Kvinderne arbejder, som man ser over hele verdenen i fattige lande, på et helt andet niveau end mænd.
De slås ikke indbyrdes men tager hånd om familien, arbejder ekstra ud over det at holde hus, passer hinandens børn og uddanner sig, hvis der er tid og penge
Og det er nødvendigt nok.
Kvinderne her i Kirgistan er tydeligvis tålmodige - de kan vente og forstår at få de mænd med, som vil gøre et stykke arbejde for det fælles mål i projekterne.
Der er ikke så mange mænd med endnu, men de er desværre vigtigt element for at kunne skaffe penge og opbakning lokalt, hvor det oftest er mænd, der sidder med det afgørende ord. Mænd lytter mest til mænd i dette land.
Kvinders rolle i forsoningsprocessen
I Osh, hvor de mange myrderier fandt sted i 2010, blev mange hundrede børn faderløse og traumatiserede af de rædsler, de havde været øjenvidner til m.h.t. voldtægter og nabodrab.
De kunne, over en dag, ikke gå i skole eller lege med de tidligere kammerater, som de havde haft i hele deres liv. En situation, som meget let bringer ens tanker tilbage til Bosnien.
Organisationen Erayim, som siden 1998 har arbejdet for at forbedre forholdene for de fattigste kvinder og børn, forsøgte efter konflikten i 2010 i samarbejde med andre NGO’er at bespise 100 fortvivlede børn fra hver af de to etniske gruppe, som havde været hårdest ved hinanden.
Selvhjælpsgrupper på tværs af skel
Kvinderne fulgte deres børn til bespisningen, og efter relativ kort tid blev snakken imellem dem så positiv, at man så småt i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp kunne begynde at oprette selvhjælpsgrupper.
Det er nu blevet til 40 velfungerende grupper med 10 - 15 personer i hver.
Det er fantastisk med disse kvinder, som fandt på det, udførte et og fik det til at fungere på langt sigt.
Mænds tilgang til tingene
Jeg tror, at det virkelige problem er mændene og deres tilgang til tingene, men det er vist et globalt problem. Og det vil tage længere tid at gøre noget ved det på nuværende tidspunkt af Kirgistan historie.
Det er jo blot lidt over 20 år siden, at de blev "forladt" i forbindelse med Sovjetunionens kollaps.
De ældres - og de unges drømme
De fleste kvinder over 35 år jeg har talt med, ønsker sig den tid tilbage, hvor meget få var arbejdsløse, hvor uddannelser, hospitaler, aktiviteter af enhver slags, pensionssystemer, transport, benzin og opvarmning i det hele taget, var enten gratis eller meget billig.
Den nye generation ønsker sig modetøj, vestlig musik, kærester og friere valgmuligheder, altså kapitalisme på "godt og ondt". Desværre kender de unge ikke til det "onde" i de markedsøkonomiske kræfter.
Organisationen Erayim samarbejder med Folkekirkens Nødhjælp omkring menneskers rettigheder i flere regioner i Kirgistan, og Folkekirkens Nødhjælp støtter bl.a. Erayim med organisatorisk viden, økonomi og medarbejderudveksling.
Det er meget meningsfuldt for mig at kunne bidrage med viden og erfaringer fra et langt liv som socialrådgiver og gadearbejder, konfliktløser og mægler som seniorsupporter, udsendt af Folkekirkens Nødhjælp.
Peter Marsling, seniorvolontør i Kirgistan