sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Hjemvendte flygtninge nyder skoleferie og god høst
Print
Med hjælp fra Danmarks Indsamling 2009 er den lille skolepige Esther og en stor gruppe andre internt fordrevne hjemme igen og glæder sig over nye, sejlivede afgrøder, der netop nu står struttende friske på markerne.
19.10.2010

Markerne omkring Esthers landsby strutter af friske afgrøder.

Fredag den 13. august 2010 er en god dag for børnene i Obalanga i det nordøstlige Uganda.

For i dag kan de gå på tre ugers ferie fra skolen.

Esther Usege, som danske tv-seere lærte at kende i forbindelse med Danmarks Indsamling 2009, er et af de glade børn.

For hende – og en lang række af hendes klassekammerater – er denne ferie ekstra betydningsfuld.

For første gang i mange år kan hun holde den hjemme i sin egen landsby. Her hvor hun er født, og hvor hun har rod.

Og ikke i den flygtningelejr for internt fordrevne, der har været hendes hjem siden 2003.

I januar i år gik Esthers store ønske nemlig i opfyldelse, da hun og hendes far, Lawrence Usege, og fem søskende efter seks år i flygtningelejren endelig vendte tilbage til deres hjem i landsbyen i Obalanga.

Mange andre i Esthers landsby og i de andre landsbyer i Obalanga har samme historie.

De blev jaget på flugt af oprørsgruppen Lords Resistance Armys væbnede hærgen og bosatte sig i lejre for internt fordrevne.

I de første år efter frygtede de at vende tilbage. De var bange for nye angreb.

Desuden var de praktiske og økonomiske omstændigheder ved at vende hjem helt uoverskuelige for de fattige familier, som havde mistet både deres hus, store dele af deres ejendele og afgrøder, da de flygtede.

Nye afgrøder giver god ernæring

Med støtte fra Danmarks Indsamling 2009 har Folkekirkens Nødhjælp og partnere nu hjulpet familierne tilbage til deres landsbyer i Obalanga. Familierne har fået hjælp til at bygge nye huse, og børnene er begyndt i skolen igen.

Og vigtigst er det, og de hjemvendte har fået hjælp til og undervisning i at udvikle landbruget, så de omkringliggende marker nu strutter af friske afgrøder.

Hver hjemvendt familie har modtaget assistance fra okse og plov, så de har kunnet gøre markerne klar til de afgrøder, som starthjælpen bestod af: cassava, bønner og sorghum, som er en fiberrig kornsort, der er modstandsdygtig over for tørke og oversvømmelse.

Den stærke kornsort blandet med cassava giver fiberrige brød og solid foder til dyrene.

Familierne har endvidere plantet frugttræer, som mango og appelsin.

Den gode udvikling på markerne betyder, at der er mad nok til, at familierne får to sunde og næringsrige måltider om dagen.

Stærke og svage arbejder sammen

De hjemvendte familier arbejder sammen på kryds og tværs for at dyrke jorden efter de nye metoder og med de nye typer afgrøder.

Ressourcestærke familier er bragt sammen med svagere familier, så alle bliver løftet og alle får del i fremskridtene.

Høsten er nu – sammenlignet med tidligere – flere-doblet.

Nu håber alle, at de mange frø, der netop er blevet sået, vil bære ligeså godt, og at regnen vil falde til gavn.

Trods den gode start i Obalanga har familierne døjet med udfordringer fra uvejr og oversvømmelser.

Vejrliget har gjort, at de driftige hjemvendte ikke har haft cassava nok til at sælge på markedet, men har måttet nøjes med at tjene et lille tilskud til husholdningen ved at sælge bønner og sorghum.

Nogle har dog allerede tjent så godt, at de har haft økonomisk mulighed for at åbne små kolonialbutikker med æg, sukker og mel.

Tekst: Mai Gad


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne