|
| Happening under klima-topmødet i Poznan. |
Jeg sidder til min første klimaforhandling. Jeg har placeret mig på gulvet, op ad en væg sammen med hundrede vis andre, da pladserne på stolene for længst er fyldt ud.
Forrest sidder de delegerede: forhandlerne fra de forskellige lande. Dem der skal nå til enighed og træffe beslutninger.
Bagved sidder journalisterne og alle os fra interesseorganisationer.
Vi lytter alle, og vi lytter meget opmærksomt, for det kan være svært at følge med i hvad, der bliver sagt når en skiftende stemme et eller andet ubestemmeligt sted i salen bekendtgør hvad dette og hint land mener.
Teknologioverførsel og finansiering
Emnet er teknologioverførsel og finansiering. To af de helt store spørgsmål i forhandlingerne.
Teknologioverførsel er især et vigtigt forhandlingsområde for de fattige lande.
De har brug for de rige lande hjælp hvis de skal sætte ind overfor klimaforandringer samtidig med at de skal have mulighed for at forsætte med en økonomisk udvikling.
Formindskning af udslip - og tilpasning til klimaændringer
Overordnet er der tale om to typer teknologi, som ulandene har behov for at få overført fra de rige lande.
Den ene type af teknologi hjælper med at formindske udslippet af eksempelvis drivhusgasser såsom energi fra vindmøller og solceller, mens den anden teknologitype hjælper landene med at tilpasse sig de ændringer som klimaforandringerne medfører og som rammer ulandene hårdest f.eks. nye, robuste typer af såsæd, vandtrædepumper og mulighed for at lave saltvand om til ferskvand.
Flere af disse teknologier findes allerede, så egentlig burde der ikke være så meget at diskutere.
Men hvem skal betale?
På trods af dette, er uenighederne mange. Først og fremmest er der hele finansieringsspørgsmålet: hvilke lande skal betale og hvor meget skal de betale.
Herefter følger spørgsmålene om hvor stor en rolle markedet skal spille, hvordan man skal forholde sig til teknologivirksomhedernes intellektuelle ejendomsrettigheder, og hvordan den institutionelle ramme omkring teknologioverførsel bør være.
U-landene har forslag - de rige lande ikke
Inden jeg tog til klimaforhandlingerne i Poznan havde jeg læst mange af landenes forslag til hvordan problemstillingerne kunne løses.
Af disse forslag fremgik det at u-landene har progressive bud på, hvordan overførslen af teknologi sikres.
Eksempelvis er de kommet med et konkret forslag om at oprette en institution under FN, der særligt tager sig af teknologi overførsel og som råder over en fond øremærket overførsel af teknologi.
De konkrete løsningsforslag fra de rige landes side har derimod været så godt som ikke eksisterende, og handler mest om at understrege vigtigheden af markedsmekanismerne i udbredelsen og overførslen af teknologi.
Taktik, forhandlinger - og ikke at handle
Jeg er derfor spændt idet jeg sidder på gulvet inde til forhandlingerne: vil landene mon nærme sig hinanden på trods af de meget modsatrettede forslag de har lagt på bordet inden de kom?
Til min store ærgrelse virker det som om at mine bange anelser bliver opfyldt.
Flere af u-landene bringer konkrete forslag på banen, men da Frankrig taler på EU's vegne siger de blot at de har lyttet til forslagene, at teknologi er vigtigt, at den private sektor er vigtig og at den offentlige sektor er vigtig.
Det er i dette øjeblik at det går op for mig at dette ikke bare er tomme ord. Ikke at sige noget, er mindst ligeså taktisk som at komme med konkrete forslag. Ikke at handle, er også en handling.
Måske har forhandlingerne i Poznan bragt landene tættere på en aftale omkring teknologioverførsel.
Måske begynder flere af landene at nu at bruge de samme ord og tale mere i det samme sprog.
Sikkert er det dog, at tempoet i forhandlingerne skal sættes op, for tiden for at nå en ordentlig aftale i København næste år er ved at løbe ud.