|
| 60 årige Ounsa kræver jord og værdighed Foto: Sumit Dayal |
Det er tid til at så, og alle har travlt med at så majs. De små marker, der er lavet i bjergsiderne er frodigt grønne, og der er mange kvinder, der arbejder i markerne. Landsbyen Kala Khetar i Indien ligger inde i det forbudte skovareal. Her lever stammefamilierne hele tiden i frygt for at blive fordrevet fra deres hjem og deres jord.
Det er ikke nemt at komme til Kala Khetar. Men for Ounsa og de 44 andre familier, der bor her, er Kala Khetar deres hjem. I dag vil Ounsa modtage det dokument, der vil gøre ham til den retmæssige ejer af hans jord. Han har sammen med sin familie ventet i meget lang tid på denne dag. Alle 44 familier I landsbyen har udfyldt formularen, men kun fem ansøgninger er blevet behandlet indtil nu. Ounsa er den første i landsbyen, der skal modtage dokumentet, og de andre, der også forventer at få sådan et dokument samt hele hans familie venter i spænding.
Ounsa er 60 år gammel og har to sønner. Han ejer otte bighas (mindre end en ager, red.) jord. "Jeg er født her, og disse bjerge og skove er en del af min identitet," siger han. Ounsa er far til to gifte sønner, og han levede førhen med sin fars familie for foden af bjerget. "I årenes løb byggede jeg dette hus og dyrkede jorden heroppe."
Ounsa drømmer om at give sine børnebørn et ordentligt måltid mad
Han dyrker fire til fem forskellige slags afgrøder: majs og forskellige slags linser. Majs er basisfødevaren for stammebefolkning i disse egne, så han beholder det meste af produktionen til eget forbrug, men det lykkes ham at sælge 40-50 kg på markedet.
"Men vi er afhængige af monsunen, og naturens uregelmæssigheder kan betyde døden for små landmænd som mig. De sidste fire år har været præget af tørke, og derfor er alle vores afgrøder mislykket. Kampen for at overleve og for at give mine børnebørn et ordentligt måltid mad forbliver en drøm. Vi får aldrig nok at spise, og vores børn er altid sultne. "
I høsttiden arbejder Ounsa også for andre. Somme tider rejser han endda til andre distrikterne for at få tilfældigt arbejde som arbejdsmand. Andre gange tager han job som arbejdsmand i byen og pudser huse og er med til at opføre boliger.
|
| Det frodige landskab tæt ved Kala Khetar i Kotda Block i Udaipur i staten Rajasthan i Indien. Foto: Sumit Dayal |
Han fortæller, hvordan skovens ansatte tidligere har generet ham. Hans hus er blevet brændt ned to gange, og flere gange er han blevet tvunget til at skille sig af med sin dyrebare dyr for at formilde de ansatte. Andre gange er han blevet truet med overfald og tvunget til at betale dem penge. Men med tiden er alt dette gudskelov holdt op.
Stammefolks rettigheder over skov og jord
Ounsa er fra en af de mange stammer, der er medlem af den folkelige bevægelse, der hedder Forest, Land and People’s Movement, der blev startet for mange år siden af Folkekirkens Nødhjælp's partner Astha Sansthan.
Forest, Land and People’s Movement rejste det væsentlige spørgsmål om stammesamfundets rettigheder over skoven og mindre skovprodukter. Bevægelsen bredte sig som en løbeild hen over forskellige stater i Indien og var med til at skabe den nye Forests Rights Act 2007. Under denne nye lov har den indiske regering for første gang anerkendt skovsamfund og indfødte stammer som retmæssige ejere og beskyttere af skovområderne.
Alligevel er skovene hurtigt ved at miste deres nytteværdi for mange stammefolk. Ounsa forklarer, at brugen af skoven bliver mindre og mindre. Han kan stadig samle brænde, og hans køer kan græsse inde i skoven, men der er meget få af de mindre skovprodukter tilbage at indsamle.
Ounsas krav om jord og værdighed
Der var en alvorlig tørke i 1986, og det ødelagde alt i skoven. Men Ounsa indså, at han ikke ville kunne bo andre steder. Han har altid boet her og ved ikke, hvordan det vil være at bo et andet sted. Selvom han er analfabet, er han godt klar over værdien af det dokument, der vil gøre ham til den retmæssige ejer af hans jord. Det vil være en sikkerhed for hans familie og mad til hans børn. Jorden er hans livsgrundlag, og hans krav på den er hans krav om værdighed.
Det er gået over seks måneder siden, han udfyldte ansøgningen med sit krav i en lejr, der var oprettet af det lokale selvstyre. Han har fulgt op på det lige siden. I dag er det så den dag, han har fået at vide, at det vil komme, og han er rastløs. Hans nervøsitet skyldes bitre erfaringer fra tidligere. I 1980'erne, da jordrettigheder blev distribueret af Rajasthans regering, modtog han ikke nogen, selv om hans navn stod på listen.
Han har fået oplyst, at det juridiske dokument er sendt af sted fra det lokale kontor, men da tusmørket falder på, er det endnu ikke kommet. Jagten på det juridiske dokument er måske stadig i gang.
Af Priyanka Mukherjee, dokumentationsmedarbejder i Folkekirkens Nødhjælp, New Delhi Indien