2051 underskrifter
8 frivillige fra Folkekirkens Nødhjælp drog for nylig mod en mark udenfor Kliplev. Bilen var godt læsset med urkostumer, blanke underskriftskort, quiz-sedler og meget mere. I Kliplev gemte sig knap 20.000 friske spejdere, der på denne Blå Sommer havde sat klimaet i fokus.
Klima står også højt på Folkekirkens Nødhjælps nuværende dagsorden, idet verdens fattigste rammes hårdest af klimaforandringerne, der allerede nu har drevet omkring 25 mio. mennesker på flugt. Blandt andet den kendsgerning fik over 2000 spejdere til at skrive under på, at Danmark bør kæmpe for en ambitiøs klimaaftale, der inkluderer verdens fattige, når klimaforhandlingerne løber af stablen i København til december. "Langt størstedelen af spejderne havde stor sympati for kampagnen og kvitterede hurtigt med en underskrift, når vi spurgte dem" udtaler Signe Andreasen, der var med i Kliplev. De frivillige var derfor godt tilfredse med de 2051 underskrifter, der må forventes at være et stykke over 10 % af de spejdere, der havde alderen til at måtte skrive under.
Klima-kloge-børn
De mange børn på lejren deltog også i Folkekirkens Nødhjælps aktiviteter. Omkring 700 børn løste en svær klimaquiz, og hver dag var der flere kloge spejderbørn, som fik 13 ud af 13 rigtige. "Vi var ret overraskede over hvor meget børnene faktisk vidste om klima, ofte vidste de mere end deres ledere", fortæller Signe. Mange af børnene fik dog alligevel ny viden med sig fra quiz'en, det kom nemlig bag på mange at klimaforandringerne rammer verdens fattigste hårdest, når det er dem der udleder mindst CO2.
Mange børn var for små til at skrive under på den rigtige underskriftsindsamling. Som alternativ fik de derfor lov til at klippe et blad og skrive deres navn på. Alle bladene blev tilsammen til et flot klimatræ og et stærkt signal om at også børn og unge, synes at verdens fattige skal have hjælp til at klare klimaforandringerne.
Bak op om en ambitiøs klimaaftale
Folkekirkens Nødhjælp vil gerne takke de mange spejdere for deres store opbakning for en retfærdig klimaaftale. Du kan også støtte kampagnen ved at skrive under her.
