sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Ikke-vold ved tjekpoint
Print
Stemningen ved de israelske tjekpoints på Vestbredden er ofte særdeles anspændt. Lea, udsendt som civil ledsager, fortæller om en situation, hvor ikke-vold overtrumfede en timelang lukning af det store Huwwara-tjekpoint.
14.12.2005

Nader i midten venter ved tjekpointet

Midt i november var Nader, leder af YMCAs rehabiliteringsprogram i Beit Sahour, på vej hjem fra Nablus. Da han ved 14.00 tiden kom til tjekpointet Huwwara syd for Nablus, ventede mange mennesker, fordi tjekpointet var lukket.

Forklaringen lød, at en mand havde overgivet sig til de israelske soldater (IDF), efter at han havde bevæget sig gennem menneskemængden med sprængstof. Han fortalte efter sigende selv IDF og folk omkring ham, at han havde et bælte med sprængstof i sin plasticpose. Herefter blev han lagt i håndjern og ført væk.

Faren fjernet – tjekpointet stadig lukket

IDF holder stadig mængden tilbage

Men den ventende menneskemængde; gamle og unge, folk på vej hjem fra arbejde, fra universiteter og skoler, blev stadig tilbageholdt. Da de spurgte om hvorfor, fik de besked på at holde mund og gå tilbage. Disse ord flød i en vedholdende strøm fra soldaternes højtalere.

Soldaterne skubbede de folk tilbage, der kom for tæt på, forhindrede kvinder med børn i at sætte sig ned for at hvile og sparkede nogle ældre mænd op, der havde vovet at sætte sig.

Ved 16.00-tiden hørtes en mindre eksplosion. Nader fortæller, at man kunne se støv og røg, men ingen vidste om det var føromtalte sprængstof.

Timelang ventetid

Folk begyndte igen at skubbe på for at komme igennem tjekpointet, men uden held. Ingen fik lov til at komme igennem, heller ikke de humanitære køretøjer, der også ventede.

Efterhånden var omkring 3500 mennesker samlet, og folk var utålmodige. Der er ingen toiletter eller butikker ved tjekpointet, og det var ved at blive koldt.

Unge mænd mellem 18 og 22 tages fra

Soldaterne begyndte nu at tage nogle unge mænd i alderen 18-22 år fra. De tog deres ID og tvang mændene til at strippe det meste af deres tøj foran hele mængden. De blev undersøgt for skjult sprængstof.

Nader var vred, men positivt overrasket over, at alle forholdt sig roligt og gjorde hvad der bliver sagt. Ingen kastede med sten eller skubbede. I stedet for talte man om hvad der kunne gøres. Skulle man fortsætte med at vente, eller måske bare begynde at gå?

Folk begynder at gå

Folk forholdt sig afventende, indtil der pludselig skete noget. Alle begyndte på en gang at bevæge sig fremad. Skridt for skridt

Omkring 30 soldater skubbede folk tilbage, og Nader, som gik i forreste række, fik et slag over skulderen med en geværkolbe.

Soldaterne var tydeligvis overraskede. De råbte at de ville skyde, pegede på menneskemængden med deres geværer, skød op i luften og kastede lydbomber, men folk fortsatte med at gå.

Soldaterne blev hurtigt absorberet i mængden, ingen talte eller skubbede til dem. Folk gled bare i en lind strøm udenom dem og deres jeeps, frem til tjekpointet som de passerede. Da var klokken næsten 18.30.

På den anden side ventede folk på vej til Nablus. Da de så menneskemængden nærme sig, begyndte de selv at gå og løbe, og på kort tid er alle igennem tjekpointet.

Ikke-voldens sejr

Glæden ved at være kommet igennem var bekræftende. Omkring sig så Nader alle de andre smilende og leende ansigter. Folk der før havde ventet trætte og opgivende var nu opfyldte af ny energi.

Det var lykkedes dem at passere et lukket tjekpoint. De havde taget hånd om situationen, modarbejdet IDF og den israelske besættelse og havde gennemført missionen.

Uden tilskadekomne eller arresterede, og uden vold.

Ikke-vold som redskab

Denne eftermiddag var et godt eksempel på en ikke-voldelig handling, der beviser, at det er muligt at ændre på tingenes tilstand.

Ikke-vold viste sig som et redskab til at overvinde den vold, der ofte forekommer ved tjekpoints over hele Vestbredden. De ventede kunne have fortsat med at vente, forsøgt at blive i Nablus eller de kunne have grebet til vold for at tvinge sig vej igennem. I stedet gik de i samlet flok roligt fremad og opnåede dermed et resultat.

Derfor bør det palæstinensiske folk blive bedre til at bruge ikke-vold som et redskab, mener Nader og tilføjer, at man burde bruge mere tid på at udbrede ikke-voldelige principper i de palæstinensiske lokalsamfund.

Ikke-vold i YMCAs arbejde blandt børn

Ikke-vold er derfor også et af nøgleordene i YMCAs (det palæstinensiske KFUM, red.) arbejde. Alle deres aktiviteter er ikke-voldelige, fordi ikke-vold er den mest funktionelle måde at modarbejde den israelske besættelse på. Og det er nødvendigt at modarbejde besættelsen, fordi det i høj grad er den, der forårsager det palæstinensiske folks problemer.

En del vigtig del af YMCAs arbejde finder sted i lokalsamfundene.

I ekstra hårde perioder tager YMCAs psykologer ud og holder workshops, temadage og underholder og leger med de børn, der har været udsat for traumatiske oplevelser. Oplevelser, der medfører stres, spændinger og usikkerhed, og som psykologerne bearbejder gennem snak og leg.

Psykologerne underviser forældrene i at fortsætte arbejdet, så det er bæredygtigt, når psykologerne forlader området. Arbejdet er indirekte fokuseret på ikke-voldelig undervisning.

Psykologerne forsøger at give børnene nogle redskaber til at komme sig over traumatiske oplevelser og hjælpe dem til at komme videre med deres liv. .

Stressede og deprimerede børn

Palæstinensiske børn oplever ofte voldsomme begivenheder. Mange skades på krop og sjæl.

YMCAs arbejde med børn og unge med problemer bliver mere og mere nødvendigt på Vestbredden, og spørgsmålet er om arbejdet ikke burde gøres mere permanent. I øjeblikket rykker psykologerne først og fremmest ud i krisesituationer.

Behovet understreges i den nye FN-rapport, der viser, at over 33 % af palæstinensiske familier har bemærket at et eller flere af deres børn viser symptomer på psykologiske og socialt betingede sygdomme såsom stress, depressioner og nervøsitet.

Lea, civil ledsager efteråret 2005


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne