Det er u-landene, som i dag betaler den store regning for klimaforandringerne. Det er landmændene i Malawi, som ikke ved hvornår regnen kommer og derfor ikke kan planlægge deres høst, og det er øboerne ved Bangladeshs kyst, som ser, hvordan deres øer stille forsvinder på grund af øget erosion og stigende vandstand.
Download rapporten
Men det er de rige landes udslip af drivhusgasser, som har bidraget til klimaforandringerne, og derfor er det også retfærdigt, at de rige lande skal betale en stor del regningen for tilpasning og reducerede CO2-udslip.
Folkekirkens Nødhjælps internationale chef Christian Friis Bach siger: ”Danmarks andel af verdens totale klima ansvar er tæt på 0,4 %. Det skal dog sættes i relation til at den danske befolkning kun udgør 0,08 % af verdens befolkning. Vi forbruger en meget stor del af verdens resurser i relation til andre lande, og bliver derfor nødt til at tage et relativt stort ansvar”.
"Retfærdighedsnøglen"
Stockholm Environmental Institute og den amerikanske tænketank EcoEquity har udviklet en ”retfærdighedsnøgle” for fordelingen af ansvar i en klimaaftale. Nøglen tager udgangspunkt i to paramentre: historisk ansvar og økonomisk kapacitet. Ved hjælp af disse kan man regne ud, hvor store CO2-udslip forskellige lande bør have, og hvor meget de skal betale. Nøglen kalder de for ”Greenhouse Development Rights framework” (GDR).
Retten til udvikling
Det er dog ikke nok at kigge på historisk ansvar og kapacitet, hvis en aftale skal blive retfærdig.
Udvikling koster, ikke mindst i CO2-udslip. De fattigste har ikke bidraget til den globale opvarmning, og derfor bør de heller ikke betale. De bør dog stadig have ret til udvikling, selv om det også fører til udslip. De fattigste udviklingslande bør derfor ikke tælle med i en nøgle, som bygger på retfærdighed.
Forfatterne til GDR har sat tærskelen for, hvem der er fattige til godt 20 USD per dag.
Det er betydeligt mere end de 2 USD per dag, som definerer en fattig ifølge FN, men det er også et niveau, som gør det muligt at få del af en samfundsudvikling, som respekterer de grundlæggende rettigheder til frihed for sult og adgang til sundhed og uddannelse.