”I Somalia koncentrerer Folkekirkens Nødhjælp det akutte nødhjælpsarbejde i flere af de hårdest ramte områder i det sydlige Somalia – heriblandt Gedo-provinsen. Det gør vi fordi vores samarbejdspartnere har gode lokale relationer i det område,” lyder det fra Folkekirkens Nødhjælps katastrofekoordinator Christer Lænkholm.
Nødhjælpen når frem
”De lokale relationer betyder blandt andet, at nødhjælpen kan nå helt ud til dem som har allermest brug for den," siger Christer Lænkholm. Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Somalia udføres gennem samarbejdspartnere i ACT Alliance, som har arbejdet i Somalia siden 1993.
Sult på Afrikas Horn
13 millioner mennesker på Afrikas Horn har brug for hjælp, og antallet stiger dag for dag, meddeler FN. Værst ser det ud i Somalia, hvor der er blevet erklæret hungersnød i flere områder.
Folkekirkens Nødhjælp arbejder på højtryk for at få hjælpen ud til de sult-ramte i Kenya, Etiopien og Somalia.
”Vi kan ikke komme frem overalt i Somalia med nødhjælp, for nogle områder er simpelthen så farlige, at man slet ikke kan komme frem med hjælp. Men vi kommer frem med nødhjælp i Gedo-provinsen,” forklarer Christer Lænkholm.
På grund af ACT Alliances veludviklede netværk af lokale nødhjælpsorganisationer bliver cirka 6 millioner kroner brugt på det, der gør mest gavn lige nu, nemlig vand, mad og medicin.
Folkekirkens Nødhjælp har indtil videre indsamlet over 29 millioner kroner til hjælp til Afrikas Horn.
Pengene kommer fra private bidragydere, fra samarbejdet med Kristeligt Dagblads læsere og fra den store fælles tv-indsamling Afrika Nu!
