| Kioskejer Balal Khiljee følger situationen i Pakistan med bekymring. Han har taget sagen i egen hånd og opfordrer alle københavnske kioskejere til at samle ind. Foreløbig har 30 kioskejere tilsluttet sig. |
”Det er nu vi danskere må stå sammen,” siger Balal Khiljee alvorligt.
”Vi plejer at være der for andre mennesker, når de er i nød og har brug for os.”
Han er på arbejde i sin kiosk ved Vandkunsten i det indre København.
På disken ved siden af dankort-terminalen er indsamlingsbøssen sat op.
Plakaten med opfordringen til at hjælpe hænger hen over tipsskærmen.
Kunderne går ud og ind af butikken, og Balal Khiljee langer cigaretter og sodavand over disken til kunderne, mens han fortæller om sit initiativ.
”Det er en lille forskel man kan gøre i sit liv og det giver en ren samvittighed at gøre noget.”, siger han.
Ren samvittighed
| "Alle kan hjælpe, og vi danskere plejer at være gode til at hjælpe mennesker i nød," opfordrer Balal Khiljee. |
Den 47-årige Balal Khiljee har boet i Danmark i 20 år.
Stamkunderne i kiosken har været meget deltagende og bekymret spurgt til hans familie i Pakistan.
Heldigvis er Balals familie ikke direkte berørt. Men han vil gerne hjælpe alligevel, og da hans datter går i klasse med en pige, hvis mor er ansat i Folkekirkens Nødhjælp, kom initiativet til samarbejdet i stand helt naturligt, og indsamlingsbøssen blev sat op.
”Vi klappede, da de første mønter blev smidt i indsamlingsbøssen i går. Det varmer. For det er klart, at jeg har det elendigt, og jeg er meget berørt af situationen,” fortæller Balal Khiljee.
”Mit mål er, at vi skal have samlet så mange penge ind som muligt, for behovet er enormt. Det er gået hårdt ud over den fattige del af befolkningen. De er fattige, og jeg har med sorg set tv-billederne af, hvordan deres huse er styrtet i vandmasserne,” fortæller han.
Jo flere, jo bedre
Balal Khiljee har brugt den seneste tid på at kontakte sine kolleger.
Indtil videre har 30 kioskejere og et par restauranter sagt ja til at stille indsamlingsbøsser op på disken og til at hænge plakater op.
Lørdag efter lukketid vil Balal Khiljee og en ven tage rundt for at dele indsamlingsbøsserne ud til de kiosker, der allerede har sagt ja, og de vil også besøge flere kiosker og opfordre dem til at være med.
”Jo flere, der hjælper, jo bedre. Jeg har ringet til min familie i Pakistan, og de fortæller, at alle samler ind og sender tøj af sted til de berørte. Herhjemme kan vi også gøre vores. Så hvis alle hjælper på hver deres måde, er det godt,” konstaterer Balal Khiljee.
