”Under krigen følte befolkningen sig som jagede dyr spærret inde i et bur. Intet sted var sikkert, og angrebene var voldsomme og systematiske og ramte både private hjem, hospitaler og FN-bygninger.”
Det fortæller Omar Almajdalwi, Folkekirkens Nødhjælps lokale medarbejder i Gaza. Og han bekræfter dermed israelske soldaters vidneudsagn i en ny rapport fra organisationen Breaking the Silence.
Henrik Stubkjær, Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp oplever, at hjælpen til civilbefolkninger, også kaldet ”det humanitære rum” er under voksende pres.
”Det er en skræmmende tendens, som ses i flere lande, og som gør det meget vanskeligt for os som NGOer at yde den livsnødvendige indsats. Vi har aldrig før set, at en krigsførende stat er gået direkte efter at ramme humanitære mål som mobile lægeklinikker, nødhjælpskonvojer og hospitaler, sådan som det skete i Gazakrigen. Selv FN skoler – udpeget til sikre opholdssteder for de internt fordrevne og FNs hovedkvarter var mål for de israelske bombninger,” siger Henrik Stubkjær.
Global tendens
Han påpeger, at det humanitære rum er under pres i en række lande. Etiopien har netop vedtaget en ny NGO-lov, som giver regeringen ret til at udvise internationale NGOer, der arbejder med menneskerettigheder.
Sudan har for kort tid siden smidt 13 internationale NGOer ud og lukket tre nationale NGOer, fordi de krævede menneskerettighederne overholdt.
Lignende underminering af hjælpen til civilbefolkningen, også kaldet ”det humanitære rum” har man set i både Central Asien, Mellemøsten og Asien i de seneste år.
”Det er en tendens, som er dybt alarmerende, fordi den komplicerer det humanitære arbejde, der udføres af udviklings- og nødhjælpsorganisationer. Og det går ud over de befolkningsgrupper, der i forvejen er mest sårbare og udsatte,” siger Henrik Stubkjær.
