”Flot, modigt og historisk”, sådan lyder kommentaren fra Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, til de danske ungdomspolitikere, der fredag kommer med et fælles udspil til Danmarks fremtidige udviklingsbistand.
De ønsker bedre og mere udviklingsbistand og vil bl.a. hæve udviklingsbistanden til én procent.
”De danske ungdomspolitikere har udvist et stort mod og har i modsætning til folketingspolitikerne formået at sætte de ideologiske stridheder til side.”
”Bistandsstigningen til én procent af BNI og gældslettelsen, som foreslås finansieret udenfor bistandsbudgettet, vil igen give Danmark den gule førertrøje som fortaler for verdens fattigste. Udspillet bør derfor skabe stor respekt hos folketingspolitikerne og afføde en fornyet politisk dialog om Danmarks globale ansvar”, siger Henrik Stubkjær.
Udspillet bliver fredag ifølge Ritzau overrakt til udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), og lørdag holder ungdomspolitikerne en konference om udspillet på Christiansborg.
