| Dele af landsbyen Panajab ved Atitlán-søen ligger nu begravet under en masse af mudder, klipper og træer. |
Tusindvis af guatemalanere er blevet hjemløse efter orkanen Stan. Ifølge det foreløbige overblik, som Folkekirkens Nødhjælp har lavet sammen med ACT Forum i Guatemala så er omkring 654 små og større landsbyer primært i højlandet i den vestlige del og ned mod Stillehavskysten berørt af katastrofen.
Flere tusinde huse er forvandlet til murbrokker, blevet oversvømmet eller begravet under mudder-, jord- og klippeskred. Mange steder fungerer lokale kirker, skoler og sundhedscentre som nødhjælps- og evakueringscentre for landsbybebore, som enten har mistet deres hjem, eller som har søgt midlertidigt ly.
Samtidig beretter flere af Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere, at der er mange små lokalsamfund, som er afskåret fra omverden, fordi veje, broer og hele bjergsider og skrænter er styrtet sammen under de massive regnskyl og oversvømmelser.
Guatemalas præsident Oscar Berger siger, at mindst 130.000 indbyggere er direkte berørt af orkanen, og at omkring 90.000 mennesker bor i de forskellige intermistiske nødcentre, der er lavet.
Omkring 1100 mennesker er omkommet eller meldt savnet, siger de foreløbige officielle tal. Flere nødhjælpsorganisationer siger dog, at antallet af omkomne formentligt kommer op over 2.000.
Nogle steder som i Tacaná, der ligger i vestlige Guatemala ind mod Mexico, og landsbyerne Panabaj og Tzanchaj ved Atitlan-søen har mudder- og jordlaviner nærmest udslettet hele landsbyen og de beboere, der ikke nåede at slippe væk, og det er formentligt også her, at de fleste omkomne kan tælles. Lokale talsmænd siger, at der er omkring 1.400 omkomne under mudderet i Panabaj, der ventes at blive erklæret som én stor fællesgrav.
"Der er tale om en af de største katastrofer i Guatemala siden jordskælvet i 1976. Omfanget af denne katastrofe er langt større, end da orkanen Mitch ramte os i 1998, " siger Folkekirkens Nødhjælps programmedarbejder i Guatemala, Rubio Caballeros.
Folkekirkens Nødhjælp har foreløbigt sendt 300.000 kroner til nødhjælp til ofrene for orkanen i Guatemala. Pengene går til tæpper, madrasser, mad, rent drikkevand og medicin.
Et mindre beløb på omkring 31.000 kroner doneres til hjælpearbejdet i El Salvador. I ti ud af de 12 provinser, som er blevet ramt af oversvømmelser og mudderskred arbejder Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere og medlemmer af ACT, Kirkernes Internationale Nødhjælp.
De enorme oversvømmelser og lavineagtige mudder- og jordskred, som fulgte i kølvandet på orkanen Stan i begyndelsen af oktober, gik hårdest ud over Guatemala, og ramte især de fattige mayaindianske landsbyer. Men også El Salvador blev ramt. Her gik landet største vulkan i udbrud, samtidig med at et jordskælv rystede det lille land, mens orkanens efterdønninger skabte oversvømmelser og mudderskred. I begge lande har myndighederne erklæret store områder i nødtilstand.
FNs Koordination for Humanitære Anliggende, OCHA, har udsendt en appel om international hjælp til Guatemala på 22 millioner dollar. Der er hårdt brug for pengene til rent vand, sanitet, hygiejneting, midlertidig indkvartering, køkken- og madlavningsting samt sundhedshjælp og hjælp til kommunikation, siger OCHA i sin appel. OCHA har sendt sin vicedirektør Margareta Wahlström til Guatemala. Det danske udenrigsministerium har bevilget tre millioner kroner til FNs nødhjælpsindsats i Guatemala.
FNs foreløbige meldinger siger, at orkanen Stan har kostet Guatemala mindst 400 millioner dollar i mistede landbrugsindtægter - blandt andet fordi kvæg, kaffe og bananindustrien blev ramt.
