|
| Kasteløse landsbyboere i Rajasthan i Indien. Foto: Summit Dayal |
Støvede, nedslidte veje og en omkørsel gennem marker til en lille grusvej fører til Kumha – en landsby i det sydlige Bharatpur – et højkastedistrikt i Rajasthan i Indien, som domineres af jat-folket.
I et forfaldent hus sidder moren til den unge pige, som begik selvmord i april 2009. Moren er tilsløret og græder stille.
“Supriya var vores eneste datter. Hun var meget ansvarsbevidst. Tabet af hende kan aldrig erstattes”, siger Sheela Jatav, som kryber sammen på gulvet.
Sheela Jatav mindes den dag for snart et år siden, hvor hun mistede sin datter. Høsttiden var lige begyndt, og alle i familien arbejdede på markerne. Også Supriya. Men midt på formiddagen blev hun sendt hjem for at tage sig af noget husarbejde sammen med sin mor. Da Supriyas mor havde tilberedt et måltid til sin mand, forlod hun huset for at gå ud på markerne igen.
Nogen tid senere gik Supriya til en mark i nærheden for at få fat i noget brænde til eftermiddagsmåltidet. Dér blev hun angrebet.
En anden ung pige i landsbyen var vidne til det, der skete. Hun fortalte det til andre landsbyboere, som straks løb derhen for at gribe ind. Men på det tidspunkt var det for sent.
| Kamp for dalitters rettigheder |
|---|
| Selskabetfor social retfærdighed for undertrykte folk(DMKS), Folkekirkens Nødhjælpspartner i Rajasthan er fortaler og ressourcecenter for dalitters menneskerettigheder. Centret for dalitters rettigheder, som det populært kaldes, rapporterer om tilfælde af menneskerettighedskrænkelser af dalitter i hele Rajasthan. Det tilbyder rådgivning og retshjælp til ofre og støtte til at rejse sager mod gerningsmændene. Organisationen har forbindelse til et antal advokater, der giver gratis retshjælp til ofrene. I 2008 var DMKS involveret i fremskaffelse af dokumentation i 120 tilfælde af alvorlige grusomheder og vandt 234 sager om vold, der strakte sig fra voldtægt af mindreårige piger til forbud mod at bruge offentlige veje. |
Supriya havde skyndt sig hjem – og hængt sig. Hun kunne ikke bære skammen og ydmygelsen. Supriya Jatav begik selvmord den 4. april, 2009.
Ensom kamp for retfærdighed
Siddende på hug fortæller Bairam Jatav, Supriyas far, om sin kamp for at gennemføre retssagen mod de mænd, som voldtog Supriya. Der er blevet rejst sigtelse, og at alle tre mænd er blevet sat i varetægtsarrest.
“Jeg vil kæmpe for retfærdighed til mit sidste åndedrag. Jeg er ligeglad med, om der ikke er nogen, der støtter mig. Jeg vil stadig kæmpe for det, der er retfærdigt. Vi er fattige mennesker. Hvis min datter var død af en sygdom, ville jeg have accepteret det. Selv nu fortæller folk mig, at jeg skal holde op – at hun er borte, og at jeg må lade sagen hvile. Det er fordi, alle er bange for dem. Jeg ved, at min datter aldrig vil komme tilbage, men jeg vil have de skyldige straffet. Det er min kamp alene, og jeg vil kæmpe den til ende”, siger Bairam Jatav.
Tre voldtægter mod dalit-kvinder i timen
Flere og flere kvinder samler sig rundt om Sheela. Hver eneste har noget at sige. Nogle bryder sammen og begynder at græde. De nægter alle sammen, at de selv har været udsat for vold.
Offentlige kriminalakter afslører ellers meget høje antal voldtægter af dalit-kvinder af højkastemænd – på landsbasis er det hele tre i timen. Og så har man ikke taget hensyn til, at de fleste voldtægter ikke bliver anmeldt, og at kun en lille brøkdel af voldtægtsmændene faktisk bliver dømt.
Bange for højkaste-jatterne
Bairam bryder stilheden. “Jeg har måttet kæmpe denne kamp alene, og jeg har ingen støtte.” Han fortæller, at hans egne folk ikke støtter ham. Hans egne dalit-naboer fortæller endda højkaste-jatterne om alle hans juridiske tiltag.
“Folk her er både bange for højkastefolkene og afhængige af dem. De skaffer nemlig folk job – noget at leve af. De går på arbejde i højkastehjemmene, og så fortæller de jatterne om alt, hvad jeg foretager mig. Hvad kan jeg gøre? I dag er det min datter, de taler ilde om, men i morgen kan det være deres egne døtre, der bliver voldtaget. Men sådan tænker de ikke. Der er intet sammenhold. Enhver bekymrer sig om sin egen overlevelse,” siger Bairam.
Folk peger fingre
Sheela bryder sammen, når hun taler om den ydmygelse, hun må bære. “Folk peger fingre. De siger, min datter var karakterløs. Jeg skal høre på denne bagtalelse hver eneste dag. Mine to sønner går i skole, og der bliver der sagt så mange forfærdelige ting om min datter og vores familie. Hvornår vil dette få en ende?”
Skaren er stille, men Bairam samler styrke til at tale. “Hvilken far eller mor vil ikke gribe ind for at bringe deres barn på rette vej, hvis de ved, at det er kommet på afveje. I dag peger disse mennesker fingre ad min datters karakter i stedet for at støtte mig. Sig mig: Har hun fortjent det?”
Navne på offer og familie er blevet ændret for at beskytte deres identitet.
Af Priyanka Mukherjee, informationsmedarbejder, Folkekirkens Nødhjælp, New Delhi