|
| Karamojongerne bor i små runde landsbyer - såkaldte manjata’er - hegnet ind af blandt andet tornebuske. Traditionelt er den inderste og sikreste plads i cirklen kvægets domæne. |
Karamoja i det nordøstlige Uganda er en plaget region.
Her ti timers bumpende kørsel fra hovedstaden og langt væk fra naboregionernes frugtbare jord lever traditionelle nomader i småsamfund på knastør, flad slette.
I denne region er folk fattigere end i det øvrige Uganda og oplever oftere sult. I denne region går færre børn i skole end i andre regioner.
Her er uddannelses-niveauet derfor langt ringere og antallet af analfabeter markant højere. Og her har konflikter mellem nomadestammerne og overgreb fra blandt andre Idi Amins soldater og Lords Resistance Army tvunget befolkningen i knæ igen og igen gennem mange årtier.
Stigende antal tørker
Nu har karamojongerne fået endnu et problem: Klimaforandringer.
Mens befolkningen tidligere kendte regnens kommen og gåen, ved ingen nu længere, hvad de kan forvente.
Tidligere kunne mændene vandre med kvæget, som er familiernes livsgrundlag, til de områder, der havde fået regn og dermed kunne byde på mad til dyrene. Og kvinderne kunne planlægge jordbruget efter regnen, som danske landmænd gør efter årstiderne.
Men det er slut nu. For i dag kommer regnen, som det passer den.
Nogle år plasker den ned over den knastørre jord i op til to måneder ad gangen, skyller henover jorden i en sådan fart, at den tager afgrøder, hytter og hegn med sig. Den hvirvler af sted og når hverken at trænge ned i jorden og gavne afgrøderne, eller ned til grundvandet, hvorfra den igen kan pumpes op.
Andre år - som i 2008 – kommer regnen slet ikke. Så er der hed tørke fra nytår til nytår.
Jorden mister vitaliteten
De år, hvor regnen helt holder sig væk, bliver hyppigere. Folk på egnen husker dengang, da tørke var en sjældenhed. I 1970’erne og 1980’erne ramte tørken Karamoja en-to gange på 10 år. I 1990’erne slog tørken til cirka hvert tredje år. Og siden årtusindeskiftet har hvert eneste år i Karamoja været tørke-år.
De mange tørke-år udpiner naturen på flere måder. Manglen på afgrøder tvinger befolkningen til at skaffe sig føden på anden vis. Derfor fælder kvinder og børn dagligt træer, som de brænder til trækul, der kan sælges på markedet.
Trækul bliver brugt som brænde til ildstedet i de fleste husholdninger. Men når træer og buske fældes, er der ikke noget til at hindre en alt for hurtig fordampning og en alt for voldsom opvarmning, der udtørrer jorden yderligere – og skaber højere temperaturer.
Ødelægger menneskers fremtid
Når tørke og regn kommer på atypiske tidspunkter, kan mennesker og dyr ikke længere leve efter den cyklus, som de har gjort i århundrede. Det har katastrofale følger, og folk risikerer at dø af sult.
Afgrøderne visner eller drukner, og derfor er der intet at høste og opbevare til dårlige tider. Voksne og børn lever af bær og blade, lidt grøntsager, kød en sjælden gang og de nødhjælpspakker, som blandt andre World Food Programme med mellemrum uddeler i regionen.
Børnene spiser én gang om dagen – de bedst stillede måske to gange. De voksne spiser sjældnere. For små portioner mad giver på kort sigt mangeltilstande i kroppen og gør mennesker trætte og uoplagte. Værst går det imidlertid ud over de børn, der sulter, har flere internationale forskere beskrevet. For sult i barndommen bremser udviklingen hos et barn både fysisk og mentalt.
Brønde og undervisning hjælper regionen
For at undgå at hele generationer i de kommende år rammes af alvorlige mangel-sygdomme og for at mindske klimaforandringernes ødelæggende aftryk langt ind i fremtiden arbejder Folkekirkens Nødhjælp og lokale partnere på flere fronter – med adgang til rent drikkevand, med dyrenes sundhed og med bedre dyrkningsmetoder.
Det gør Folkekirkens Nødhjælp
1. Arbejder for adgang til rent drikkevand. Der er bygget brønde, gravet damme og separate vandingsdamme til kvæg. Arbejdet er udført med lokal arbejdskraft, og Folkekirkens Nødhjælps partnere har undervist lokale i at vedligeholde vandforsyningerne.
2. Styrker kvægets generelle sundhedstilstand og bekæmper smitsomme kvægsygdomme. Der er åbnet små medicinudsalg, så karamojongerne har adgang til at købe medicin til syge dyr. Og grupper af frivillige unge mænd er blevet undervist i at diagnostisere og behandle de mest almindelige sygdomme i kvæget.
3. Opretter kvindegrupper, som bliver undervist i nye dyrkningsmetoder og introduceret til nye planter, der bedre kan klare tørke – og kan høstes flere gange om året. Desuden bliver kvinderne undervist i at styrke sundheden hos familiernes geder.
