| Øjenvidne i Gaza |
|---|
| I maj 2009 fik de første internationale medarbejdere fra Folkekirkens Nødhjælp tilladelse til at rejse ind i Gaza.
Læs flere indtryk
Læs også om |
Mens mange i Gaza forgæves forsøgte at komme ud, forsøgte vi at komme ind.
Folkekirkens Nødhjælp har i flere måneder forhandlet med de israelske myndigheder om at opnå indrejsetilladelse for medarbejdere fra Folkekirkens Nødhjælp – uden held.
Mennesketom grænseovergang
I den 2. uge af maj lykkedes det endelig at opnå Israels tilladelse. To katastrofemedarbejdere rejste ind gennem Eretz, hoved-overgangen mellem Israel og Gaza.
I en enorm bygning, der ligner en hangar i en lufthavn - flere hundrede meter lang, med 30 meter til loftet og med 24 kontrolposter, hvorfra israelske embedsmænd kan kontrollere tusindvis af menneskers bevægelse ind i og ud af Gaza.
Kun en kontrolpost var åben – bygningen var uhyggelig tom.
Vores opgave var at tilse det arbejde, der udføres af Folkekirkens Nødhjælps lokale medarbejdere og partnere – og at få et førstehåndsindtryk af følgerne af krigen og den økonomiske isolering af Gaza.
Underernæring og masser af hjemløse
| Partneren National Agency for Family Care bespiser hjemløse familier. |
Folkekirkens Nødhjælps partner, Det Mellemøstlige Kirkeråd (MECC), er begyndt at uddele mælk til fejlernærede børn, og MECCs partner, National Agency for Family Care, bespiser familier, hvis hjem blev ødelagt under krigen.
Titusinder af hjem er ødelagte – også det hus, Folkekirkens Nødhjælps medarbejder Omar Al Majdawi, boede i.
På grund af den økonomiske blokade kan de ikke få udskiftet de ruder, der blev blæst ud under krigen.
Byggesektoren er lammet
| Folkekirkens Nødhjælps lokale medarbejder, Omar Al Majdawi, viser sit gamle soveværelse. |
Heller ikke hundreder af igangværende byggearbejder, bl.a. reparation af hjem og skoler, som blev ødelagt af israelske bombardementer - kan komme videre.
Overalt skæmmer halvfærdige bygninger Gazas landskab.
Men hvor byggerier i mange afrikanske lande bliver forladt af dumdristige forretningsmænd er Gazas lammede byggerier finansieret af internationale donorer og betalt af skatteydere.
FN også lammet
| I Rafah finansierer UNWRA nybyggeri af skoler og lejligheder - men byggeriet er gået i stå. |
Jeg talte med en medarbejder i UNWRA, FNs flygtningearbejde i Gaza og områdets største nødhjælps-organisation, som er ansvarlig for hundreder af byggearbejder i Gaza.
”FNs højeste embedsmand i Gaza besøgte mig for nylig og bad om en liste over de byggematerialer, jeg har brug for for at komme videre. Jeg fortalte ham, at det drejer sig om tusinder af materialer. Jeg gav ham en liste, som er blevet givet til Nethanyahu personligt. Men der er stadig ingen fremskridt,” fortalte FN-medarbejderen.
