælpen til deltaets mange klostre, templer, kirker og moskeer. Det var her mange havde søgt tilflugt og de religiøse ledere kunne, så godt som nogen, sikre en ligelig fordeling af de sparsomme forsyninger.
|
|
Lokale hjælpearbejdere håber ikke, at de internationale indsatser sker på bekostning af de lokale initiativer efter Nargis. |
En organisation omgik regimets restriktioner ved at allierede sig med et stort lokalt firma, med nære forbindelser til militærregeringen - og både logistik og tilladelser til at få nødhjælpen frem. Det samarbejdede endte som debatemne i det britiske parlament, da Burma solidaritetsgrupperne dér fik nys om denne ”uhellige alliance”.
Siden juli er det lykkedes flere internationale organisationer at komme ind i Burma. Den udvikling hilses velkommen, men jeg hører også en udbredt bekymring fra adskillige af de burmesiske ”veteraner” i Nargis operationen.
En af dem forklarer mig, at de internationale organisationer selvfølgelig har meget at tilbyde og meget burmeserne kan lære af. Men han tilføjer hurtigt: ”Deres vækst må bare ikke være på bekostning af vores lokale initiativer. Og det bliver det, når FN og andre f.eks. har deres koordinationsmøder på luksus hoteller og møderne foregår på engelsk selv langt ud i landsbyerne. Prøv bare at være den eneste burmeser, der dukker op til sådan et møde. Der sidder du i dit eget land, diskussionen handler om at hjælpe andre burmesere og du føler dig sat helt ud på sidelinjen!”
En anden burmesisk hjælpearbejder beskriver, hvordan hun på internettet kunne se internationale organisationer samle millioner ind til arbejdet i Burma – ”uden at de overhovedet var tilstede her i landet.”
Selv var hun opslugt af at skaffe hjælp ud til cyklonens ofre efter bare fire dage.
Et spinkelt håb
Jeg har besøgt mange katastrofeområder over de sidste 20 år. Men jeg har aldrig set et samfund prøve at hive sig selv op ved håret, som det sker i disse måneder i Burmas floddelta. Der er stadig enorme behov for hjælp og genopbygning af stort set alt. Men trods saltvand, krabbe-plager, for sen plantning og for lidt gødning, så håber bønderne, at den kommende høst kan nå bare halvdelen af en normal høst. Og det i et delta, der for få måneder siden blev smadret til ukendelighed.
|
|
Transport med båd på Irrawady deltaet, Burma. |
En ældre burmesisk iagttager samler begge hænder og strækker dem lidt frem mod mig, da vi en eftermiddag taler om perspektiverne efter Cyklonen Nargis.
”De tusinder af små og store selvhjælpsgrupper, nye kontakter mellem land og by, virksomhedsledere, munke og sociale aktivister – det betyder noget. Det repræsenterer en åbning og indvarsler nogle ændringer i denne del af landet.”
Han tøver lidt og understreger så, at jeg ikke må misforstå ham, ”Nargis var forfærdelig”, men fortsætter så alligevel med at forklare, hvordan han håber, at en mulig begrænset lettelse i den politiske undertrykkelse i Burma kunne føre til en lille opblødning i nogle vestlige landes holdning til landet - væk fra isolation og sanktioner og hen mod et forsigtigt engagement.
”Læg alt det sammen og du har en chance for, at Nargis ikke kun har betydet død og ødelæggelse, men også et spinkelt nyt håb.”
Til min egen overraskelse forlader jeg efter knap en måned Burma lidt mere optimistisk, end da jeg ankom. Almindelige burmeseres overvældende dynamik og handlekraft under Nargis er slet og ret imponerende og rummer perspektiver langt udover hjælpearbejdet.
Tekst: Nikolas Strand der for nylig besøgte Burma (Myanmar).