sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Heftig vækst i u-landene
Print
”Hver tredje afrikaner er nu middelklasse”. Sådan lyder årets budskab fra kampagnen Verdens Bedste Nyheder, som for tredje år i træk fortæller positive historier fra FN’s 2015 Mål om at afskaffe fattigdom i u-landene. Kampagneleder, Nikolai Lang, skriver om u-landenes vækst og opfordrer alle til at dele Verdens Bedste Nyheder ud d. 14/9.
10.08.2012
© Verdens Bedste Nyheder

Brede boulevarder fyldt med taxaer med forretningsfolk fra alle verdenshjørner.  Mænd og kvinder på vej til og fra arbejde. Højhuse, lysreklamer og nye shoppingcentre funkler om kap i Addis Ababa.

Jeg besøgte for nylig Etiopiens hovedstad i forbindelse med en konference om 2015 Målene – og jeg blev blæst bagover af den energi, som suser gennem byen: En global selvbevidst metropol i et enormt land med knap 75 millioner indbyggere, som i disse år oplever en massiv fremgang.

Etiopierne oplever vækstrater på helt oppe omkring 10 procent – fem gange mere end Danmark. Over 90 procent af alle børn i Etiopien kommer nu i skole. Og bare inden for de seneste fem år er antallet af fattige faldet med 9 procent. Det betyder ikke, at alle Etiopiens problemer er løst i morgen. Mange lever stadig under fattigdomsgrænsen, men Etiopien bevæger sig med stormskridt i den rigtige retning.

FN’s 2015 Mål er verdens samlede plan for at bekæmpe fattigdom, og Etiopien er langt fra det eneste u-land, hvorfra der er nogle af verdens bedste nyheder. I 2015 vil der for eksempel være halvt så mange fattige, som der var i 1990. 

Forhindringerne i kampen mod fattigdom

Nikolai Lang
© Verdens Bedste Nyheder
Nikolai Lang, kampagneleder, Verdens Bedste Nyheder

De største forhindringer for at vinde kampen mod fattigdom handler ikke om mangel på ressourcer eller viden. Forhindringerne er først og fremmest politiske. Og dét er Etiopien selv er et eksempel på: Selvom regeringen har fokus på at bekæmpe fattigdom, er landet endnu ikke et demokrati. Oppositionen bliver holdt nede og eliten har mange privilegier. Det gør det svært for fattige etiopiere at bryde med fattigdommen og skabe et mere lige samfund.

Folkekirkens Nødhjælp er en af de danske udviklingsorganisationer, som er til stede i Etiopien. Her kæmper Folkekirkens Nødhjælp for fattiges ret til jord og mad. Og selvom det går godt for Etiopien, så er det stadig et meget vigtigt stykke arbejde. Dét er nemlig med til at sikre, at den økonomiske udvikling også kommer de fattigste til gode.

Ej en umulig opgave

Det er ikke nogen nem opgave. Men Verdens Bedste Nyheder fortæller, at det ikke er en umulig opgave. Derfor er det vigtigt, at vi får spredt Verdens Bedste Nyheder for at styrke opbakningen til den fortsatte kamp mod ulighed og fattigdom.

Du kan være med til at afskaffe fattigdom. Meld dig som frivillig og vær med til at dele Verdens Bedste Nyheder ud til danskerne fredag den 14. september, hvor Folkekirkens Nødhjælp sammen med hele det danske udviklingsmiljø går på gaden for at uddele Verdens Bedste Nyheder.

Tilmeld dig på www.verdensbedstenyheder.dk 

Af kampagneleder, Nikolai Lang, Verdens Bedste Nyheder

Læs Folkekirkens Nødhjælps gode historier 


Artikler ud fra emne