| Hundredtusinder flygtninge i Libyens bjerge mangler mad og drikke . Reuters/Anis Mili, courtesy Trust.org - AlertNet |
Mellem en halv og en hel million mennesker i bjergene syd for Libyens hovedstad Tripoli mangler mad og rent vand, efter at de i længere tid har været totalt afskåret fra omverdenen.
Ingen forsyninger
"Vi har talt med adskillige uafhængige kilder, der alle siger, at forsyningerne er ved at være sluppet op, og der er en alvorlig humanitær krise på vej i den sydlige del af landet. Arabiske nyhedskanaler kommer med lignende meldinger," fortæller Folkekirkens Nødhjælps udsendte, Mads Lindegaard.
Han tilføjer, at der tidligere har været rapporter om store flygtningestrømme, hvis skæbne, ingen kender.
Oberst Gadaffis styrker kontrollerer alle veje ind og ud af området, der stadig er oprørernes domæne. Derfor må man tage andre veje i brug for at komme ind til de nødlidende.
Smuglerruter
"Vi har kontakt med beduiner, der kender nogle gamle smuglerruter ind i landet, som skulle være farbare med firhjulstrukne køretøjer. Og det er nok den mest realistiske mulighed for at nå frem til befolkningen i bjergene," siger Mads Lindegaard.
Han er selv på vej til Tunesien, hvor han regner med at skulle mødes med repræsentanter for de nødlidende landsbyer. Han satser på, at de får mulighed for at komme frem til et af bjergpassene ved grænsen.
"Vi er opmærksomme på, at den humanitære hjælp, som kan smules ind, nok vil være livsvigtig for de folk, som modtager hjælpen. Men hvis der virkelig er tale om en halv til en hel million mennesker, som har behov, så er den hjælp bare en dråbe i havet," siger Lisa Henry, katastrofechef i Folkekirkens Nødhjælp.
Hun mener, at der nu er et påtrængende behov for, at det internationale samfund tager andre redskaber i brug.
"Vi må omgående kræve adgang til de nødlidende mennesker. Og vi må forlange, at nogle af de lande som har ressourcer, bakker op om en humanitær indsats og ikke bare en no fly zone, "fastslår Lisa Henry.
Stor forsigtighed
Mads Lindegaard understreger, at alt skal undersøges meget grundigt, inden Folkekirkens Nødhjælp går ind med nødhjælp i Libyen.
"Vi skal være virkelig forsigtige med, hvad vi gør. Både fordi det er farligt at operere i Libyen, men også så vi ikke pludselig bliver en del af en væbnet konflikt, hvor vi som humanitær organisation ikke har noget at gøre," siger Mads Lindegaard.
