I Guatemalas vestlige højland i San Marcos-provinsen har en planlagt stor guld- og sølvmine skabt så voldsom modstand både lokalt og nationalt, at regeringen er blevet presset til at udskrive en vejledende afstemning og til midlertidigt at stoppe for flere minetilladelser.
Ved afstemningen i juni sagde 95 procent af de lokale indbyggere nej til Marlin 1, som mineprojektet hedder. Selv om både mineselskabet og myndighederne har erklæret afstemningen for ugyldig, så viser en rundspørge som Vox Latina har lavet, at over 90 procent af de berørte indbyggere i Sipacapa og San Miguel Ixtahuacán er imod minen.
Modstandere af mineprojektet har desuden fået vind i sejlet, efter at Verdensbankens egen ”ombudsmandsinstitution” CAO er gået i rette med bankens finansieringsinstitut International Financial Corporation, IFC, der har lånt 45 millioner dollars til det canadiskbaserede mineselskab Glamis Gold Ltd. til udvikling af mineprojektet i San Marcos.
I en intern rapport fra CAO kritiseres IFC blandt andet for ikke at have overholdt retningslinierne for, hvordan lokalbefolkningen skal konsulteres og for heller ikke at have gennemført en ”passende” evaluering af de økologiske og menneskelige konsekvenser af Marlin 1-mineprojektet, inden lånet på 45 millioner dollar blev givet til Glamis Gold Ltd.
Guatemalas regering gav i september 2003 mineselskabet Montana, der tilhører Glamis Gold Ltd., tilladelse til mineprojektet Marlin 1 i San Marcos. Mineselskabet, der har opereret i Guatemala siden 1996, har allerede fået overdraget et større område ved den lille by Sipacapa.
| Fakta om minedrift |
|---|
| Over 30 % af Honduras' territorium på 112.088 kvadratkilometer er udliciteret til mineselskaber. Over ti procent af Guatemalas territorium på 108.890 kvadratkilometer er udliciteret til olie- og mineselskaber - de fleste mineselskaber, som opererer i Mellemamerika, er canadisk- eller amerikanskejede selskaber. Der udvindes primært guld, sølv, zink, nikkel, bly og kadmium i Guatemala og Honduras. |
Det er nu indhegnet, og inden for hegnet er skoven allerede ryddet for at give plads til de store grave- og boremaskiner.
Ifølge Glamis Golds direktør Kevin McArthur er planen, at Marlin 1 skal udvikles til et større guldproducerende område, og mineselskabet skal lave testudgravninger andre steder i det område på omkring 2.000 kvadratkilometer, som mineselskabet har fået i koncession i det vestlige Guatemala.
Sådan lød planen i hvert tilfælde i 2004. Men både IFC og Glamis Gold har åbenbart gjort regning uden vært. For i løbet af det seneste år er modstanden mod mineprojektet vokset støt og roligt. I januar satte regeringen militær og politi ind mod flere tusinde demonstranter, som i 40 dage havde blokeret for lastbilstransport, der skulle bringe mineudstyr ad den Panamerikanske Landevej til Sipacapa. Soldaterne kastede både med tåregas og skød med skarpt, og en civil blev dræbt.
Siden har flere større demonstrationer med ledere fra den katolske kirkes i spidsen understreget modstanden mod mineprojektet under parolen ”Miner giver brød på bordet i dag, og skaber sult i morgen”
Åben rovdrift
Marlin I, er planlagt som den hidtil største "åbne mine" i Guatemala. Åben minedrift er en af de mest forurenende former for minedrift; kæmpemæssige bore- og gravemaskiner "æder sig ned" i undergrunden, der bruges også dynamit til at sprænge sig vej ind i bjergsiderne. Tonsvis af klippestykker knuses til mindre stykker, som hældes i cyanid-vandbade, hvor guldet udvaskes.
Marlin-minen skal ifølge mineselskabets egne oplysninger bruge cirka 250.000 liter vand – i timen.
"Hvorfra vil minen skaffe seks millioner liter vand om dagen, når det ikke regner," spørger økologer i avisen El Periódico.
Talsmænd for Montana siger, at man bare vil bore et 200 meter dybt hul ned i bjerget og hente grundvand op. Det kan imidlertid få alvorlige konsekvenser for de i forvejen knappe vandressourcer i højlandsområdet i San Marcos.
"Vi mangler ofte vand. Med minen risikerer vi i endnu højere grad at få vandproblemer," siger Ruben Feliciano. Han er koordinator i den lokale organisation AMMID (Sammenslutningen af Mam-Mayaindianere for forskning og Udvikling), der arbejder med at udvikle bæredygtige småbrug i området, hvor over 90 procent af indbyggerne lever i eller under fattigdomsgrænsen.
Herudover er der en række andre væsentlige kritikpunkter mod mineprojektet; at miljøministeriet ikke har personale/viden nok til at monitorere minedriften og den teknologi, der bruges med udvinding med cyanid er risikofyldt, at der ikke er lavet en gedigen miljøvurdering af mineprojektet, og at lokalbefolkningen slet ikke er blevet hørt.
Det skal den i henhold til ILO-konventionen 169, som Guatemala underskrev i 1996, og som taler om, at indfødte befolkningsgrupper "har ret til at blive konsulteret, inden der laves udviklingsprojekter i deres landområder." I de to landsbyer, hvis indbyggere direkte berøres af mineprojektet; San Miguel Ixtahuacán og Sipacapa er henholdsvis 98 procent og 77 procent af indbyggerne mayaindianske.
Der er heller ikke mange, der tror på, at den planlagte Marlin 1-mine vil skabe udvikling, arbejdspladser og velfærd blandt de mange fattige i det vestlige højland.
”Guld og sølv har aldrig skabt velstand for de fattige. Måske er det også sådan, at selv om man ved, der ligger guld i undergrunden, så skal man bare lade det ligge, hvis ikke det kan lade sig gøre at udvinde det på bæredygtig vis og til gavn for de fattige,” var kommentaren fra Álvaro Ramazzini, da han i foråret besøgte Danmark.
| Lov om minedrift |
|---|
| I Honduras blev loven om minedrift vedtaget i 1999 i kølvandet på orkanen Mitch. Her skal mineselskaber betale 1 % i skat til den kommune, hvor minedriften foregår. I Guatemala blev en lov om minedrift vedtaget i 1997 - her skal mineselskaber betale 1 % i skat, som deles mellem kommunen og staten. |
Álvaro Ramazzini er biskop i San Marcos og står i spidsen for de lokale protester mod guldminen.
Biskoppen deltager nu sammen med den katolske kirkes kardinal Rodolfo Quesada i en ny kommission, som den guatemalanske regering har nedsat, og som skal lave en reform af lovgivningen omkring minedrift.
Regeringen har tilsyneladende også bøjet sig for et ønske fra den katolske kirke om et midlertidigt stop for flere minetilladelser.
”Vi vil ikke gennemføre noget, som befolkningen ikke ønsker at blive involveret i. Så indtil videre må vi se i øjnene, at udviklingen af mineindustrien midlertidigt er udskudt – måske i nogle år,” sagde den guatemalanske vicepræsident Eduardo Stein for nyligt.
Bitre erfaringer
Samtidig med at åben guldminedrift øger risikoen for forureningen af vand og jord, viser erfaringer fra lignende miner i blandt andet Honduras, at minedriften ikke som sådan gavner den lokale udvikling - tværtimod.
I den lille landsby San Andrés, der ligger i bjergene i det vestlige Honduras, blev indbyggerne i 1998 tvangsflyttet til en nybyggerkoloni i nærheden, fordi landsbyen lå oven på en guldåre.
"Mineselskabet splittede vores landsby," fortæller Quintín Miranda, der er landsbyleder i nybyggerkolonien, som meget passende fik navnet El Nuevo Andrés (Det ny Andrés).
Quintín Miranda arbejdede i to år for mineselskabet Minerales de Occidente (Minosa), som har minekoncessionen i San Andrés, og som siden 1998 har udvundet guld i en stor åben mine.
For fire år siden stoppede han på grund af sygdom og har stadig problemer med hals og lunger efter at have arbejdet med kemikalier i minen.
Minedriften i San Andrés har også sat sine tydelige spor i landskabet, hvor det enorme mineområde i dag ligger som et kæmpemæssigt arret og støvet månelandskab midt i de ellers grønne bjerge.
Guldminen har resulteret i omfattende skovrydning, forurening af vandet, sygdomme og social splittelse i den lokale befolkning, hvor nogle få har fået arbejde i mineselskabet, mens mange har mistet den jord, de tidligere levede af at dyrke.
Pas på de lokale
Det kontroversielle mineprojekt i San Marcos-provinsen i Guatemala er det seneste og mest aktuelle eksempel på, at mineselskaberne ikke som tidligere kan regne med, at det bare er en formssag at starte et nyt mineprojekt. Heller ikke selv om mineselskabet – som det er tilfældet i Guatemala og i langt de fleste andre lande – har den respektive regerings fulde opbakning.
Geolog og videnskabsjournalist Virginia Heffernan konkluder i en lille rapport ”Gold Mining and Exploration in Central America”, som hun sidste år lavede for det canadisk-ejede mineselskab Glencairn Gold Corporation, at en af de største udfordringer for moderne minedrift er: Modstand i lokalsamfundet.
”Niveauet for efterforskning af guld i Mellemamerika er vokset væsentligt det seneste år. Både fordi der er mange uudforskede forekomster i regionen, fordi prisen på guld på verdensmarkedet er robust og fordi lovene her generelt er meget imødekommende over for minedrift. ...Men pas på, det er ikke nok, at mineselskaber bare ønsker at udvinde højkarat guld i store områder. De selskaber, der opnår lokalsamfundets opbakning, er også dem, der vinder licensen til at grave guld.”
Striden om guldminen i San Marcos har også sat gang i en diskussion i Guatemala, om det overhovedet kan lade sig gøre at lave ”bæredygtig” minedrift – det vil sige minedrift, der ikke skader miljø og naturressourcer, og som skaber en udvikling, der tilgodeser lokalsamfundet.
Den amerikanske hydrogeolog Robert Moran sagde på en konference i Guatemala By sidste år, da regeringen forsøgte at dæmpe protesterne mod Marlin 1-projektet: ”Jeg har aldrig set en mine, der passer ind i min definition af bæredygtig udvikling. I minedrift er der vindere og tabere. Og det er vigtigt at spørge, hvem er vinder og hvem er taber – de fleste vindere bor ikke i nærheden af en mine. Den gyldne regel er, at det er dem, der udvinder guldet, der vinder.”
Artiklen blev bragt i Information september 2005.
Den er skrevet af Linda Nordahl Jakobsen, journalist i Folkekirkens Nødhjælp & Karen Garly Andersen, IU-studerende og praktikant i Folkekirkens Nødhjælp.