'Et hidsigt vindstød hvirvler sandet op og over mod en gruppe mennesker, der har søgt sammen mellem nogle afskallede gule bygninger. I små klumper sidder børn og voksne med deres familier. Mange af børnene ser elendige ud - udhungrede, slappe og apatiske.'
Sådan startede beretningen fra en af de første danske hjælpearbejdere, der i april 2004 nåede frem til den lille landsby Kaas i Sudans Darfur-område. For mange af de første hjælpearbejdere, der nåede ud til Darfur, stod to ting ubehageligt klart.
For det første var det indlysende, at hjælpeindsatsen, der nu endelig var på vej, var kommet for sent for hundredetusinder af mennesker, hvis liv allerede lå i ruiner rundt om i Darfurs nedbrændte landsbyer.
For det andet kunne hjælpearbejderne konstatere, at udfordringen ikke 'kun' var at skaffe mad, medicin, vand og tæpper frem til et par millioner mennesker i en svært fremkommelig del af Afrika.
Udfordringen var i mindst lige så høj grad at skabe en eller anden form for beskyttelse af de civile ofre for konflikten i Darfur. Beskyttelse mod angreb, myrderier, voldtægter og ildspåsættelse fra både de sudanesiske regeringsstyrker, dens allierede militser - de berygtede Janjaweeds - og de oprørsgrupper, der havde startet konflikten i 2003.
Seminar om beskyttelse af civile
I disse dage (den 10.-11. september) mødes nødhjælpsarbejdere, diplomater og andre eksperter i København for at udveksle erfaringer med at beskytte civilbefolkningen i Sudans Darfur-område mod overgreb, mord og voldtægter. Med seminaret ønsker Udenrigsministeriet og Folkekirkens Nødhjælp at fastholde opmærksomheden på krisen i Darfur. Samtidig ønsker vi at styrke kommende FN-missioner til Darfur og andre af verdens kriser, når det gælder om at beskytte civilbefolkningen mod overgreb.
Beskyttelse af civile har været et vigtigt element i mange andre konflikter, men sjældent har det markeret sig så massivt som i Darfur. Uanset hvor desperat de manglede mad og vand, tryglede beboerne i adskillige lejre og landsbyer hjælpearbejderne om ikke at komme med nødhjælp.
Frygt for at nødhjælp tiltrækker overfaldsmænd
Flygtningene frygtede ganske enkelt, at forsyninger med mad, tæpper og medicin ville tiltrække endnu flere brutale overfald fra Janjaweed-militserne, der konstant lurede på alt og alle blot et par hundrede meter borte.
Derfor blev det 'beskyttelse først - dernæst nødhjælp', der prægede mange hjælpearbejderes planer og handlinger i Darfur. Erfarne folk i både organisationerne og hos større donorer som for eksempel det danske udenrigsministerium har hele tiden vidst, at egentlig effektiv beskyttelse kun kommer med en varig politisk løsning og fredsaftale i Darfur. Men samtidig vidste både hjælpearbejdere og diplomater, at det ville tage lang tid at nå en fredsaftale. Ligesom de vidste, at der altid er langt fra diskussioner og beslutninger i Den Afrikanske Union (AU) og FN’s Sikkerhedsråd til snavset og støvet og overgrebene i et sted som Darfur.
NGO'er den mest effektive tilstedeværelse
Så mens AU fra 2004 og frem sendte en fredsmission til Darfur, og FN’s Sikkerhedsråd i samme periode engagerede sig i en række diplomatiske initiativer for at stoppe konflikten og overgrebene, udgjorde cirka 14.000 sudanesiske og internationale hjælpearbejdere det internationale samfunds største og mest effektive tilstedeværelse i Darfur.
Derfor er indsatsen i Darfur blevet det hidtil mest intensive forsøg på at gøre beskyttelse af civile til en hjørnesten i internationalt hjælpearbejde.
Den strategi har haft det svært i mødet med virkeligheden i Darfurs lejre og landsbyer. Som det kan aflæses af FN’s daglige sikkerhedsrapporter, fortsætter overfald og voldtægter ud over det meste af Darfur og har gjort det uden afbrydelse siden 2003 og frem til i dag.
Men samtidig er det vigtigt at notere sig, at både Darfurs millioner af flygtninge og fordrevne og langt de fleste erfarne iagttagere vægrer sig mod at tænke på, hvordan situationen ville have set ud, hvis det ikke havde været for den målrettede indsats for beskyttelse af civile. Hvis det, der er sket i Darfur, ikke kan kaldes et folkemord, så er det måske netop på grund af denne indsats.
Vi kan kun spekulere - og så kan vi lytte til de tusinder af røster i Darfurs lejre, der dagligt trygler vores folk om at blive hos dem, fordi det giver en oplevelse af beskyttelse mod fortsatte overgreb. I dele af Darfur lykkedes det for eksempel i en periode at få soldaterne fra AU til at beskytte kvinderne og de store piger, når de forlod deres hjem i lejrene for at samle brænde. Disse eskorter fik antallet af voldtægter til at falde dramatisk.
Beskyttelse af civile vigtig del af hjælpeindsats
Beskyttelse af civile (eller manglen på samme) har længe været et vigtigt element i hjælpeindsatsen i konfliktzoner. Somalia, Rwanda, Balkan, Tjetjenien, Congo - for blot at nævne nogle få.
Den slags konflikter har demonstreret et voksende dilemma mellem en mere og mere velsmurt og professionaliseret 'nødhjælps-maskine' og så en meget begrænset evne til at beskytte modtagerne af hjælpen fra systematisk og målrettet vold.
Hvor mange gange har hjælpearbejdere ikke måttet se passivt til, når patienterne i en klinik for underernærede børn blev dræbt eller såret under fornyede angreb - lige som de ellers var begyndt at få det bedre?
Som en reaktion på det dilemma flere steder er der ved at ske et skift i gængs humanitær tænkning. Diplomater, hjælpearbejdere og nogle få militærfolk er begyndt at udvikle principper og metoder for at fremme beskyttelsen af civile. I FN-kredse er det grundlæggende princip kommet til at hedde 'Ansvar for at Beskytte' ('Responsibility to Protect').
Dette princip fik for alvor vind i sejlene med et studie udgivet af en gruppe førende diplomater i 2001. Kampagnen fortsatte med en erklæring om at fremme beskyttelsen af civile ved FN-topmødet i 2005, og princippet blev endeligt slået fast i en FN Sikkerhedsråds Resolution (1674) sidste år. Danmark har arbejdet for dette princip i relevante internationale forsamlinger - ikke mindst i de to år, hvor vi havde en plads i FN’s Sikkerhedsråd.
Darfur er en test af det internationale samfund
På godt og ondt er Darfur blevet den humanitære krise, hvor den internationale opmærksomhed på beskyttelse af civile er blevet testet i virkelighedens verden.
Med seminaret i København giver Udenrigsministeriet og Folkekirkens Nødhjælp nogle af Darfurs mest hårdtprøvede praktikere en mulighed for at udveksle og opsamle erfaringer.
For at beskyttelse af civile kan virke, er det nødvendigt at alle aktører i en FN-mission arbejder for det. Det sker ikke i fuldt omfang i dag. Derfor vil vi også bruge seminaret til at diskutere om for eksempel Danmark kan spille en særlig rolle ved at arrangere fælles træning og metodeudvikling indenfor dette område for både hjælpearbejdere, politi- og militærfolk samt diplomater. Folk der så siden kan tilbydes til FN- eller AU-missioner i Darfurog andre steder i verden.
Med FN topmøde-erklæringen fra 2005 og med Sikkerhedsrådsresolution 1674 har medlemslandene anerkendt, at vi alle har et ansvar, når et andet land ikke magter eller ønsker at beskytte sin civilbefolkning mod systematisk vold og overgreb. Med principperne på plads i FN forestår nu det slidsomme arbejde med at få resolutionen ført ud i livet - også i Darfur, Congo eller Burma.
Danmark ønsker at være med til at gøre præcis det: sikre at civilbefolkningen i blandt andet Darfur får den beskyttelse mod mord, vold og andre overgreb, som de har både krav på og desperat behov for.