| Telte og midlertidige skure står for tæt, så de vil være stærkt udsatte, når orkansæsonen sætter ind. Foto: Henrik Stubkjær |
”Vi må fortsætte med at sikre flere resultater, inden orkansæsonen for alvor sætter ind.”
Sådan sagde generalsekretær Henrik Stubkjær, da han sent torsdag vendte hjem fra Haiti, hvor han sammen med katastrofechef Lisa Henry havde været med til at evaluere de første resultater af katastrofeindsatsen efter jordskælvet.
Der er virkelig mange problemer at slås med i denne katastrofe – og det er en af de mest komplicerede opgaver, som Folkekirkens Nødhjælp og de øvrige partnere i ACT Alliancen har været ude for i nyere tid. Først og fremmest fordi regeringen og FN-systemet selv blev ramt af jordskælvet – altså de instanser, der normalt er med til at koordinere indsatsen.
Henrik Stubkjær fortæller, at det blandt andet er med til at forsinke toldbehandlingen af nødhjælpsforsyningerne. Således er der efterhånden kilometerlange køer ved grænsen til nabolandet Den dominikanske Republik.
Internationale standarder skal opfyldes
Folkekirkens Nødhjælp og ACT Alliancen er i katastrofesituationer meget opmærksomme på at opfylde de såkaldte Sphere-standarder. Det er konkrete og internationalt vedtagne retningslinjer for, hvor meget vand og hvor meget mad, katastrofeofre skal have; minimumsstandarder for telte og toiletforhold og alt, hvad der skal til for at give folk en ordentlig behandling. Men det har til dato ikke været muligt for nogen at leve op til de standarder, og det bekymrer Henrik Stubkjær.
Han ridser situationen sådan op:
-
Vand - der er nu ca. to liter pr person pr dag. Internationale standarder kræver 15 liter.
-
Toiletter - der er 1.000 om et toilet - standarden er 20 pr toilet. Målet lige nu er 200 pr.toilet.
-
Huse - der er slet ikke det antal kvadratmetrer pr person, som er foreskrevet - de fleste telte kan ikke klare orkansæsonen, som står for døren.
-
Skolerne – ja, officielt er de åbne. Men lærerne får ikke løn og under 10 procent er genopbygget
Alligevel bevarer Henrik Stubkjær optimismen – for både Folkekirkens Nødhjælp, ACT Alliancen og de lokale partnere arbejder hårdt på at få hjælpen ud til de hårdest ramte, trods alle problemer.
God indsats trods vanskelighederne
”Vi har med indsatsen i de første måneder reddet i hundredtusindvis af menneskeliv. Jeg har set resultaterne af en utrolig indsats af både nødhjælpsarbejderne, vores lokale partnere og ikke mindst den lokale befolkning, som viser en solidaritet ud over hvad jeg tidligere har set,” siger Henrik Stubkjær.
Der er dog mange glimt af håb. Nok er der murbrokker overalt, og kun ti procent er fjernet. Men folk selv er meget aktive, og der er små gadehandlere med lokale varer overalt," understreger han.
”Folkekirkens Nødhjælp og ACT Alliancen står i dag for vanduddeling til over 50.000 mennesker dagligt, og vi har netop påtaget os at opbygge 3.000 ud af de manglende 10.000 toiletter over de kommende måneder. Vi når flere end 100.000 mennesker med en psyko-social indsats i lejrene. Og vi er også involveret i både skolegenopbygning og i husbyggeri,” siger Henrik Stubkjær.
