|
|
Af Mie Elgaard Rasmussen, lærerstuderende i Odense |
Som volontør for Folkekirkens Nødhjælp opholder jeg mig lige nu på en skole for forældreløse piger efter at have boet to måneder hos en fattig familie i det sydlige Zambia. Jeg er så tæt på, som man kan komme.
Jeg opfatter hele diskussionen om fattigdomsturisme som fine, tænkte eksempler, der slet ikke giver nogen mening i en afrikansk landsby eller i et program for forældreløse.
Som vestlige og hvide er vi vant til at have en værdi i os selv; vi betyder noget, vi bliver respekteret.
Sådan hænger verden ikke sammen i Zambia. En almindelig, sort familie har aldrig været andre steder end i den landsby, hvor de bor. De klarer sig med, hvad de kan plante på marken, finde i bushen og hvad der er råd til at købe. De lever med truslen fra aids helt inde på livet. Derudover er de vant til ikke have den ringeste betydning for folk, der er mere end dem selv, hvad enten det er i landsbyen eller helt i Vesten.
For selv i Zambia har jeg mødt mange mennesker, der aldrig har været i nærheden af en landsby og som ikke ved, at der er fattige mennesker, der sulter. For disse mennesker kan I tro, det skaber opmærksomhed, når en hvid dansker fra en respekteret organisation kommer og bor hos disse "ligegyldige" familier. Det skaber opmærksomhed, at en hvid pige gider bruge sin tid på at leve hos og tale med familien, lege med børnene og spise deres mad.
Det skaber ikke bare respekt om den familie, man bor hos. Det skaber et bindeled mellem to modsatrettede verdener, den fattige og den rige, som ellers aldrig mødes. Det gør, at de zambiske mennesker, der har midlerne til at gøre noget ved levestandarden for almindelige landsby-zambiere, får øjnene op og begynder at se deres landsmænd og deres problemer.
Samtidig skal man heller ikke undervurdere, hvilket indtryk det gør på danske bidragsydere at høre fra en, der har set de projekter, deres penge går til. For penge er jo et evigt tilbagevendende spørgsmål, når man taler om udviklingsarbejde. Hvad går pegene til, og nytter det noget?
For mig er der igen tvivl om, at udviklingsarbejde betyder en kæmpe forskel for den helt almindelige zambiere, og jeg kan kun opfordre alle til engang imellem at skubbe spørgsmålene til side og være med til at gøre en forskel.