Gennemsnitsindkomsten i Gaza er 600 dollars pr. person pr. år. Det er mindre end de to dollars om dagen, som udgør den fattigdomsgrænse, Verdensbanken har fastlagt.
To tredjedele af befolkningen i Gaza er arbejdsløse. Portene til og fra Gaza-striben er lukkede, de eneste arbejdsgivere i området er FN, hjælpeorganisationer og forskellige offentlige kontorer under Det Palæstinensiske Selvstyre.
Der findes ikke nogen privat sektor. Selv bosætternes drivhuse, som private amerikanske jøder opkøbte og overgav til palæstinenserne, er mestendels forladte.
I sommeren 1967, da Israel besatte Gaza, lå levestandarden i Gaza på omkring 75 % af levestandarden i Jordan. I dag ligger levestandarden på mindre end 25 % af Jordans.
I skyggerne af den israelske besættelse blev Gaza-striben den mest forarmede stribe land i den vestlige verden.
Åbne døre
Det skete ikke lige på én gang. Frem til Oslo-aftalerne var den officielle israelske politik at lade økonomien i de besatte områder, især i Gaza, tilgodese behovet på det israelske marked.
Israel åbnede sine døre på vid gab for palæstinensiske arbejdere, samtidig med at man forhindrede palæstinenserne i at udvikle deres egen økonomi.
I næsten tre årtier, frem til 1995, var byggeinvesteringerne i de besatte områder – bortset fra i bosættelserne – stort set lig nul.
Skaberen af denne politik var Moshe Dayan, på trods af indædt modstand fra den daværende finansminister, Pinchas Sapir.
I hele denne periode gentog israelske talsmænd: Det er meget vigtigt for os at indbyggerne i territorierne (som endnu ikke blev kaldt ”palæstinensere”) opnår økonomiske privilegier, for økonomisk velstand kan overvinde terror.
Begrebet ”økonomiske privilegier” betød ikke selvstændig økonomisk udvikling, men nærmere en uddybning af palæstinensernes afhængighed af de israelske arbejdsgivere.
Udviklingen efter Oslo-aftalerne
Efter Oslo-aftalerne, og især efter den økonomiske protokol mellem Israels finansministerium og PLO, forstod Israel endelig behovet for – og måske om end kun et øjeblik – fordelene ved at udvikle en uafhængig økonomi i de palæstinensiske områder.
Men de redskaber, der skulle have opbygget en palæstinensisk økonomi var mangelfulde i forhold til udgangspunktet. I stedet for at bero på udenlandske investorer og forretningsinitiativer blev arbejdet i stort omfang overladt til en gruppe rige lande, ”donor-lande”.
De skabte et enormt bureaukrati, som hældte otte milliarder dollars i Det Palæstinensiske Selvstyre – et beløb nærmest uden fortilfælde.
Hvor blev pengene af? De gik til udvikling og opretholdelse af forskellige sikkerhedsstyrker. Til at befæste det lokale bureaukrati, til unødvendige investeringer i infrastruktur, forskellige ”hvide elefanter” og til offentlige ydelser som sundhed, uddannelse, nødhjælp og industri.
Bedring og kollaps
Det var først i 2000, at Det Palæstinensiske Selvstyre begyndte at se tegn på, at det lokale handelsliv var ved at vågne op. Der blev bygget et casino, handlet med Israel og talt om industrialisering.
Men så kom den 2. Intifada og udraderede det hele: Den palæstinensiske økonomi blev bremset af de mange udgangsforbud, vejspærringer og målrettede likvideringer.
Arbejdsløsheden og fattigdommen fik afrikanske proportioner. En milliard dollars i hjælp udefra gik til basale fornødenheder såsom fødevareuddeling, skoler og medicin.
Gennem hele perioden blev vi ved med at tale om at vi ville ”forbedre livskvaliteten i territorierne” for at modarbejde terror. Disse forsikringer fortsætter den dag i dag.
Hvad vi ikke lærte
Og endnu en gang taler velstående lande om storslåede planer for palæstinenserne til melodien af milliarder af dollars. Drømmerne søsætter igen forslag til ”industri-zoner” og ”investeringer i infrastruktur”.
Men i mellemtiden forbliver den eneste iltforsyning til den palæstinensiske økonomi, Carni-overgangen, nærmest hermetisk tillukket.
Hvis man ser på resultaterne, er det klart at Israel ikke ønsker – og aldrig har ønsket – at indbyggerne i Gaza skal udvikle deres egen økonomi. Hvis man ser på resultaterne, kan man kun konkludere, at Israel har en interesse i at bevare Gaza fattigt, desperat og arbejdsløst.
Og ikke alene Israel – den palæstinensiske ledelse har ikke løftet en finger for at skabe en økonomisk udviklingsproces.
Ligesom Hamas ønsker Det Palæstinensiske Selvstyre at Gaza forbliver et ”økonomisk fængsel”, for i et fængsel er der ikke nogen, der behøver tage et ansvar.
I et fængsel er det altid nogen andre – besætteren, fængselsbetjenten – der er skyld i de fængsledes elendige tilstand.
Den dystre økonomiske situation i Gaza vil fortsætte, fordi det gavner mange af parternes særinteresser – undtagen selvfølgelig lige Gaza-borgernes.
Men hvem interesserer sig for dem?
Sever Plocker
Erhvervsredaktør
Yedioth Ahronoth