I marts-april mødes klimaforhandlerne i Bonn.
Her skal de rige lande, som f.eks. EU, melde, hvor meget de vil nedbringe deres udledninger af klima-gasser, og hvor meget de vil give til at finansiere u-landenes indsats for at tilpasse deres samfund og befolkningens levevilkår til de nye betingelser.
Efter den første uges forhandlinger står det klart, at EU fastholder en totalt henholdende taktik.
”For at få en aftale i København er det vigtigt at u-landene kommer med, men de vil se handling fra de rige lande,” siger Kushal Pal Singh Yadav, der er klimamedarbejder for Centre for Science and Environment i Indien.
”Et af dilemmaerne i forhandlingerne er, at de rige lande forholder sig meget lidt u-landenes mange konkrete forslag. Og de fremsætter heller ikke forslag selv.”
| Følg forhandlingerne |
|---|
|
Bonn |
Tilliden mangler
”Der er tale om global uretfærdighed af dimensioner,” siger Christian Friis Bach, international chef i Folkekirkens Nødhjælp.
”Betalingen for klimaindsatsen skal være ekstra penge. Forureneren skal og må betale. Fortsætter vi som nu, bliver der ingen global klimaaftale. Også derfor skal vi anerkende klima-flygtningene som egentlige flygtninge med rettigheder og dermed lægge større pres på f.eks. EU.”
”Der er brug for at genopbygge tilliden,” fastslår Folkekirkens Nødhjælps klimaekspert, Mattias Söderberg.
Snyd og brudte løfter
”De rige lande har snydt u-landene i internationale forhandlinger de seneste mange år, hvad enten det gælder handel og udvikling som i Verdenshandelsorganisationen WTO – eller de brudte løfter om bistand.”
”I f.eks. Sunderban-området må folk lige nu flygte fra ø til ø, så stadig flere bor på de større øer eller på fastlandet, hvor der heller ikke er plads,” fortæller Kushal Pal Singh Yadav.
Klimaflygtninge skal anerkendes
”Det store problem er, at klima-flygtninge ikke er anerkendes som flygtninge. Den indiske stat giver et lille tilskud, men det rækker slet ikke i forhold til de udfordringer flygtningene står over for.”
Klimaforhandlingerne finder sted på baggrund af finanskrisen, der også rammer de fattige lande særlig hårdt: Drastiske fald i verdenshandlen, mindre adgang til kreditter, nedgang i investeringerne, nedgang i overførsler fra migrantarbejdere, faldende råvarepriser, stigende arbejdsløshed og sultkrisen.