| Folkekirkens Nødhjælp i Indien hjælper de fattige - især de kasteløse - med at organisere sig og få del i de samfundsgoder, de har krav på. På billedet ses en kvinde-selvhjælpsgruppe i Kendrapara-distriktet i delstaten Orissa. |
Diskrimination af kasteløse er forbudt i både Indien og Nepal.
Men så snart man bevæger sig uden for de større byer, lever systemet fortsat i bedste velgående.
Skjult apartheid
I flere tusinde år er Indiens kasteløse blevet holdt nede, diskrimineret og udnyttet. Resultatet er at 90 procent af de over 160 millioner kasteløse, der i dag findes i Indien, hører til gruppen af de allerfattigste i landet.
| De kasteløse: Født som slave |
|---|
| Download: |
Langt de fleste kasteløse bor isoleret i udkanten af landsbyerne, de får aldrig en uddannelse, bliver misbrugt og arbejder under slavelignende vilkår. Hvis de ikke retter sig efter reglerne, risikerer de at blive gennemtævet, fyret, voldtaget, få deres huse brændt af eller i værste fald myrdet.
Kastediskrimination forbudt ifølge indisk lov
Diskrimination på grund af kaste er forbudt ifølge indisk lov. Men en ting er, hvad der står i loven. Noget andet er praksis, der gør, at langt de fleste kasteløse stadig bor isoleret i udkanten af landsbyerne, aldrig får en uddannelse og lever af at arbejde som daglejere under slavelignende vilkår.
Ganske vist er der overalt i Indien indført et kvotesystem, der sikrer, at en vis del af alle jobs i den offentlige sektor skal gå til de kasteløse.
Der er afsat pladser til dem på universiteter og andre læreanstalter. De skulle være sikret et antal pladser i de lovgivende forsamlinger, både på lokalt og nationalt plan. Der er også indført en lov, der skulle sørge for oprejsning til kasteløse, der beviseligt har været ofre for diskrimination.
På papiret ser det godt nok ud, men trusler, korruption og uvidenhed gør, at systemet ofte ikke virker efter hensigten. Kritikere påpeger desuden, at sådanne kvoteordninger virker udemokratiske og er med til at opretholde diskrimination og modvilje mod de kasteløse.
