sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Hjælp til selvhjælp i Kant
Print
Efter 70 år inden for murene har den ortodokse kirke i Kant i Kirgistan fået adgang til det offentlige rum. Og har valgt at bruge det til at skabe rum for samfundets svageste. Y’s Mens klubberne i Danmark har valgt at bakke op. De gav sidst i januar tilsagn om at samle ind til kirkens udvikling af selvhjælpsgrupper og støtte arbejdet m...
18.02.2008

Kirken i Kant. Foto: Christoffer Rubæk

Den ortodokse kirke står som en sikker bastion midt i byen Kant i det nordlige Kirgistan.

Byen har sammen med resten af samfundet undergået enorme forandringer de sidste tre årtier – ikke mindst fra 1991, hvor det sovjetiske regime faldt, og kirgiserne fik sin selvstændighed.

Økonomisk nedtur

Med friheden fulgte en økonomisk nedtur af dimensioner – den sovjetiske planøkonomi blev afløst af arbejdsløshed, inflation, manglende social tryghed og for mange mennesker en dyb fattigdom.

I Kant har udviklingen sat sig dybe spor. Fra at være en by med en velfungerende industri blandt andet med udvinding af sukker fra sukkerroer, er byen i dag præget af modløshed. 17 år efter er arbejdsløsheden fortsat enorm høj, og mange af byens borgere har derfor forladt byen for at finde andre måder at overleve på – for eksempel som migrantarbejder i Rusland.

Natalia Udodova. Foto: Jørgen Thomsen

Svært at sige nej

Den ortodokse kirke har for længst set en opgave i at bekæmpe modløsheden og give mennesker troen på fremtiden tilbage.

Lederen af kirkens sociale arbejde, Natalia Udodova, siger det på denne måde:

”Behovet for hjælp her i området er enormt, folk sulter, og det er svært for os at sige nej til at hjælpe nogen.”

Men ingen kan hjælpe alle, og kirken har derfor fokuseret en stor del af sit arbejde på at oprette selvhjælps-grupper. Dermed hjælper de beboerne til at hjælpe sig selv. Kirken støtter i øjeblikket 12 velfungerende selvhjælpsgrupper.

Mad på bordet

I grupperne kan beboerne, også ældre, få mulighed for - i fællesskab, eller hver for sig - at optage et mikrokredit lån til at starte en produktion. Det kan være produktion af håndarbejde til salg eller mulighed for at købe en kalv, som på både kort og lang sigt giver indtægter.

En typisk ældre i Kant har en pension på omkring 140 kroner om måneden, hvilket er umuligt at klare sig for, og småproduktion er derfor med til at give de ældre mad på bordet. Samtidig er fællesskabet i gruppen med til at bryde isolationen og passiviteten hos de ældre – de får fornyet selvtillid og håbet tilbage.

Y’s Mens klubberne støtter

Folkekirkens Nødhjælp har støttet kirkens arbejde med at oprette selvhjælpsgrupper gennem seks år.

Nu har også Y’s Mens klubberne i Danmark besluttet at yde støtte på en halv million kroner gennem Folkekirkens Nødhjælp til kirkens arbejde med at etablere endnu flere selvhjælpsgrupper.

”Projektet i Kant er et dejligt lyspunkt midt i trøstesløse omgivelser. Især er det flot at den ortodokse kirke er i stand til at drive dette diakonale arbejde i en atmosfære af respekt for stedets religiøse forskellighed. Muslimer og ortodokse hjælper hinanden med at hjælpe sig selv”, siger Henning Thomsen, vicedistriktsguvernør i Nordjylland, der som medlem af Folkekirkens Nødhjælps Råd netop nu deltager i en studietur til Kirgistan og har besøgt Kant.


Connie Yilmaz Jantzen, National Chef i Folkekirkens Nødhjælp.


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne