|
| Nu'man ligger på den israelske side af hegnet, men indbyggerne har fået Vestbred-ID. Nu er de fanget i midten. |
Nu'man er en lille palæstinensisk landsby sydøst for Jerusalem med omkring 200 beboere.
Efter krigen i 1967 besluttede Israel at udvide Jerusalems bygrænse mod øst, et godt stykke ind på den besatte Vestbred.
Israels anneksion af Østjerusalem betød, at Nu'man ikke længere blev betragtet som en del af Vestbredden.
Men selvom landsbyen nu blev opfattet som en del af staten Israel, blev indbyggerne det imidlertid ikke.
De fik tildelt Vestbred-ID hvilket betød, at de blev betragtet som illegalt boende i de huse, hvor de var født og opvokset.
Mere og mere isoleret
Som tiden er gået, er situationen i Nu´man ikke blevet bedre.
Indbyggerne har ikke lov at komme til Jerusalem eller nabobyen Um Tuba vest for Nu´man, fordi de ikke har det blå Jerusalem ID.
I 1995 besluttede Jerusalem kommune, at da børnene i Nu´man havde Vestbred-ID, var børnene derfor ikke berettiget til at gå i skole i Jerusalem. Skolebørnene fra Nu´man blev derfor overført til skoler på Vestbredden i Al Khas og Beit Sahur.
Det er heller ikke muligt for familie og naboer i de omkringliggende landsbyer at besøge deres familie og venner i Nu’man, da folk med Vestbred-ID ikke må bevæge sig ind på israelsk territorium.
|
| Vejspærring ved Nu'man. |
Så langsomt er befolkningen i Nu´man blevet mere og mere isoleret.
Af vejafspærringer og grænsepoliti mod vest, der kontrollerer at ingen uden de rigtige ID-papirer kommer ind i Jerusalem og hermed Israel.
Af checkpoints og adskillelsesbarrieren (i form af et hegn) mod øst, der har til formål at holde palæstinensere og israelere skarpt adskilt.
Vanskelige adgangsforhold
Familierne i Nu´man føler, at deres bevægelsesfrihed er taget fra dem.
Det gør det ikke lettere, at alt hvad der behøves for at overleve, skal hentes udefra, da landsbyen hverken har butikker, apoteker eller læger til rådighed. Det vil sige, at det gælder om at have et godt forhold til dem, der leverer serviceydelser til landsbyen.
F.eks. er manden, der leverer gas, ikke altid glad for at skulle til Nu´man, da grænsepolitiet tvinger ham til at laste og losse de tunge gastanke, som han har på sin vogn.
Denne form for chikane er meget udbredt Nu´man, og mange har klaget over grænsepolitiets nedladende opførsel overfor palæstinenserne.
Raffineret straf
Da grænsepolitiets tilstedeværelse i Nu´man og omegn er noget svingende, beslutter mange fattige arbejdsmænd fra Nu´man og de andre palæstinensiske landsbyer at tage chancen og begive sig ind til Jerusalem for at sælge deres arbejdskraft.
Hvis de dog bliver stoppet uden Jerusalem-ID, risikerer de at blive straffet. Enten skal de vente ved vejkanten i flere timer, eller de får en bøde.
Dem der har deres muldyr med, kan risikere at blive bundet til muldyret. Muldyret bliver sendt tilbage, hvor det kom fra ved at grænsepolitiet giver det et spark bagi, og muldyret galoperer således af sted med den uheldige ejer efter sig. Selvom dette måske kun skal ses som en form for afskrækkelse, har det sommetider uheldige konsekvenser.
Æsel-ulykker
I starten af januar 2006 var Mahmoud Shawwawra og hans bror på vej til nabobyen Um Tuba for at lede efter arbejde. De blev stoppet af grænsepolitiet, men Mahmoud havde ikke det rette Jerusalem-ID. Omkring klokken 9:00 blev han arresteret og taget med til politistationen i bosættelsen Har Homa tæt ved.
Klokken fire om eftermiddagen blev han fundet af en af beboerne fra Um Tuba, bundet til sit muldyr, slemt tilredt og bevidstløs. Han blev indlagt på Hadassah hospitalet, hvor han fire dage senere af sine kvæstelser.
Mahmoud blev kun 42 år gammel. Han efterlod sig otte børn - den yngste en datter på bare fire år.
Savn - og en hospitalsregning
|
| Shareefa har kun et foto af sin far tilbage |
En regnfuld dag i januar mødte jeg Mahmouds næstældste datter, Shareefa, på 19 år. Hun fortalte, at hun kun ikke havde været udenfor hjemmet, siden hendes far døde 26 dage inden, fordi grænsepolitiet fortsætter med at chikanere familien.
Grænsepolitiet kom for eksempel til huset, den dag Mahmoud skulle begraves. Selvom de holdt en vis afstand, blev det alligevel opfattet som en provokation.
Shareefa fortæller, at Machash (instans for klager over politiet, red.) er ved at undersøge Mahmouds død. Men Machash har allerede udtalt, at intet tyder på, at der skulle være nogen forbindelse mellem Mahmouds anholdelse og ulykken, der skete senere på dagen.
Shawwawra-familien, den fattigste familie i Nu´man, sidder nu tilbage med ingenting, bortset fra en regning på 47.000 shekels for Mahmouds hospitalsophold.
| Mette, civil ledsager efteråret 2005 |