Det skriver Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær Henrik Stubkjær i en kommentar til FN’s nye årsrapport om sult; ”The State of Food Insecurity in the World 2011”
Generalsekretær Henrik Stubkjær skriver videre: FN-rapporten slår fast – hvilket ikke kommer som den store overraskelse for organisationer som Folkekirkens Nødhjælp – at høje og svingende priser især rammer de fattigste hårdt. Selv om de – for størstedelens vedkommende – bor på landet, er de nemlig nødt til at købe deres mad og kan ikke selv producere nok til at sikre deres overlevelse.
Sulten går i arv
Det hævdes nogle gange, at høje priser kan være en fordel, fordi det tiltrækker investeringer til landbruget, så på længere sigt kan høje priser mindske sult. Det gælder desværre ikke nødvendigvis for de næsten en milliard fattigste, som oplever de værste katastrofer, når sultkriserne rammer.
Rapporten fra FAO peger nemlig på, at selv kortvarige udsving i priserne og relativt kortvarige sultperioder kan betyde livslange skader for især børnene – med det resultat, at de som voksne risikerer at få et amputeret liv og have svært ved at sikre overlevelse for sig selv og deres familier. Sulten går i arv!
Tragisk at vi ikke er nået længere
Det er tragisk, at vi nu mere end tre år efter, at sultkrisen ramte verdens fattigste, antager, at antallet af mennesker, der sulter, ligger omkring en milliard. Vi har hørt tal fra Verdensbanken om stigninger på 44 millioner mennesker, stigninger oveni det i forvejen høje tal på 923 millioner mennesker. Desværre ved vi stadig ikke, hvordan vi skal få mere præcise tal på omfanget af sult i verden, og FN’s nye rapport taler stadig om tal tilbage fra 2006-08! Der arbejdes stadig på systemerne.
Det er skandaløst ringe, at verdenssamfundet ikke prioriterer sultproblemet højere – sammenlignet med hvor meget vi f.eks. hører om finanskrisen og bankernes tilstand. Når det gælder noget så livsvigtigt som sult, kniber det stadig med at finde frem til både præcise tal og præcise forslag til, hvordan man griber ind.
Læs mere
Læs resumé Newsrelease (47,64 kB) og sult-rapporten fra de tre FN-organisationer FAO, IFAD og WFP: SOFI2011 (2,78 MB)
Eller på: http://www.fao.org/news/story/en/item/92495/icode/
Landbruget har brug for investeringer
En ting er alle dog enige om: Landbruget har brug for investeringer i både forskning, uddannelse og forbedring af produktionsapparatet. Vi må så i Folkekirkens Nødhjælp tilføje, at investeringer skal målrettes netop de små landbrugere og daglejere, som er sultens ofre. Det duer ikke blot at poste penge i store fonde under Verdensbanken, hvor det vil tage årtier, før det, hvis nogensinde, kommer de sultende til gavn.
Danmarks nye regering – med udviklingsminister Christian Friis Bach – må gå i spidsen og revidere den nuværende udviklingsstrategi, der kun nævner landbrug i forbindelse med støtte til private initiativer. Faktisk fastslår FN-rapporten netop, at offentlige investeringer har en rolle at spille som katalysator, dér hvor den private sektor ikke slår til.
Og det gælder på investeringer, der er målrettet de fattigste og deres ret til et liv, fri for sult. Smålandbrugere og deres ret til jord og andre natur-ressourcer, lokalsamfund og beskyttelse af det miljø, som er afgørende for overlevelse.
Det er skandaløst ringe, at verdenssamfundet ikke prioriterer sultproblemet højere
Klimaindsatsen er afgørende
Afgørende for de sultende bliver også vores indsats for klimaet. FN-rapporten nævner kort, at klimaet kan betyde store omkostninger for landbruget. Denne prioritering burde langt højere op.
Reelt er der brug for en mere målrettet indsats, også for at udnytte landbrugets potentiale til at forebygge klimaforandringer. Vi ved fra vores hverdag i udviklingslandene, at netop katastrofer som sulten på Afrikas Horn rammer de sultende dobbelt hårdt.
Derfor har vi så meget mere pligt i de rige lande til at nedsætte vores CO2-udslip for netop at forebygge katastroferne. Det er i den forbindelse stærkt opmuntrende, at regeringen har lovet at nedsætte Danmarks udslip med 40 procent – et løfte, der da også blev hilst velkommen af verdens fattigste lande som et lyspunkt midt i et deprimerende forhandlingsforløb, hvor verdens rigeste lande, som f.eks. USA, har travlt med at løbe fra deres ansvar. Vi må opfordre den danske regering til at presse endnu voldsommere på for at få EU til at levere lige så positive løfter som det danske!