sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Kasteløse får hjælp
Print
Selv om det er to år siden, at tsunamien ramte Indien, er genopbygningsarbejdet langt fra ovre. Nu koncentrerer man sig om de familier, som ikke er fiskere – og som ikke fik del i den umiddelbare katastrofehjælp
15.01.2007

En hurtig evaluering af resultaterne af hjælpen efter tsunamien viste, at for hver fiskerlandsby, der fik hjælp, var der mindst to ikke-fisker landsbyer, som ingen hjælp fik.

Dalitterne - de kasteløse - er typiske daglejere og er i dag blandt de hårdest ramte familier i de tsunami-ramte områder.

Landsbyen Kodankudi i Nagapattinam distriktet er en af de mange små landsbyer spredt ud over den indiske delstat Tamil Nadu.

Det er en lille samling huse i det lavtliggende og oversvømmelses-truede område nær havet og floden.

Hvert år under monsunen, bliver landsbyboernes små mudderklinede huse oversvømmet og ødelagt, og de er tvunget til at søge ly længere inde i landet, nogle gange i op til to uger.

De får normalt husly i en skole ca. tre kilometer fra deres landsby.

Der bor 48 dalit-familier – de kasteløse, mennesker som lever i udkanten af samfundet, er meget fattige og med meget dårlige fremtidsudsigter.

’Vi bor her, fordi vi ikke har noget arbejde. Vi hænger bare omkring, indtil vi kan få arbejde igen i høsttiden,’ siger M. Nedesan, da vi spørger om alle mændene i landsbyer er uden arbejde.

Ikke-fiskere overset

Da tsunamien kom den 26. december 2004, blev landsbyerne ved nogle kystområder i det sydlige Indien hårdest ramt. Disse landsbyer var allerede fattige og sårbare med meget få muligheder for indkomster.

Da tsunamien var en katastrofe relateret til havet, blev den indiske regerings og nødhjælpsorganisationernes umiddelbare katastrofehjælp koncentreret om fiskerbefolkningen.

Men nu, to år efter, er man begyndt at bekymre sig om de kystsamfund, der ikke ernærer sig ved fiskeri, og som ikke blev inkluderet i hjælpe- og genopbygningsplanerne.

Disse samfund har måske ikke lidt så store fysiske tab, men i mange tilfælde har de mistet deres livsgrundlag, som aldrig er blevet genetableret. En hurtig evaluering af resultaterne af hjælpen efter tsunamien viste, at for hver fiskerlandsby, der fik hjælp, var der mindst to ikke-fisker landsbyer, som ingen hjælp fik.

Kasteløse ramt hårdt

Det lutherske Verdensforbund i Indien, (LVFI), som er medlem af Kirkernes Internationale Nødhjælp, ACT, arbejder nu i Kodankudi og har ydet støtte til iværksættelse af indkomstskabende aktiviteter og et katastrofeforebyggelsesprogram, både i Kodankudi og i 49 andre dalit-landsbyer, der blev berørt af tsunamien i Cuddalore og Nagapattinam distrikterne i Tamil Nadu.

Disse programmer støttes af Folkekirkens Nødhjælp, som er medlem af ACT.

Mændene i Kondankudi er jordløse landarbejdere, som normalt kan få arbejde to måneder om året, mens kvinderne, som hjælper med at plante afgrøderne, har arbejde ca. 45 dage om året.

Diskrimination

Også i lønnen diskrimineres der: mændene tjener ca. 12 kroner om dagen, mens kvinderne kun tjener ca. 5 kroner om dagen. Kvinderne tør ikke protestere mod denne form for diskrimination af frygt for at miste den smule arbejde de kan få lige nu.

For at få penge til de mest basale nødvendigheder, låner familierne penge af lånehajerne til en meget høj rente. Derfor rejser mange unge væk for at arbejde som vejarbejdere i f.eks. nabostaten Kerala.

Landsbyen Eruvakkollai i Nagapattinam distriktet ligger i et område, hvor tre floder mødes. Her bor der 81 dalit-familier. Der er ingen veje, ingen sundhedscentre eller skole i området.

Afskåret fra omverdenen

Deres eneste forbindelse til omverdenen – den næste landsby, skole og hospital – er en vakkelvorn bambusbro, som i monsuntiden er oversvømmet eller brudt sammen.

Sidste år døde en gravid kvinde, fordi hun ikke kunne komme til hospitalet – broen var brudt sammen under presset fra vandmasserne.

Der er oversvømmelse hvert år, og hvert år flygter landsbyboerne til et oversvømmelsessikret center 5 kilometer borte, og bruger omkring 1.800 kroner på at reparere deres huse bagefter.

Landsbyen Thullanmedu i Cuddalore distriktet ligger så langt væk og så lavt, at når der er oversvømmelse, sker redningsaktionerne fra helikoptere, da man ikke kan komme ud til den fjerntliggende landsby på anden måde.

Det nærmeste sundhedscenter er 10 kilometer væk, og der er kun en uuddannet og ca. 100 år gammel jordemoder i landsbyen.

Lær os nogle færdigheder

Da LVFI holdt de første møder i landsbyen, var de yngre beboere meget interesseret i landsbyudviklingsprogrammet. En af dem, Murali, sagde, ’Det ville være rigtigt godt for os at lære førstehjælp.’

I landsbyen Thalanchavadi, også i Cuddalore distriktet, sagde Leela, som ikke havde penge til at fortsætte i skolen, ’Vi skal ikke have penge. Bare lær os nogle færdigheder. Vi vil bygge vores egen landsby.’

Mange unge, som havde gået 10-12 år i skole, var enige om, at praktisk uddannelse og oplysning kunne bidrage meget til at bryde fattigdommens og arbejdsløshedens onde cirkel.

Robert i 12. klasse var interesseret i computer uddannelse, men havde ikke råd. Shalini Prema, som havde afsluttet 12. klasse, ville gerne være skolelærer. De var fortvivlede over, at selv dem, som havde gennemført skolegangen, var tvunget til at arbejde som daglejere for at få mad på bordet.

Brug for nye jobs

Tsunamien har haft mange eftervirkninger; en af dem er, at der er færre arbejdspladser, siger folk. Afgrøder blev skyllet væk, men jorden, som har været dyrket i mange år, er nu blevet saltholdig, og det er et stort problem. Selv geder er døde af at spise græs, der vokser i den saltholdige jord.

De fleste mænd og kvinder har sagt, at der er et reelt behov for at etablere nye former for indkomster, men de ved ikke hvordan de skal gribe det an.

Mændene siger, at de foretrækker traditionelt arbejde med husdyr, malkekvæg og hønsehold, salg af ris, købmandsforretninger, salg af tørrede fisk eller f.eks. rebslageri.

Kvinderne derimod er meget opsat på at få lært et håndværk, f.eks. støbe lys, skrædderi, kurvefletning eller sæbeproduktion.

Fru J. Shanthi, som har en bachelorgrad, og kommer fra Thalanchavadi, opsummerede hvad landsbyboerne følte, da de talte med LVFI medarbejderne, ’Vis os hvad vi skal gøre, så gør vi det.’


Rina Chunder er informations- og dokumentationsmedarbejder for Det lutherske Verdensforbund i Indien. LVF er medlem af Kirkernes Internationale Nødhjælp, ACT.
Folkekirkens Nødhjælp har i mange år samarbejdet med Det lutherske verdensforbund.


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne