Lad os slå en ting fast med det samme: Hvis du køber en ged til 250 kroner, så får en fattig familie en ged, et kursus i gedehold, medicin, vaccinationer og jævnligt besøg af en landbrugsekspert.
Derudover går 20 % af beløbet til administration og kampagneudgifter.
Det omfatter bl.a. udgifter til gavekort, frimærker, bannerreklamer – eller den hjemmeside, vi bygger, for at du som donor kan få mere at vide om de mennesker, du er med til at støtte.
Kampagner koster penge – og udgifterne til at lave ’Giv en Ged-kampagnen’ svarer til omkring 30 % af det samlede beløb, vi får ind over 4-5 år.
De sidste 10 % vælger Folkekirkens Nødhjælp at bruge fra egne midler – det vil sige penge, vi modtager fra eksempelvis faste donorer, og som ikke er øremærket et bestemt formål.
’Giv en Ged’ er en relativt dyr kampagne, men når man ser på, hvad vi samtidig får for pengene af oplysning, udvikling og branding – så er det faktisk en kampagne, vi er både glade for og stolte af.
Folkekirkens Nødhjælp er forpligtet til at bringe verdens fattigste på dagsordenen i Danmark. Og det gør kampagner som ’Giv en Ged’, Sogneindsamlingen o.l. bedre, end noget reklamespot ville kunne gøre.
Regnestykket
Folkekirkens Nødhjælp solgte i 2010 gaver i forbindelse med ’ Giv en Ged-kampagnen’ for 1.933.172 kroner.
Hertil skal lægges en forventet direkte indtjening på 2-3 millioner kroner i løbet af de næste fem år. Det er penge, som vi baseret på erfaring fra tidligere år kan forvente, når vi efterfølgende kontakter gave-givere og opfordrer dem til at blive faste givere.
De samlede udgifter for 2010 er ikke fuldstændig gjort op endnu – men vi forventer at ende meget tæt på 1.186.000 kroner.
Det betyder, at omkostningerne ved at gennemføre kampagnen er mellem 30-35 % - og altså ikke de 71 %, som artiklen i Jyllands-Posten hævder.
Sætter man Folkekirkens Nødhjælps samlede indtægter fra private donorer i Danmark i forhold til, hvad vi totalt bruger på indsamlingsaktiviteter (fx Giv en Ged, Sogneindsamlingen o.l.), er indsamlingsomkostningerne cirka 15 %. Men så får man altså også en god portion oplysning og engagement med i købet.
