|
| Nye tider: Edita Nyamwizas har masser af afgrøder rundt om sit hus: kaffe, papaya, cassava og kartofler. De mætter både Edita og hendes børnebørn og giver penge nok til børnenes skolegang. Foto: Nikolas Oneal |
I et lerklinet hus med bliktag bor en ugandisk enke, der tør tro på fremtiden. Både for sig selv og de tre børnebørn, som er flyttet ind hos hende, efter at deres forældre døde.
Rundt om huset strækker bananpalmer sig mod himlen. Et stort mangotræ kaster sin massive skygge på den støvede røde jord, og i haven gror der kaffe, majs, papaya, cassava og kartofler.
65-årige Edita Nyamwizas hjem er omgivet af mad, og hver eneste dag arbejder den ældre kvinde i haven. Hun vil have så meget som muligt ud af sin jord i landsbyen Kakuto i det vestlige Uganda.
Hårde tider
For fire år siden så enkens liv meget anderledes ud.
I stedet for det solide lerklinede hus boede familien i et faldefærdigt skur bygget af grene og tækket med tørrede bananblade.
Uden en mand til at hjælpe sig med at skaffe penge arbejdede Edita Nyamwiza så hårdt hver dag med at grave andre folks haver, at der ikke var penge eller kræfter nok til at få lagt et nyt tag på huset.
”Som betaling for at grave jorden fik jeg mad til mig og børnene. Men dengang var vi syv mennesker i huset (på det tidspunkt boede flere af Editas børnebørn hos hende, red.), så der var mange munde at mætte. Det var et hårdt liv,” siger hun.
Hjælp til selvhjælp
| Det gør vi |
|---|
Samtidig kastede hendes jord færre og færre afgrøder af sig, fordi planterne fik sygdomme, og Edita Nyamwiza, der mistede sin mand for cirka 10 år siden, hverken kunne skaffe penge til at købe de resistente frø og stiklinger eller den nødvendige gødning til jorden.
Hverdagen så sort ud. Så sort, at hun holdt op med at tænke fremad.
En dag blev hun kontaktet af Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartner, CIPA, der blandt andet arbejder med at forbedre kvinders levevilkår i området.
Organisationen havde hørt om hende fra de andre beboere i landsbyen, og de kom for at tilbyde hende hjælp.
”De byggede mit hus, et køkken og et toilethus til os, og de gav mig resistente planter og frø, så jeg kunne dyrke mere i min have. Fordi børnene og jeg kunne spise bedre, fik jeg det også bedre,” siger hun.
Nye afgrøder og salg til opkøbere
|
| Edita Nyamwizas arbejder hver dag i sin egen have. Foto: Nikolas Oneal |
Den høje, senede kvinde holdt op med at arbejde i andre folks haver og koncentrerede sig i stedet om sin egen. Med de nye frø og planter blev haven snart bedre.
Kaffen sælger hun til de opkøbere, der hvert år rejser forbi landsbyen. Hun sælger også overskydende frugt og grøntsager, og har hun tid til overs, fletter hun græsmåtter og sælger dem i landsbyen. Derfor har Edita Nyamwiza nu indkomst nok til at brødføde familien. Og lidt til.
Ud over at hjælpe med huset og afgrøderne talte CIPA også med Edita Nyamwiza om hendes egne og børnenes rettigheder.
Skolegang og mad
”De fortalte med mig, at alle mennesker har ret til at have et sted at bo og til at få nok at spise. Vi talte også om, hvor vigtigt det er, at børnene kommer i skole og bliver der for at kunne få en god fremtid. Samtalerne har gjort mig til en stærkere kvinde,” siger hun og understreger, at tilstrækkelig med mad er udgangspunktet for hendes nye styrke.
Om morgenen får familien te og kogt cassava.
Til frokost får de matoke, en slags mos lavet af kogebananer.
Til aftensmåltiderne får de mest kartofler med forskelligt tilbehør.
Tre daglige måltider er ingen selvfølge på egnen.
Men da ressourcerne er blevet større i Edita Nyamwizas husholdning, kan hun nu også bruge penge på børnenes skolegang: skoleuniformer, bøger, skriveredskaber og ikke mindst skolepenge.
Jeg er stolt af at kunne klare mig selv
|
| Bedstemoren med to af sine børnebørn. Foto: Nicolas Oneal |
Edita Nyamwiza er stolt af at kunne forsørge sig selv og børnebørnene.
Mange andre enker i området gifter sig igen. Men Edita Nyamwiza ikke ser ingen grund til at få en ny mand.
Ikke alle mænd i Kakuto behandler deres koner lige godt.
Nogle banker konen, andre bruger alle pengene på alkohol.
”Som det er nu, kan jeg selv tage alle beslutningerne i familien. Jeg er lettet over, at jeg ikke behøver at finde en mand. Jeg har et hus, jeg kan skaffe mad til familien, og børnene går i skole. Hvad skal jeg med en mand?”
Tekst: Karitte Lind Bejer