En ældre kvinde lå ved vejkanten og sov, da vi kørte væk fra hovedvejen mellem Zimbabwes to hovedbyer Harare og Bulawayo for at få os en bid frokost i det grønne. Da vi kom tilbage til hovedvejen, lå hun der endnu.
Heldigvis havde vi en sygeplejerske med i bilen, som hurtigt konstaterede, at kvinden var dehydreret og nærmest bevidstløs. Ved hjælp af lidt vand og en banan fik vi lidt liv i hende og tog hende med til den nærmeste landsby, hvor hun tilsyneladende kom fra. Men i landsbyen ville ingen kendes ved hende. Hvor hun egentligt kom fra, og hvor hun skulle hen fortonede sig i det uvisse, da vi efterlod hende med en god portion vand og mad.
Et land totalt i knæ
Episoden afspejler meget godt situationen i dagens Zimbabwe. Fra at have været det sydlige Afrikas brødkammer, er landet nu totalt i knæ: socialt, økonomisk og politisk. Et tidligere velfungerende samfund er i hastig opløsning.
Det bliver sværere og sværere for den jævne befolkning at klare dagen og vejen. Hylderne i supermarkederne står tomme, fordi ingen kan eller vil producere og levere varer til de kunstigt lave priser, som regeringen dikterer. Den årlige inflation er på 100.000 procent, så det bliver mere og mere umuligt at få de usle lønninger til at slå til.
Arbejdsløsheden er nu oppe på 80 procent. Sundheds-personale, lærere og andre offentlige ansatte strejker en stor del af tiden, og folk har ikke råd til at tage offentlig transport til arbejde og møder derfor først op efter mange timers udmattet gang.
Som udefrakommende er det vanskeligt at forstå, hvordan dette land overhovedet kan overleve, og at folket ikke for længst har gjort oprør.
Et tålmodigt og apatisk folk
Zimbabwerne er i sandhed et tålmodigt folk. Men det skønnes også, at op mod 30 procent af landets befolkning på 13 millioner har forladt landet i håb om at klare sig bedre i et af nabolandende.
Det er typisk veluddannede folk som læger, sygeplejersker og lærer, der udvandrer og efterlader en endnu større mangel på kvalificeret arbejdskraft i landdistrikterne.
Tålmodigheden og apatien hos befolkningen viser sig desværre også ved, at interessen for de forestående valg den 29. marts er meget begrænset.
Undersøgelser blandt landets 70 procent kristne befolkning i tre af landets provinser har vist, at kun 18 procent af mændene og 37 procent af kvinderne forventes at stemme til det fire–dobbelte valg til lokale råd, parlamentet, senatet og præsidentembedet.
Ingen tro på demokratiet
De fleste har mistet tiltroen til demokratiet – mest fordi de ikke mener, at valgene vil blive afholdt på en fri og fair måde. Mange af de adspurgte vidste ikke engang, hvornår valgene skulle finde sted.
Der er heller ikke meget i gadebilledet, der tyder på, at der snart skal være valg. Mange mener, at valgets udfald er givet på forhånd.
Den 84-årige Robert Mugabe, der har regeret landet i 27 år, genopstiller som ZANU-PF’s eneste præsident-kandidat.
Oppositionen, Movement for Democratic Change, MDC, står splittet som aldrig før. Deres kandidat, Morgan Tsvangirai, spås ingen chancer ved valgene.
Det eneste spændingsmoment er tidligere finansminister Simba Makoni, som for nylig lod sig opstille som præsidentkandidat og i den forbindelse måtte forlade partiet ZANU-PF.
Ingen synlige opfordringer til at stemme er opstillet af regeringens valgkommission, der har ansvaret for vælgeroplysning og et ordentligt gennemført valg.
Kirkens valgoplysning
Derfor er blandt andet kirkerne og lokale civilsamfundsorganisationer godt i gang med at informere befolkningen om valget.
“Din kristne pligt – stem den 29. marts”. Sådan vil der stå på de annoncer og plakater, som organisationen Christian Alliance har lavet.
Kirkerne og civilsamfundsorganisationerne ser nemlig valgene som en anledning til at holde fast i grundlæggende demokratiske værdier og processer.
Uanset udfaldet holder en del kirkelige grupper fast i den lange ende.
Centralt står nemlig kampen om at få indført en ny forfatning baseret på bred folkelig deltagelse, samt kampen mod magtmisbrug og korruption baseret på nye værdier i det politiske arbejde.
Kirkerne forbereder sig også på at monitorere valget ved at uddanne hundredevis af frivillige observatører.
Åndelig og moralsk krise
David Kaulemu fra det afrikanske forum for katolsk sociallære i Zimbabwe hører til dem, der i den aktuelle krise graver et spadestik dybere og siger, at man må se på det større billede for at forstå og gøre noget ved situationen i Zimbabwe.
Han hævder ligeledes, at kirken – bredt forstået som de kristne, der engagerer sig på alle niveauer i samfundet – er godt stillet til at hjælpe nationen ikke blot med de sociale, politiske og økonomiske problemer, men også til at kigge på nationens mere fundamentale åndelige og moralske grundlag. Flere kirker og kirkelige organisationer deler hans synspunkter.
David Kaulemu mener, at det i bred forstand er en åndelig og moralsk krise, der forklarer, hvorfor Zimbabwe er blevet et dybt splittet, korrupt og uretfærdigt samfund, hvad menneskelig udvikling angår.
Zimbabwe som nationalstat har siden 1890 været monopoliseret af nogle få. Landet har været præget af en fort-mentalitet, hvor befolkningsgrupper beskytter sig mod hinanden.
Dette skulle have ændret sig ved uafhængigheden i 1980, men de nye magthavere fortsatte med at beskytte egne territorier og privilegier og bevarede de gamle fjender, selv når disse havde trukket sig tilbage eller var forsvundet.
Dette nedværdigende menneskesyn førte f.eks. til Operation Gukurahundi med drab på over 20.000 civile i Matabeleland i 1980’erne og til Operation Murambatsvina (Operation Oprydning), der siden 2005 har fordrevet 6-700.000 mennesker fra hus og hjem i storbyernes slumområder. Der har således udviklet sig en social voldskultur – bl.a. udøvet af statslige organer.
Traumerne efter disse omfattende overgreb må før eller siden bearbejdes for at hindre udbrud af yderligere voldelig konflikt.
Borgerne som statens tjenere
Ifølge Kaulemu er den største politiske udfordring i Zimbabwe i dag ’privatisering af statens strukturer, institutioner, processer og ressourcer’.
Borgerne bliver berøvet deres demokratiske mulighed for at få indflydelse på politiske spørgsmål, der direkte indvirker på deres daglige liv.
Dernæst kommer partipolitik – dvs. ZANU-PF - som dominerer alt, således at økonomi, sundhed, uddannelse og kultur bliver afhængig af snævre parti-politiske tilhørsforhold.
Livet uden for partipolitik undergraves systematisk, og der skelnes ikke mellem parti, regering og stat.
Nationale statsstrukturer, institutioner og processer er blevet parti-politiceret, så deres offentlige og nationale karakter er blevet undermineret. Denne snævre tilgang undergraver en kultur af social solidaritet og forhindrer eller bremser kreativ og modig tænkning.
Befolkningen bliver til statens tjenere i stedet for omvendt. Bestikkelse, korruption og private interesser og personlig berigelse har taget over.
Det er derfor Kaulemu hævder, at krisen mere er af moralsk og åndelig art, end den er af teknisk art.
Han mener, at kirken kan og bør arbejde for en zimbabwisk stat, der behandler alle borgere lige ud fra et retfærdighedsprincip. Dette vil også medføre en befrielse af alle mennesker, og en ligelig fordeling af de sociale goder, som befrielseskamp hidtil ikke har bragt med sig.
Behov for grundlæggende forandringer
Det er svært at spå om det forestående valg i Zimbabwe. Hvis det bringer en ny politisk ledelse på banen, vil det i givet fald kunne føre til hurtige forandringer i hvert fald på det økonomiske område.
Verdenssamfundet vil kaste sig over Zimbabwe med bistandsmidler og investeringer. Og for det ydre øje er meget af Zimbabwes infrastruktur intakt, så landet vil kunne komme på fode materielt relativt hurtigt.
Men som det fremgår af denne analyse, er der mange underliggende faktorer, der kræver grundlæggende forandringer, som ikke vil komme fra den ene dag til den anden.
Derfor er der brug for at kirkerne i Zimbabwe engagerer sig mere i det offentlige domæne.
Kirkerne har taget arbejdshandskerne på, men arbejdet er desværre ukoordineret og tvetydigt. Der er brug for at kirkerne handler i fællesskab og ikke i konkurrence med hinanden.
Kirkerne kan styrke deres opdragende funktion ud fra et kristent værdigrundlag ved at deltage aktivt i debatten om konkrete samfundsspørgsmål.
Kirken kan igennem handling blive en model for det gode samfund.
Denne kronik blev bragt i Kristeligt Dagblad fredag d. 28. marts.