Krigen i Darfur handler i bund og grund om adgang til vand og jord for regionens afrikanske bønder og arabiske kvæg- og kamelnomader.
I feburar 2003 greb den afrikanske oprørsgruppe Sudan Liberation Army, SLA, til våben mod styret i Khartoum, Sudans hovedstad, og angreb en række regeringsmål i Norddarfur. Gruppen fik senere følgeskab af oprørsgruppen Justice and Equality Movement, JEM.
De afrikanske oprørsgrupper kræver politisk indflydelse og udvikling til regionen. Sudans regering svarer igen ved at bombe oprørernes stillinger.
Regeringen satte hæren ind og bevæbnede arabiske militser i Darfur, de såkaldte janjaweed-militser, der - udover at kæmpe mod oprørerne - fik lov til at voldtage og dræbe civile.
I efteråret 2003 eskalerede militsangrebene, og der fandt etnisk udrensning sted i landsbyer, beboet af afrikanske stammer.
Først i foråret 2004 fik internationale nødhjælpsorganisationer lov til at komme de fordrevne til undsætning.
Lovløshed hersker
I dag, fire år senere, er over to millioner mennesker blevet fordrevet fra deres hjem og bor i usle lejre i Darfur og i nabolandet Chad.
I maj 2006 skrev en fraktion af oprørsgruppen SLA under på en fredsaftale med regeringen i Khartoum.
Siden har oprørsgrupperne delt sig i flere fraktioner, der gør det umuligt at finde ud af, hvem der kæmper for hvem og for hvad.
Nødhjælpsorganisationer får deres biler stjålet, og nødhjælpsarbejdere bliver kidnappet på grund af den stigende lovløshed.
FN vurderer, at de humanitære organisationer kun har adgang til 64 procent af de steder, hvor der er brug for deres hjælp på grund af kampe mellem forskellige stammer, militser og regeringsstyrker.
Dem, det hele handler om, de fordrevne familier, bliver stadig udsat for overgreb, voldtægt, vold og tortur, når de bevæger sig uden for lejrene for at finde brænde eller græs.
Og der er ingen udsigt til at vende hjem til landsbyerne – militserne hærger stadig, og der er våben overalt.
Selvom det internationale samfund igennem FN og EU har formået at beholde Darfur på dagsordenen, fortsætter krigen og overgrebene ufortrødent.
Der har været masser af ord, men ingen vilje til gribe ind.
