| Familiemedlemmer til kolera-smittede venter på at høre nyt uden for et lokalt sygehus i Saint Marc. Foto: REUTERS/ St-Felix Evens. |
Hver dag strømmer folk til sygehusene i Haiti for at blive behandlet for kraftig diarré, som er koleraens kendetegn. Mange er så svage, at de ikke er i stand til at gå. De må finde sig i at få antibiotikaindsprøjtninger udendørs, fordi sygehusene er overfyldte. Over 14.000 er blevet indlagt på hospitalet, oplyser Haitis sundhedsministerium.
"Der er stadigt hårdt brug for mere antibiotika, tabletter til at rense drikkevandet og håndsæbe", siger Astrid Nissen, der leder ACT Alliancens indsats i Haiti, og hvis arbejde Folkekirkens Nødhjælp er med i.
Forebyggende arbejde
I samarbejde med den finske kirkehjælp skal LWF i de kommende uger stå for uddeling af vandrense-tabletter og hygiejne sæt til 100.000 haitianere. Uddelingen vil ske i de lokale skoler, hvor eleverne igen er begyndt at få undervisning.
Siden kolera-udbruddet har flere af ACT Alliancens partnere blandt andet LWF (Luthersk Verdensforbund) uddelt vandrensetabletter og hygiejne sæt i lejre, på skoler og i de lokalsamfund, hvor ACT Alliancens partnere arbejder.
Samtidig undervises lokale social- og sundhedsarbejdere i, hvordan de kan være med til inddæmme kolera-smitten og hjælpe folk, der er blevet smittet, men som endnu ikke er blevet alvorligt syge af smitten.
"Koleraen spreder sig fortsat, og den udvikling ventes at fortsætte de kommende par uger. Det er især bekymrende, når koleraen bryder ud i fjerntliggende områder, hvor det kan være svært at nå ud med hjælp i rette tid," beretter Louis O. Dorvilier i den seneste rapport fra LWF i Haiti.
Stadig uklart billede af koleraens omfang
| Adgang til rent drikkevand er afgørende for at stoppe smittespredningen. |
"Jeg vil ikke sige, at kolera-smitten er ude af kontrol. Men det er en kæmpe udfordring for os. Vi kæmper for at få et klart billede af situationen og koleraens omfang," siger Claire-Lise Chaignat, der er leder af WHO's globale kolera udrykningsenhed.
Hun siger til BBC Mundo, at WHO er stærkt bekymret over kolera-smittens udbredelse I hovedstaden Port-au-Prince.
"Vi ved jo, at indbyggerne i hovedstaden lever under forfærdelige og trange forhold, med elendige drikkevandsforhold, nærmest ingen sanitet. Vi risikerer, at der bliver et kæmpe kolera-udbrud i her," siger Claire-Lise Chaignat.
Rygter skaber uro
Det kom til nye uroligheder i selve hovedstaden, hvor vrede indbyggere torsdag gik til angreb med sten på en FN-patrulje. Politiet rykkede ind og spredte demonstranterne med tåregas. Urolighederne er opstået efter rygterne om, at det er nepalesiske FN-soldater, der er kilden til kolera-smitten.
På grund af samme rygter har der været uroligheder i flere dage i den nordlige del af Haiti i byen Cap-Haitien, hvor mindst to mennesker er blevet dræbt og mange såret under sammenstød mellem FN-soldater og vrede indbyggere.
|
Om kolera – behandling og forebyggelse Kolerabakterien Vibrio cholerae er vandbåren og smitter gennem fæces-forurenet drikkevand eller fødevarer. Bakterien har en inkubationstid på mellem 12 timer og fem døgn. Symptomerne er pludselig og vandig diarré samt opkast. Ved svær diarré kan væsketabet være omkring 1 liter i timen. Det fører til dødelig dehydrering inden for et par timer, hvis ikke væsketabet dækkes. I den mildere udgave giver den moderat diarré i nogle dage. Behandling af sygdommen er enkel, idet kroppen blot skal rehydreres ved at tilføre vand, salte og sukker. DDen såkaldte ORT behandling. I moderate tilfælde er det tilstrækkeligt at drikke opløsningen, mens det i sværere tilfælde kan være nødvendigt at lægge drop. Ved svær dehydrering skal der tilføres ca. 2 liter væske inden for den første time, og der skal behandles med antibiotika for at forkorte sygdomslængden og diarréen. Børn og svækkede personer dør hurtigere, hvis ikke de kommer i behandling.Rent drikkevand, gode sanitære forhold og ordentlig hygiejne er afgørende for at forebygge kolera-smittespredning. |
