Dilfuza var højgravid med sit fjerde barn, da hun fik den ubegribelige besked. Du er hiv-positiv.
"Det var et stort chok pludselig at få at vide, at man er syg. Jeg havde aldrig hørt om hiv og vidste intet om sygdommen", fortæller Dilfuza.
Det var i 2007, at Dilfuza fra det centralasiatiske land Tadsjikistan fik beskeden, og den har lige siden vendt op og ned på hendes tilværelse.
Kort efter den positive hiv-test begyndte hun at mærke omgivelsernes fordømmelse.
På fødeafdelingen ville sundhedspersonalet ikke længere vide af Dilfuza, fordi de var bange for, at hun ville smitte dem.
Hun måtte i stedet føde hjemme hos sin mor med hjælp fra nogle naboer.
| Hiv/Aids |
|---|
Smidt ud af familien
Fødslen gik heldigvis godt, og Dilfuza fødte en rask dreng.
Men da hun vendte hjem til sin svigermor – i Centralasien bor et ungt ægtepar i henhold til traditionen hos mandens familie – blev hun igen mødt med total afvisning.
"Min svigermor holdt mig væk fra de andre familiemedlemmer. Mit tøj, mit bestik, alle mine ejendele blev adskilt fra deres. Jeg følte mig ikke længere som et menneske. I Tadsjikistan tror mange mennesker, at hiv-smittede bevidst forsøger at smitte alle andre, så de isolerede mig, fordi de var bange for mig", siger Dilfuza.
Svigerfamilien viste ingen forståelse, selv om det faktisk var Dilfuzas mand, der havde smittet hende.
Han var selv blevet smittet, da han som migrantarbejder i Rusland havde dyrket ubeskyttet sex og sandsynligvis også havde et stofmisbrug.
Han har nemlig også smittet Dilfuza med leverbetændelse.
Men i Centralasien er det som regel kvinden, der får skylden for problemer i familien og ægteskabet.
Til sidst ville familien ikke længere have hende og de fire børn boende af frygt for selv at blive smittet, og Dilfuza og børnene bor i dag hos hendes mor i hovedstaden Dusjanbe.
Flere kvinder og børn smittes med hiv
Dilfuzas historie er langt fra enestående. Et stigende antal kvinder i de centralasiatiske lande Tadsjikistan og Kirgistan bliver smittet med hiv.
I mange tilfælde er smittekilden deres egen mand, som ofte selv bliver smittet, mens de arbejder i Rusland.
Langt væk hjemmefra falder nogle af mændene for fristelsen til at have sex med prostituerede eller andre skiftende partnere uden at beskytte sig.
Nogle har tilmed et stofmisbrug og udsætter sig selv for risici ved at dele sprøjter med andre.
Dilfuzas mand var en af de flere millioner mænd fra Centralasien, der hvert år rejser til især Rusland og Kasakhstan for at få det arbejde, de ikke kan få i de fattige hjemlande.
Men et meget lavt oplysningsniveau om både hiv og ikke mindst mulighederne for at beskytte sig øger risikoen for, at mændene udsætter sig selv og sidenhen deres koner og partnere for smittefare.
I Tadsjikistan og Kirgistan udgør migrantarbejderne helt op mod en femtedel af den samlede befolkning, og derfor risikerer hiv blandt disse mænd at sprede sig hurtigt til den brede befolkning.
"Da jeg fandt ud af, at jeg var smittet, ringede jeg til min mand, der var i Rusland på det tidspunkt.
Hans reaktion var helt rolig, og han sagde bare, at det ikke var en rigtig sygdom.
Jeg vidste ikke selv bedre på det tidspunkt.
Jeg fandt ud af, at han havde været hiv-positiv i syv år uden at fortælle mig om det.
I den periode fik vi tre børn sammen, og jeg priser mig lykkelig for, at ingen af dem er blevet smittet", fortæller Dilfuza.
Jeg var bange for, at de ville brænde mig
Parret var formelt set aldrig blevet gift, og i dag bor manden hos sin familie i nabolandet Usbekistan.
Hans liv står ikke til at redde, men Dilfuza er så heldig, at hun gennem FNs Globale Fond har fået bevilget behandling i form af antiretroviral terapi.
Hun arbejder som socialrådgiver og vejleder for personer med hiv/aids i en tadsjikisk NGO, der støttes af Folkekirkens Nødhjælp, men det er fortsat kun hendes egen mor, der ved, at hun er hiv-positiv.
"I vores traditionelle muslimske kultur er der stadig mange, der ikke ved noget om hiv og aids, og de forstår ikke, hvad det betyder. I Tadsjikistan kan jeg ikke fortælle åbent, at jeg er hiv-positiv, for så vil mange mennesker nægte at have noget at gøre med mig", forklarer Dilfuza.
"Da jeg selv fik at vide, at jeg var hiv-positiv, anede jeg heller ikke, hvad det betød. Både min mor og jeg var bange for, at der ville komme nogen og brænde mig. Det er en udbredt frygt i Tadsjikistan, selv om det ikke har noget på sig, men nogle religiøse ledere er med til at fremmane det billede, at hiv-smittede bør brændes. Derfor holder langt de fleste det for sig selv, hvis de er hiv-positive. Som socialrådgiver kan jeg prøve at hjælpe dem til at forstå, at de ikke er alene", siger Dilfuza.
Dilfuza ønsker ikke sit efternavn frem. Hun er af Folkekirkens Nødhjælp inviteret til København i forbindelse med den Internationale Aids Dag 1. december for at være med til at sætte fokus på den stigende hiv-spredning i den brede befolkning i Centralasien.
Tekst: Morten Christensen