I mine mere end ti års arbejde med katastrofehjælp har jeg aldrig set lejre som dem i Port-au-Prince. Man har på ingen måde levet op til internationale normer for livsnødvendig hjælp til overlevende efter en katastrofe.
De haitianske lejre er fyldt til bristepunktet med lasede telte klinet op af hinanden på hver eneste ledig kvadratmeter. Regntiden er netop begyndt, og med overbefolkning og utilstrækkelige toiletforhold kan en koleraepidemi bryde ud når som helst.
Der sker bare ikke noget
Familiernes første forsøg på at skabe husly er blevet forbedret med plasticpresenninger fra internationale organisationer. Men de midlertidige boliger kan under ingen omstændigheder klare sig i en orkan. Hvis en orkan rammer Port-au-Prince, kan man kun gisne om dødstallet.
De hjemløse familier har ingen steder at søge ly i en by, hvor de fleste hoteller, offentlige bygninger, skoler og kirker stadig er ruiner.
Vi ved, at det tager tid at fjerne ruindynger. Men det er chokerende, at man ikke rigtigt er begyndt endnu.
Med skovl og trillebør
Jeg kørte rundt i den vidstrakte, tætbefolkede by i fire dage. Undervejs så jeg kun én gravemaskine i arbejde. Den reparerede en kloakledning. Nogle få forsøg på oprydning blev gjort af grupper på en halv snes mennesker med skovle og trillebøre, udstyr som var helt uegnet til dette arbejde.
En massiv, effektiv indsats er påkrævet. Der er brug for en hel konvoj af udstyr, som det amerikanske militær i en lejr i udkanten af byen er i besiddelse af, til at fjerne murbrokker og rydde gaderne, der er blokeret af bunker af beton og jern.
Men der sker bare ikke noget.
Regeringen tager befolkningen som gidsler
Hvorfor er der ikke gjort mere? Hvorfor har man ikke taget oprydningsudstyret i brug? Hvorfor har regeringen ikke reduceret antallet af beboere i de mest overfyldte lejre og flyttet dem til sikrere steder i udkanten af byen, hvor man kan planlægge ordentlige lejre og sikre rimeligt husly?
Efter en indledende ”honeymoon” med de internationale hjælpeorganisationer, har Haitis regering indført strenge kontrolforanstaltninger. Med flere end 600 organisationer i landet er en central planlægning nødvendig.
Men regeringen i Port-au-Prince er faldet tilbage i det klassiske mønster af korruption, ineffektivitet og forsinkelse, som holder befolkningen som gidsler.
Regeringens restriktioner
På et nyligt afholdt FN-ledet møde rapporterede en international organisation, at den havde 45 køretøjer ventende ved Haitis grænse til Den Dominikanske Republik. Køretøjerne havde stået der i flere uger, fordi Haitis myndigheder ikke tillod, at de kørte ind i landet.
Og det er ikke et isoleret tilfælde. Mange hjælpeorganisationer på stedet har haft problemer med at indføre varer og materialer, og restriktionerne på og kravene til nye rehabiliteringsprojekter for de jordskælvsramte familier vokser fortsat.
Selvom det er vigtigt, at den haitianske regering står i spidsen for genopbygningsarbejdet, har den her fem måneder efter katastrofen endnu ikke optrappet aktiviteterne.
Myndighederne bør fremskynde importen af de nødvendige varer og udstyr og tillade organisationerne at genhuse både de mest udsatte lejrbeboere og dem, hvis huse ikke er ødelagt.
Regeringen siger, at den foretrækker en løsning, hvor alle i en lejr genhuses på én gang.
De rige bliver rigere
Mens de almindelige haitianere lider, fortsætter de rige familier i Port-au-Prince deres liv i luksus i elegante huse højt hævet over det støvede mylder. Disse familier har i generationer kontrolleret Haitis rigdomme, og mange lukrerer nu på landets seneste tragedie.
Alle hjælpeorganisationerne har brug for at leje biler og lastbiler, huse, kontorer, lagerbygninger og købe lokale forsyninger, og Haitis elite ser ud til at kontrollere adgangen til disse ting. Erfarne hjælpearbejdere har set dette fænomen før; vores anstrengelser for at hjælpe de fattigste ender også med at gøre de rige endnu rigere.
Haitis rige forretningsmænd har naturligvis også en interesse i, hvordan genopbygningen finder sted.
En ven beskrev en absurd situation på et nyligt afholdt møde for et antal hjælpeorganisationer med præsident Rene Preval. Præsidenten meddelte, at han netop havde modtaget en besked på sin BlackBerry-telefon fra ejeren af et af Haitis private vandværker.
Ejeren var bekymret over, at hjælpeorganisationer uddelte gratis vand til beboerne i lejrene og sagde, at det ville ruinere økonomien. Ingen i lokalet vidste, hvad de skulle svare.
Brug for diplomatisk pres
Regeringens nylige oprettelse af en genhusningskommission er et positivt signal, da det ændrer retorikken fra at tale om midlertidigt husly til mere permanent beboelse. Men en kraftigere oprydningsindsats er nødvendig, samtidig med at man begynder at genhuse nogle af de hjemløse.
Amerikanske og europæiske donorer bør lægge større diplomatisk pres på Haitis regering for at fjerne hindringerne, især for import af livsnødvendige varer. En nødplan i tilfælde af orkan er absolut nødvendig.
Men udsigterne fra de gennemblødte telte i Port-au-Prince er dystre. Graffiti om Prevals afgang dukker op overalt, men med en altomfattende korruption og en splittet og svag opposition er der ikke noget klart alternativ.
Indtil bulldozerne ankommer og oprydningen for alvor går i gang, kan hundrede tusinder familier bare bede til, at der ikke kommer en ny katastrofe før genopbygningen er færdig.
Erik Johnsons artikel har været bragt i Los Angeles Times, www.latimes.com
