Der er normalt stille i Sikaneka, et lille landsbysamfund i det sydlige Zambia i Sinazongwe-distrikt.Her er ingen elektricitet, ingen støjende radio- eller tv-sendere. Men der er mobilsendemaster ude i bushen, og så er der Dorcus Siamasusus dybe latter, imens hun demonstrerer, hvordan hun en dag ringede op – på vegne af sin landsby - til det lokalt valgte parlamentsmedlem.
”Hello, Mr. Congress Man..,” griner hun, imens hun mimer i sin mobiltelefon, hvordan hun først hilste på sit lokale parlamentsmedlem og siden fik spurgt ham om, hvor de penge, som er afsat på statsbudgettet til udvikling og investeringer i den fattige sydlige del af landet, bliver af.
Kendskab til rettigheder skal styrke den lokale udvikling
Vores evner til at engagere vores lokale ledere og politikere er blevet markant forbedret
Dorcus SiamsusuDorcus Siamasusu er en af de unge zambiere, der er blevet trænet af Folkekirkens Nødhjælp og partneren, Monze Diocese i borgernes rettigheder i forhold til stat, regering og lokale myndigheder. Siden er hun blevet valgt som landsbyens frivillige talskvinde – eller fortaler, som det også kaldes.
”Vores evner til at engagere vores lokale ledere og politikere er markant forbedret. Vi kan nu følge op på fordelingen af ressourcer til vores distrikt i det nationale budget. Vi har f.eks. gennemgået det nationale budget på træningskurset. Vi har kunnet slå op og se efter, at der var blevet tildelt af penge til opførelse af nye skoler, klinikker og forbedringer af vejnettet f.eks.. Men vi har ikke set noget som helst til de investeringer - endnu,” fortæller Dorcus.
”Derfor ringede jeg til vores parlamentsmedlem for at få oplysningerne. Han fortalte os, at han var ny, han var netop blevet valgt ind i parlamentet ved valget i september (2011). Han bad om mere tid. Så vi giver ham et par måneder mere, og så følger vi op,” forklarer Dorcus Siamasusu.
Øget indflydelse til især kvinder og piger
Ligesom andre steder ude på landet i Zambia er der kun få kvinder i Sikaneka, der tager del i ledelsen af lokalsamfundet. Traditionelt er det mændene, som forventes at spille den centrale rolle i ledelsen og i dialogen med f.eks. de lokale høvdinge, mens kvinderne tager sig af at passe hjemmet, markerne og børnene.
”Nu er jeg også blevet i stand til at rejse mig op og tale uden at være bange for nogen. Og jeg kender min ret til at sige nej, hvis folk stiller krav til mig, som jeg ikke har lyst til at følge. Jeg ved også hvornår jeg skal sige ja,” smiler Dorcus.
Drømmen om at blive lærer
På trods af at hun at hun er enlig mor til en toårig søn og under stort gruppepres fra sine landsbyfæller og storfamilie for at blive gift, så er hun stålsat på at få sig en uddannelse.
”De griner ad mig her i landsbyen, fordi jeg ikke er gift. De fleste piger her vælger at droppe ud af skolen til fordel for at blive gift. Men jeg planlægger ikke giftermål i den nærmeste fremtid, ikke før jeg kan arbejde, være uafhængig og tjene mine egne penge,” siger Dorcus Siamasusu, der også har en lille søn, som hun skal forsørge.
Hendes drøm er at uddanne sig som lærer og være med til at forbedre skolegangen i Zambia.
”Jeg ville gerne have været på universitetet allerede nu, men vi har ikke råd til det. Vi er så mange i min storfamilie, og min far har svært ved at betale for alle. Jeg arbejder for tiden som frivillig i en børnehave tæt på. Hvis jeg arbejder som frivillig i to år, kan jeg få et stipendium fra regeringen, som er med til at betale for min uddannelse som lærer,” siger Dorcus Siamasusu.