Krigen i Darfur bliver mere og mere kompleks for hver dag, der går.
Nye oprørsgrupper opstår, alliancer skifter, og rekruttering af militser slukker håbet om en varig fred i nærmeste fremtid.
Tusinder af civile bliver fortsat fordrevet fra deres hjem, og lejrene for internt fordrevne vokser og vokser.
Et år efter af den sudanesiske regering og en fraktion af oprørsgruppen Sudan Liberation Army, SLA, blev indgået, ser situationen for Darfurs over to millioner fordrevne endnu mere håbløs ud. Fra at være en krig mellem afrikanske oprørere på den ene side og de berygtede arabiske janjaweed-militser og regeringen på den anden side, slås arabiske stammer nu mod hinanden, og det samme gør afrikanske stammer.
Tusinder af civile bliver fordrevet for tredje og fjerde gang - både arabiske og afrikanske civile. Siden fredsaftalen blev indgået den 5. maj 2006 mellem regeringen og oprørslederen Minni Manawi er 439,150 mennesker blevet fordrevet.
Darfurs største oprørsgruppe SLA er splintret i et ukendt antal af små oprørsgrupper, som alle har deres egen dagsorden. Oprørsgrupperne ses ikke længere som folkets beskyttere, og bliver også beskyldt for at tage del i voldtægt og overgreb på civilbefolkningen.
Medlemmer af de berygtede Janja­weed-militser har slået sig sammen med SLA grupper, og nogle af militserne har endda dannet deres egen oprørsgruppe mod regeringen.
Utilfredse soldater
| Døden i Darfur |
|---|
| Op mod 300.000 mennesker har mistet livet, og to millioner er sendt på flugt, siden konflikten Darfur-provinsen brød ud i 2003. Den Afrikanske Union, AU, har omkring 7.000 mand i området, der er over ti gange så stort som Danmark. Folkekirkens Nødhjælp har arbejdet i Darfur siden 2004. |
Konsekvenserne af udviklingen er til at føle på. I byen Al Daein syd for Nyala har situationen ændret sig radikalt siden efteråret.
Den travle handelsby har ellers været et forholdsvist roligt område. Det er den arabiske stamme Reizigat, som bor syd for byen og er en af de få arabiske stammer, som ejer jord i Darfur.
Reizegat er en af de store arabiske stammer, som har sagt nej tak til at modtage våben fra styret i Khartoum. Nord for byen lever afrikanske bønder.
Efter SLA-lederen Minni Manawi er indtrådt i regeringen i Khartoum som en del af fredsaftalen, er kaos brudt løs nord for byen. Flere af Manawis soldater har lavet deres egne oprørsgrupper, fordi de ikke føler, at de bliver tilgodeset. De skifter konstant alliancer og navn, og deres struktur er løs og uforudsigelig.
De nye oprørsgrupper har brug for logistik - biler og satellittelefoner, og derfor bliver nødhjælpsbiler overfaldet og stjålet. De internationale nødhjælpsorganisationer har derfor indstillet deres arbejde nord for byen, da der ikke længere er oprørsledere, der kan garantere deres sikkerhed.
I slutningen af 2006 var der en massiv militær oprustning i byen. Myndighederne rekrutterede flere hundrede såkaldte »grænsevagter«, som fik udleveret våben og uniformer.
Lejre under pres
Kampe mellem oprørsgrupperne og arabiske militsers angreb på SLA kontrollerede landsbyer nord for Al Daein har fordrevet omkring 26.000 mennesker siden november 2006.
I Al Neem lejren lægger de nye fordrevne pres på lejrens i forvejen få faciliteter.
”Der er mere end 2.000 børn, som ikke går i skole, fordi vi ikke har plads til dem,” fortæller Adam, som har boet i lejren siden sommeren 2004.
De omkring 15.000 nye fordrevne, som er kommet til den omkring 40.000 mand store Al Neem lejr, kan også mærkes på den basale sundhedsklinik, som behandler op mod 250 mennesker om dagen.
”I går aftes og her til morgen er der kommet nye familier til lejren. Deres landsby er blevet brændt,” fortæller han.
Landsbyen ligger kun tre timers gang fra Al Daein.
”Freden, som vi har hørt om, har vi endnu ikke oplevet,” konstaterer Adam, som bor i lejren med sin familie.
Døden ligger på lur
Al Neem består af primitive sivhytter med plastic-presenninger og er forholdsvis tryg for de mange fordrevne familier. Men bevæger de sig en kilometer uden for lejren, risikerer kvinderne at blive voldtaget af bevæbnede mænd.
”Du kan møde mænd på kameler,” fortæller en ung kvinde, som ikke tør at lede efter brænde uden for lejren.
”I går gik en mand ud for at plukke græs. Han blev dræbt,” siger hun.
Mændene i lejren fortæller, at de ikke kan bevæge sig frit rundt mellem lejren og Al Daein. De bliver både chikaneret og banket.
”For fire dage siden blev tre drenge fra lejren truet af mænd med våben.
Den ene blev banket og er stadig på hospitalet. De to andre fik stjålet alt, hvad de havde på sig. Radio og penge,” siger en af mændene.
Der er ikke nogen af dem, som har meldt det til politiet.
”Vi har mistet tiltroen til at vores regering, og politiet kan beskytte os,” siger en mand i en ternet skjorte, som har boet i lejren i fire år.
Soldater fra Den Afrikanske Union, AU, har en base i Al Daein, men det gør ikke de fordrevne mere trygge.
”AU har ikke nok udstyr til at beskytte os. De har været her i to år nu, og vi har ikke set nogen ændringer. De har ikke fanget en kriminel. Myrderierne fortsætter, og det gør krigen også. AU har fejlet, så det er bedre hvis FN kommer,” tilføjer en ung mand.
Fredsaftalen bliver støttet af både FN og Den Afrikanske Union, AU, som arbejder på at forene oprørsgrupperne for at få en våbenhvile gennemført. Alle er dog enige om, at aftalen er en fiasko og at der er brug for en ny fredsproces som inkluderer alle parterne – og inddrager civil samfundet, som ikke var tilfældet ved den første fredsaftale.
Læs mere om Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Darfur på ACTs hjemmeside