Sultne efter et job og en løn, man kan leve af, fristes mindst 500.000 – ingen kender det nøjagtige tal – kirgisere af en barsk men nødvendig tilværelse som gæstearbejdere i Ruslands storbyer. Hjemme i Kirgistan er der slet intet at rive i. I Rusland skal der knokles mange timer hver dag på byggepladser og markeder. Men så kan der også være både 4- og 500 dollars i lønningsposen til den første.
Nok til at forsørge familien derhjemme. Nok til at overleve på i en 2-værelses lejlighed med 12 madrasser på gulvet. Og for nogle også nok til ind i mellem at søge trøst, glemsel og måske en kortvarig glæde hos en prostitueret. Det kan betyde at de udover dollars, kommer hjem med HIV i bagagen.
Kender ikke HIV
|
| Maria Kharchenko, koordinator i det FKN-støttede HIV-projekt, der har til formål at oplyse kirgisiske gæstearbejdere om HIV. |
"Mange af de kirgisiske gæstearbejdere kender slet ikke HIV. Og selv om de gør, så er deres problemer som gæstearbejdere oftest så mange og så komplekse, at HIV kommer langt nede på listen over ting, man bør forholde sig til," siger Maria Kharchenko, der arbejder i Skt. Petersborg som koordinator i et FKN-støttet HIV-pilotprojekt målrettet mod kirgisiske – og tadjikiske – gæstearbejdere.
Test før hjemrejsen
I Skt. Petersborg tæller den kirgisiske gæstearbejderkoloni omkring 5.000 sjæle. De er Marias målgruppe.
"Vores projekt er målrettet mod HIV, men man kommer ikke på besøg i en lejlighed med måske 15 gæstearbejdere og begynder at snakke om kondomer. Næsten alle har problemer med registrering og arbejdstilladelse og arbejder derfor illegalt. Det giver problemer med politiet, der prøver at udnytte situationen til at kræve penge ind," fortæller Maria.
Først når dét er talt igennem og de har fået hjælp med dét, er kirgiserne åbne for en HIV-snak.
"Vi informerer dem om HIV, prøver at motivere dem til at bruge kondomer. Og så prøver vi at få dem til at lade sig HIV-teste, inden de vender hjem til Kirgistan. Hvis de ved, de er smittede, er det nemmere at få dem til at forstå, hvordan de undgår at føre smitten videre, når de vender hjem," forklarer Maria.
Hiv-oplysningsarbejdet nytter
Hvor meget hendes og kollegernes indsats hjælper kan hverken vejes eller måles.
"Man er nødt til at tro på, at det gør en forskel. Og jeg tror det. Sidste gang jeg var i Kirgistan, mødte jeg en kvinde i en landsby, og hun vidste en masse om HIV fra sin søn, der arbejder her i Skt. Petersborg. Så nytter vores arbejde da noget."
Om HIV-oplysningsarbejdet i Skt. Petersborg så får lov at fortsætte, det er en anden sag. Rusland er på vej ud af nødhjælpsorganisationernes bagkatalog, andre lande trænger sig på.
"Jeg håber, vi kan fortsætte. Den russiske del af HIV-projektet er helt afgørende, og det er befolkningen i Kirgistan, der har gavn af det," slutter Maria.