Mens jeg halvt går, halvt løber gennem regnen, kan jeg mærke, at jeg bestemt ikke er forberedt på en naturkatastrofe. Og slet ikke én, der rammer det samfund, jeg bor i.
Da jeg ankommer til den hal i landsbyen Comitancillo i Guatemala, hvor jeg arbejder som voluntør for Folkekirkens Noedhjaelp, er jeg gennemblødt af den voldsomme regn, der har haglet ned fra himlen i mere eller mindre 3 døgn.
Jeg kigger forvirret omkring og ser de tre familier, der netop er blevet evakueret. Den voldsomme regn har bevirket, at mudder er styrtet ned over deres huse, og de kan derfor ikke længere opholde sig i dem af frygt for liv og lemmer.
| Profil |
|---|
| Anne Pallisgaard Rasmussen har siden august været udsendt som volontør hos Folkekirkens Nødhjælps guatemalanske partner AMMID. AMMID er en lokal organisation, der arbejder med fødevaresikkerhed, kvindegrupper, produktion og salg af traditionelt håndværk, genskovning og bygning af skoler. Anne er udsendt som volontør sammen med Sofie á Rogvi. |
Byen Comitancillo, med omkring 1000 indbyggere, er denne regions hovedstad, og mennesker fra de mange små omkringliggende landsbyer bliver derfor evakueret hertil.
I løbet af eftermiddagen ankommer flere og flere familier til hallen. De kommer til fods, eller de er blevet hentet i pick-ups og landsbiler, der trodser den hårde regn og de mudrede veje.
Da vejnettet her ikke er asfalteret og derfor ødelagt af den hærgende regn, er det utroligt farligt at bevæge sig ud; men det er endnu mere farligt for familierne at blive i deres ler- og jordhuse i landsbyerne, og derfor kommer stadig flere og flere til Comitancillo.
Med den stadigt voksende menneskemængde begynder alvoren at gå op for mig. Da elektriciteten gik for 2 dage siden, har det ikke været muligt at følge med i hverken radio, på tv eller på nettet angående orkanen Stans ankomst.
Men da regnen fra Stan langsomt begynder at gøre de høje bjerge usikre, bliver det klart for mig, at jeps; det er orkansæson og ok; orkanen har fundet mit lille samfund.
Der er dog ikke meget tid til at tænke og reflektere over situationens alvor. Det er nærmere tid til handling, for de evakuerede familier skal have tørt tøj, mad, tæpper og stearinlys, til når mørket falder på.
Jeg ser organiseringen af hjælpen omkring mig foregå med en utrolig munterhed og venlighed, og det undrer mig, at de andre kan holde følelserne i ro. Men for mig er der ikke andet at goere end at hjælpe til og give en hånd med, hvor der er brug for det.
Sofie, der også er her som voluntør, og jeg hjælper kvinderne med madfordelingen til de efterhånden 650 børn og 280 voksne, der har samlet sig i løbet af det foregående døgn.
Vi snakker med familierne, og især børnene synes, at vi er spændende. Deres forældre er trætte og udmattede efter evakueringen, og da vi har energi til at lege sanglege og spille bold med dem, synes børnene godt om os.
Dagen efter har vi taget farver og papir med til ungerne, og mange af dem vil meget gerne være med til at tegne og snakke om, hvad de tegner. Det er ikke alle af hallens mange børn, der har mod på at komme hen og se, hvad der sker, men hurtigt har der samlet sig en flok på 30–40 unger, der alle med store smil spørger om 1000 ting, driller hinanden og vil have en del af opmærksomheden.
Jeg kan mærke, at det også hjælper mig og min nyudviklede indre pædagog at være sammen med børnene og på den måde være aktiv og ikke tænke alt for meget på den hårde regn, der stadig tromler ned over hallens tag.
Men dog viser bekymringen sig på de voksnes ansigter, og når nye informationer mellem de administrerende grupper udveksles. Den lokale organisation, jeg arbejder med, AMMID, er en af de ressourcestærke institutioner, der har stået for organiseringen af evakuationen.
Det samme har kirkens folk, postbudet og borgmesterens administration, mens mange andre af Comitancillos indbyggere også møder op for at deltage og hjælpe med mad og drikke, tøj og tæpper. Nye rapporter om nedstyrtede huse og dødsfald ikke langt herfra gør, at stemningen er trykket, og alle spørger hinanden, om hvem der har ny information.
Efter 3 dage i hallen, der er på størrelse med en dansk sportshal, sidder den søde lugt af sved, manglende adgang til vand at vaske sig i, madlavningen og de mange stearinlys i hår og tøj. Lugten vælter ud af hallen, og børnenes hænder er fedtede, når vi holder hinanden i hånden og leger sanglege.
Situationen er alligevel ikke til at overskue grundet manglende ekektricitet, så jeg koncentrerer mig om ungerne, da der ikke er andet at gøre end at klø på med arbejdet og afvente nye informationer.
Og så sker det, at jeg på evakueringens fjerde dag vågner op til tørvejr og sol højt på himlen! Men så mister jeg til gengæld koncentrationen, for under en vild omgang boldkastning på gaden med en gruppe af ungerne falder jeg over mine egne ben og får en slem forstuvning på venstre fod.
Der er hurtigt en læge i nærheden, og efter behandling på åben gade med en kæmpe flok interesserede og fascinerede børn og voksne omkring den faldne kriger, får Sofie bugseret mig hjem i seng. Derfor oplever jeg ikke at se, når familierne igen kan forlade hallen og begynde turen til deres ødelagte hjem timers gang fra Comitancillo.
Men til gengæld får jeg flere sygebesøg af ungerne, og da min yndligsdreng José og hans bedstemor skal hjem fem dage efter evakueringens begyndelse, kommer de forbi mit sygeleje for at sige farvel. Bedstemoren giver mig flere knus og kram, og da José vinker farvel, er jeg ved at tude.
Det er også første gang, siden jeg blev klar over, at naturkatastrofen stod for døren, at jeg har tid til at tænke over konsekvenserne af den voldsomme regn og ikke blot handle efter omstændighederne.
Det er hårdt at tænke på, hvordan de mange familier, med deres i gennemsnit 8 børn pr. husstand, skal få deres hverdag til at fungere igen. De er så utroligt afhængige af deres nu ødelangte afgrøder og døde dyr, og de skader, deres land har lidt, vil tage år at genoprette.
Det vil betyde en yderligere forværring og forlængelse af de problemer, for eksempel fejlernæring, dårlig skolegang og underudviklet infrastruktur, de fattige mayaindianske familier i denne region lever med.
Hjælpen er så småt på vej fra nationale og især internationale donorer, men det vil tage år at genoprette livet, som det var før orkanens indtræffen.